Jens Albinus,  Molly Blixt Egelind, Niels Ellegaard og Ulla Henningsen i ‘Tartuffe’ (Tegning: Claus Seidel)

RÅB

OG

SJUSK

Betty Nansen Teatrets opsætning af Molières ’Tartuffe’ er højtråbende farce og sløset sprog.

Moliere: Tartuffe. Iscenesættelse; Milan Peschel. Scenografi: Magdalena Musial. Medvirkende: Jens Albinus. Niels Ellegaard, Bodil Jørgensen, Ulla Henningsen, Brian Hjulmann, Molly Blixt Egelind, Simon Mathew og Michael Moritzen. Komponist og musikere: PowerSolo.

’Tartuffe’ spiller på Betty Nansen Teatret indtil

***

HVORDAN skal man spille Molieres ’Tartuffe’? Som en grotesk farce? Eller som et drama om sorte, uhyggelige drifter, hykleri og svindel sat i system?
Reumert gjorde det sidste, som vi forstår det.
Jens Albinus spiller figuren nærmest som Reumert. Faretruende, med en sjæl nagende af konstant spekulation om, hvad der skal være næste skridt i hans udspekulerede erhvervelse af magt over andre mennesker, deres gods, deres kvinder.
Men så puffes han til af den måde, den tyske instruktør Milan Peschel tænker ’Tartuffe’.
Peschel er på farce-kursen. Hvad der ikke kommer bag på dem, der har set hans danske iscenesættelser de senere år. ’Et dukkehjem’ og ’Jeppe på Bjerget’. Begge på Aarhus Teater.
Albinus’ Tartuffe bliver på den måde både en snog, der møver sig ind på velhaveren Orgon og hans familie, en underlig fyr, der kommer ud af intet og lurer sig ind på sit bytte med falsk smiger og svedne løgne. Livsfarlig og uberegnelig.
Men også en fyr, der joker hyggeligt med de rockmusikere, Peschel sætter på scenen for at forlyste et ungt publikum. Som vrider sig i komisk liderlighed over for Orgons kone. Og som muntert springer over scenekanten ned til publikum for at – ja for hvad? For at imødekomme instruktørens ønske om at opløse stykket i teaterleg – lad nu være at tro, siger han, at den historie om Tartuffe og hans svindelnumre er andet end munter underholdning og skæg og ballade.
Man kan lege med teksten som man vil, siger Peschel. Sætte nye tekster ind, hvor f.eks. den primitive Orgon pludselig udfolder små monologer om Molieres værker og deres udbredelse over den ganske jordklode.

OPPORTUNISTEN

Farcetonen lægger noget krampagtigt over Albinus’ måde at håndtere sin Tartuffe på.
Man kan vælge at sige, at tvetydigheden tilfører stymperen Tartuffe en usikkerhed, Tartuffe selv har på, hvem han egentlig er:
Er han bare en fidusmager og en elendig hykler? Eller er han en mand, der vakler og tvivler på sig selv og kun er i stand til at handle opportunistisk og spontant fra sekund til sekund på mulighederne. En opportunist, som er livsfarlig for sig selv. Og bevidst om det.
Farce er der til gengæld utvetydigt over det meste af denne forestilling. Allerede i det halløj, Niels Ellegaard som Orgon udfolder i sin første scene, hvor han hundser med Michael Moritzen, svogeren Cléante, omkring en kop the, Cléante skal servere for ham. Et mageløst revy-optrin, der bygger på begge skuespilleres elementære talent for revykomik.
Også ubetalelig komisk i Bodil Jørgensens fingerede og panikslagne forføringsnummer som Tartuffes kone Elmire over for Tartuffe med Orgon gemt under bordet.

DER RÅBES

Selvfølgelig en slags standardhalløj i barokkomedier.
Hvad den gennemgående tone i opsætningen ikke er. Der råbes, for ikke at sige brøles af flere af skuespillerne i kadencer, der er utålelig. Værst af Orgons datter Mariane, der bliver spillet af Molly Blixt Egelind og af Brian Hjulmann, der spiller hendes bror Damis, samt af Simon Mathew, der har rollen som Marianes forlovede Valère. Der breder sig helt salig ro, når Ulla Henningsen lægger klangfuld musikalitet i sine replikker som Dorine. Ligesom hun og enkelte andre af skuespillerne er i stand til at vise os, at det ikke er for ingenting, at stykket altid har været båret af morsomme, formfuldendte, rytmiske og rim-slagfærdige vers-formuleringer i alexandrinere.
Man kan næppe forlange af Peschel. at han skal have øre for den slags i det danske sprog. Det er på den anden side ikke utænkeligt, at han – selv om han havde øret – ville mene, at alexandriner-rytme og sproglig sangbarhed var ligegyldigheder.
Hans tankegang er, som vi forstår af Me Lunds interview med ham i forestillingens program, at hans ’opgave er, at oversætte teatraliteten hos Moliere til et gyldigt udtryk i dag.’
Hvis det indebærer højtråben og umusikalsk formulering af replikker, så dokumenterer opsætningen hans tankegang.
Jørgen Reenberg talte engang om risikoen ved at ”vulgarisere og afsvide ånden i teksten ud fra den laveste nutidige fællesnævner.”
I denne opsætning er afsvidningen langt fremskreden.

gregersDH.dk