Jimmy Jørgensen, Mikkel Kaastrup-Mathew, Xenia Lach-Nielsen og Jens Jacob Tychsen i ‘The Black Rider’  (tegn.: Claus Seidel)

DJÆVELSK

Farverig billedbog og musik på alle ledder – sådan er den mytiske ’The Black Rider’ genoplivet på Betty Nansen Teatret.

Tom Waits, William Burroughs og Robert Wilson: ’The Black Rider’. Instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi: Michael Kvium. Medvirkende: Jimmy Jørgensen, Xenia Lach-Nielsen, Mikkel Kaastrup Mathews, Hanne Uldal, Carl Christian Rasmussen, Henrik Lykkegaard, Christiane Gjellerup Koch, Jens Jacob Tychsen, Søren Launbjerg og Joen Højerslev.

Spiller på Betty Nansen Teatret indtil 29. marts

*****

MOD slutningen er der en scene, hvor der sådan set absolut intet sker. Det er som en stumfilm, kørt i ekstremt langsomt tempo. Hvis man nu kom dumpende ind uforberedt til den scene efter en time med flimmer i tv-zulu-tempo eller en håndboldkamp ved 22-22 et minut før tid, eller en trafikprop på Vesterbrogade, ville man spørge: Hvad fanden er meningen? Skal det være teater? ‘Se nu at komme i gang dernede!’ – som en tilhører engang råbte til Zubin Mehta, da han havde dirigeret de første halvtreds pianissimo-takter af Verdis Requiem i grusgraven ved Store Heddinge.
Vi ved godt, hvad der sker i den scene i ’The Black Rider’ på Betty Nansen. Det er et begravelsesoptog. I yderste slowmotion bevæger Xenia Lach-Nielsen, der er Kätchen, og hendes sortklædte familie sig over scenegulvet, vender sig rundt i løbet af ca. ti minutter,  ser på Wilhelm, der lige så langsomt hæver geværet, skyder mod den hvide due, hvorpå hans hvidklædte Kätchen bag ham synker død om. Målet er fuldt. Djævelen, Jimmy Jørgensen, har fuldbyrdet sin profeti: Den sjette kugle i Wilhelms gevær var djævelens.

PROVOKATION

Ja, altså, skulle dét så være teater? En mageløs provokation. Slow motion anno 2015!
Men sådan er Kathrine Wiedemanns opsætning af ’The Black Rider’. Fuld af enkeltstående provokerende, sjove, hårrejsende, lattervækkende, uforskammede og banale oplevelser, ubegribelige ind imellem, swingende i popmelodier, folkedanse, med et orkester, der spiller på alt muligt, violin, trompet, sav. Stadig forbløffende optrin på scenen. I tempi, i farver, i sange, der svinger fra opera til værtshus-skrål. Og lykken er: Et levende orkester i graven.
En historie, der hurtig fortalt handler om djævelen, der som i ’Faust’ indgår en pagt med unge Wilhelm om, at han nok skal få lært at skyde med jagtgevær og ramme, selvom det egentlig rager ham en papand, han vil hellere skrive bøger, men Kätchens far Bertram vil have en ordentlig jæger til svigersøn. ’Faust’ siger vi – men også så mange andre altmodige skrøner: Webers ’Jægerbruden’ er endnu tættere på.

KABARET

På en måde bliver den historie fortalt lidt som en cabaret-affære. Huller i forløbet, sange om det ene og det andet, Christiania-stemning fra 70’erne, uregerlighederne stritter, der er også godt med salver i Brecht/Kurt Weil-stil.
Jens Jacob Tychsen lægger et sted sprechmeister til en virtuos genfortælling af den halve handling, Carl Christian Rasmussen sin Sarastro-bas til Bertrams formaninger over for datteren, og Xenia Lach-Nielsen bruger sit 20-km soprane registerspænd til f.eks. at holde et højt g herfra til verdens ende, samtidig med at hendes Kätchen ser så nuttet ud som Agnete i ’Elverhøj’. Henrik Lykkegaard træder som Oscar Wildes Dorian Gray frem på et maleri, her en gammel jæger ved navn Kuno. Og den forvirrede yndling Wilhelm er i armene på Mikkel Kaastrup Mathew.

MYTISK

Det er, som om Riddersalens gamle ’Svend, Knud og Valdemar’ ikke blev lavet forgæves, når man ser denne ’Black Rider’, der er en opmontering af Robert Wilsons og Tom Waits forestilling fra 90’erne, et cirkus af en mytisk teaterevent med Michael Kviums scenografiske og mageløse genbrugsbutik af middelalder, Shakespeare-renæssance og tysk greuel-romantik tilsat Tom Waits og tekstgrundlæggeren William Burroughs euforiserede tåger af klarsyn.
Alle Waits tekster er trykt på både engelsk og Peter Laugesen-dansk i programmet, så vi kan genfremkalde i ører og på nethinde Tom Waits ”Take off your skin and dance around in your bones” og alle de andre forbløffende sange, som er afgørende for poetiske og vittige løft undervejs, når Jimmy Jørgensen breder sin sorte djævlekappe ud og sender os sit sataniske forførersmil, eller når Xenia Lach-Nielsens Kätchen synger til sin Wilhelm: ”I’ll shoot the moon right out of the sky for you, baby”.
Vi døjer lidt på denne søndag aften den 15. februar med at høre så meget om skud og skydefærdighed. Men det er teater, blomstrende, eventyrligt teater, langt fra københavnsk virkelighed. En oplevelse.

gregersDH.dk