'Tango med Charles' Betty Nansens Edison Scene 2.2.2010 Anm.

TANGO 

Mads Keiser i ‘Tango med Charles’ (Foto: Per Morten Abrahamsen)

SKUB I GRINET

Mads Keiser ’Tango med Darwin’ er munter pludren med udgangspunkt i
Darwins udviklingslære.

***

MØDET med et ukendt væsen udløser reaktioner i denne rækkefølge:

Vil det slå mig ihjel?
Kan jeg slå dét ihjel?
Kan det bolles?

Så vidt entertaineren Mads Keisers udlægning af Charles Darwins udforskning af livets overlevelses-præmisser.
Den snupper vi i samme muntre lune, som den er afleveret på Betty Nansen Teatrets Edison Scene af en charmerende flab, som på en god halvanden time drejer Darwins beskrivelse af kampen for tilværelsen i ’The origin of Species’ (’Arternes oprindelse’) derhen, hvor det passer ham, d.v.s. hen, hvor der er basis for et godt grin fra salen.
Præcis som en anden morsom mand, Søren Østergaard, beskriver det i et interview i ’Børsen’ i dag: ’Vi, der arbejder med at være sjove, har så meget øre ud til publikum. Det er det, vi lever af’.

TEATERFOREDRAG

Den præmis er grundlæggende for Mads Keisers ’teaterforedrag’ med titlen ’Tango med Charles’. Han vil have skub i grinet.
Og vi tager godt imod på denne aften. Vi få, der på denne snestormende aften er nået frem til Edison Teatret som en levende demonstration af Darwins formulering: ’Survival of the fittest’.
Betegnelsen ’teaterforedrag’ er en diskret voldførelse af det traditionelle Betty Nansen Teater-publikum, som lige skal have en fornemmelse af, at her er intellektuel bund i, hvad der er regulært stand up show. Med alt, hvad der hører til, og alt, hvad den kan trække af tempo, hurtige jokes og skægge formuleringer.
Ikke fordi der ikke er en rimelig god bund af original idé og et vist dyk ned i Darwins forskning og dens epokegørende resultater. Men man skal ikke forvente sig et akademisk foredrag. Heller ikke at blive ret meget klogere på evolutionslæren. Udover, hvad der kommer op af brugbare elementære og underholdende facts. Såsom, at 98 procent af menneskets genetiske arvemasse er identisk med chimpansens. Eller at 40 procent er identisk med en banans. Det er kostelige pointer. Også for andre end dyrehandlere og grønthandlere.   

LANGT UD

Som showet skrider frem flagrer Mads Keiser da også gradvist længere og længere ud i vidtløftige ekskursioner og konklusioner i forhold til Darwins lære om udvikling baseret på naturlig udvælgelse, variation og mutation.
Han får langet ud efter alt fra Scientologi-forførelse og blåøjet tro af enhver art til kvinders bilkørsel. Og til barndommens triste sangkatalog – ’I en seng på hospitalet’ foredrages ved guitaren.
Til det evindelige empatiske ’Hvad følte du?’, som plager enhver studievært, når han eller hun har hvem som helst som gæst.
For ikke at tale om: Til den almindelig og lallende kendis-medvirken i alt muligt på tv og i ugeblade – inklusiv Keisers egen sporadiske medvirken i vox pop enquêter af enhver art. Som han naturligvis latterliggør med al til rådighed stående koketteri.
Striber af småpludrende pjank og kvikke finter. Affyret i den selvoptagne stil, der er gængs i stand up miljøet.
Måske et godt udgangspunkt for en rundtur til f.eks. gymnasier, som det undervisningsmateriale, der er udviklet af Betty Nansen Teatret, er stilet mod.

GregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *