DET SUSER

AF SANG

Opera som galskab, drøm, eventyr, historie. Genopsætning af ’The Phantom of The Opera’ på Det Ny Teater er strømme af sangtalent.

Komponist: Andrew Lloyd Webber. Scenografi: Maria Björnson. Iscenesættelse: Harold Prince og Arthur Masella. Oversættelse: Karen Hoffmann. Medvirkende: Tomas Ambt Kofod. Sibylle Glosted, Christian Lund, Carl Christian Rasmussen, Sebastian Harris, Louise Fribo, Rasmus Jupin, Elisabeth Halling, Imogen-Lily Ash m.fl. Kapelmester: Per Engström.

Repremieren på ’The Phantom of the Opera’ spiller på Det Ny Teater resten af 2018. Varighed: 2 t. 45 min inkl. pause.

*****

DER er ikke noget at være i tvivl om. Vi er i Operaen. Ikke bare dét. Vi er til OPERA! Vi begraver os – lige som fantomet – i Pariser Operaens labyrint af gange og kældre, scenerum og orkestergrav, der er ti gange så vild og snørklet som det gamle kongelige teaterhus på Kgs. Nytorv, som såmænd er – og navnlig var – et sammensurium af utilgængeligt op-og-ned. Kunne man ikke forestille sig, at den underjordiske sø, som the phantom trækker Christine ned i, kunne være den gamle Holmens Kanal, der næsten er undergrunden i Det Kgl.? Det er ikke ukendt, at vand og rotter var underjordisk tilbehør til Det Kgl. for en generation eller to siden.

KOMPONISTEN Andrew Lloyd Webber må være blevet besat af, hvordan den gamle franske myte om Skønheden og Udyret i romanen af Gaston Leroux udfolder sig i Pariser Operaens eventyrlige verden, den fabelagtige blanding af glans og guld og sort dysterhed, lys og skygge, overklasse og underverden. Besat af de musikalske visioner og forestillinger, der huserede i ham – opera som udløsning for galskab, drøm, eventyr, historie. Opera som ramme om drama i stil med de musicals, han allerede havde skrevet, da han tog fat på ’The Phantom’ i begyndelsen af 80’erne, da han – som journalisten Peter Thygesen fortæller i en programartikel – var faldet over en amerikansk musical bygget over en filmatisering af romanen, en musical, der var tilsat musik af Gounod, Verdi og Offenbach og andet godt.

DET er derfor vi på Det Ny Teater begynder med den mystiske lodtrækning, hvor den første gevinst er en plakat, som Christines beundrer grev Raoul går hjem med. En plakat for en opera med titlen ’Hannibal’ – sådan en opera har næppe eksisteret, men det runger af fransk grande opera, da vi straks er ovre i en pragtfuld, lattervækkende scenisk virkeliggørelse af denne ’Hannibal’. En elefant tumler frem, som var vi et øjeblik til ’Aïda’. Det Nys begrænsede scene vokser til Verona-arena format, den hysteriske primadonna og hendes tenor-partner tér sig – det er Louise Fribo i fuld udfoldelse sammen med tenor-makkeren Rasmus Jupin over for direktøren, Monsieur Firmin – bassangeren Carl Christian Rasmussen, endnu en af de mange dybt skolede operasangere, som Det Ny kan trække på til sine forestillinger. Der bliver sunget, så det suser i Webbers uforskammede blanding af musical, opera buffa, vaudeville og højstemt opera, Rossini og Broadway, som det stikker komponisten.

DER er uhæmmet opera-parodi i en overflod af komisk kostumering, sådan som vi oplever det mange gange undervejs gennem forestillingen – kulminerende f.eks. i den store maskerade-sekvens, bygget op med et mylder af medvirkende omkring en trappe i et format, der som et visuelt bedrag vokser for vores øjne, som var vi til en barok luksusudgave af Carl Nielsen ’Maskerade’. Der er ikke sparet på nål og tråd, kulørte, struttende stoffer og hvad ellers – klassisk, bredskuldret opera, fransk i stil, Hollywood i udfoldelse og hints til alt, hvad Lloyd Webber og hans scenograf og iscenesætter har kunnet komme i tanker om af associationer: Meyerbeer-operaerne i deres pompøse vælde på Pariser Operaen i midten af 18oo-tallet. Famøse opera-lussinger og -kærtegn. Som den scene, hvor Louise Fribos sopranstarut Carlotta og vores heltinde Christine i Det Ny-debutanten Sibylle Glosteds skikkelse kaster sig i dynerne som en kort, lyksalig imitation af scenen mellem Feltmarskalinden og hendes unge elsker Octavian i Strauss’ ’Rosenkavaleren’.

YNDIGT, skønt og sjovt. Orkestrale glimt fra orkestergraven af den type ansatser, Verdi skaber drama og spænding med i operaer som ’Rigoletto’ for ikke at tale om den ’Trubaduren’, som har premiere denne lørdag aften på Operaen – Lloyd Webber snupper med let hånd, hvad der er at tage af fra de komponister og værker, der kan ramme luften i ’The Phantom’, give os begreb om, hvor vi er henne på denne Pariser Opera, og hvad det handler om.

OG når vi nu er dér, hvor det snér i denne Phantom på Det Ny: Der sidder f.eks. et spillevende orkester i graven. Det er ikke Operaens muskelkraft, men den svenske kapelmester Per Engström er fast mand som altid. Han kan få tolv-fjorten mand til at lyder som halvtreds – og det er live – ingen båndede fiduser her. Herligt live – ligesom det øjeblik i første akt, hvor det magiske sekund, da Raoul, Christina og The Phantom første gang skal tørne sammen i Christinas garderobe og vi skal opleve en trickforvandlet effekt. Teknikken kikser, alt går i sort, tæppet ned, og vi sendes på et kvarters ufrivillig pause. En guddommelig fornøjelse, der dokumenterer teaterkunstens millimetertynde afhængighed af perfektion, her-og-nu, alt-eller-intet. Vi går i teatret – ikke for at se noget gå galt – men for at få bekræftet, at teater som en Formel 1 eller et 100-meter løb står og falder med den øjeblikkelige situation og den maksimale præstation.

DERFOR så til det, der var det nye i denne så flot udfoldede genoptagelse af Det Ny Teaters ’Phantom’: Sibylle Glosted, en Christina, der som andre i denne udgave stiller med virkelig skolet operastemme og operadramatisk opdragelse. Hun er en fornøjelse, en sopran, der kender sine virkemidler, færdes professionelt på scenen, ser godt ud og rammer både uskyldigheden hos Christina og den forsigtige, men også åbenlyse snuhed i den scene, hvor hun skal være med til at lokke fantomet i baghold. Sibylle fik for to år siden COP Summer Operas talentpris, for ét år siden en Reumert-nominering i forbindelse med sin Ofelia i ’Hamlet in Absentia’ på Kronborg. Helt moden til Christina-rollen.

VELLYKKET. Ligesom Tomas Ambt Kofods stensikre optræden i titelrollen som The Phantom. Den sanger har arbejdet sig målbevidst gennem en lang række store opgaver, i høj grad på Det Ny Teater, sunget f.eks. Raoul, Phantoms konkurrent i musicalen, og nu så Phantom, som har store forbilleder i rollen fra de tidligere opsætninger, Flemming Enevold eller Preben Kristensen f.eks. Han er lige så elegant, lige så karismatisk, og han besidder en lige så sikkert styret tenor-baryton stemme – tilføjer rollen en understyret desperation, og stemmemæssigt en eminent evne til at balancere mellem tenor og kontra-tenor. Han føjer sig ind i rækken af Phantom’er. Der behersker både karakteren af en desperat komponist, der begraver sig i sin egen ulykke og svinger som et pendul i sine handlinger og følelser, og kunstneren, som kan gøre stemmen til et dramatiske redskab for sine uløselige svingninger.

DET er præcist tænkt af teatret at lade Tomas Ambt synge rollen netop nu. Ligesom det er præcist og modigt af Det Ny, at give Sibylle Glosted Christine-rollen som hendes første hovedparti på teatret. (Der er krudt i Glosted-familien. For knap fyrre år siden så vi hendes mor Betty Glosted debutere som Maria i ’West Side Story’ på Aarhus Teater. For to uger siden spillede Betty Glosted en knivskarp birolle i ‘Anna Sophie Hedvig’ på Odense Teater). Vi er fortrøstningsfulde med Sibylles erorbring af scenen.

LIGE SOM vi er fortrøstningsfulde med denne genopsætning af ’’The Phantom of the Opera’ på Det Ny. Lysekronen suser over hovederne på publikum. Det, der ligner Carons båd mod dødsriget under Pariser Operaen sejler som en gondol på en Venedig-kanal. Kostumerne flimrer, rollerne – også med sangere som Christian Lund, der synger Raoul. Alt fungerer. Ikke overraskende. De gør sig umage på Det Ny.

gregersDH.dk