Claus Seidels tegninger fra prøve før premieren: Maria Bernholdt som Madge, Alban Lendorf som James og Maria Bernholdt som Sylfiden. Ved den anmeldte opførelse var Sebastian Haynes Madge, Gregory Dean James og Amy Watson Sylfiden.

PARTITURERNES BUDSKAB

To komponisters leg med ballettens muligheder illustreret glimrende i ’Etude’ og nyopsætningen af ’Sylfiden’

’Sylfiden’ og ’Etude’ spiller frem til 27. februar 2015 på Kgl. Teater Gamle Scene

****

SIG navnet Løvenskiold. Herman Severin Løvenskiold. Aldrig hørt det navn?
Det er såmænd en betydningsfuld dansk komponist. Ingen kender ham. Men manden har den fortjeneste, at han har skrevet musikken til ’Sylfiden’, verdenskendt dansk Bournonville-ballet.
Alligevel kan man altså som Løvenskiold forsvinde fra overfladen.
Når man hører hans musik, som vi gjorde i aftes ved den første opførelse efter premieren på den nye opsætning af ’Sylfiden’, noterede vi os hans kvaliteter: Manden – d.v.s. sige knægten, han var bare tyve år, da han leverede partituret til Det kgl. Teater! – skriver korte, klare, dansante satser, lige til at operere med for balletten. Rytmisk veltalende og varieret, fyldt af både sjove instrumentale pointer og solid melodik.
Meget af det lyder som ekko af Rossini, men også som Verdi i hans tidlige operaer.
Noget af en genistreg, men han kan da være lykkelig over, at det var til Bournonville, han skrev, og netop til ’Sylfiden’. Alt, hvad han siden bedrev, flyttede ikke et komma i dansk musikhistorie. Operaer og mere balletmusik. Hans skæbne blev at leve og dø som organist ved Slotskirken.
Ligesom Sylfiden forsvinder han ud i æteren, og vi ved ikke, hvordan det gik den, der muligvis elskede ham – måske som James i ’Sylfiden’, der segner efter sin forgæves jagt på den underfulde elverpige, Sylfiden kaldet.

EN SIGENDE AFTEN

Hvordan vil det gå komponisten Riisager – Knudåge til fornavn – i historiens
spotlight? Vi spørger, fordi han er komponisten til aftenens anden opsætning: Harald Landers ’Etude’.
Ligesom Løvenskiolds ’Sylfiden’ et bestillingsværk.
Usammenligneligt selvfølgelig. Riisager var 50 år, da han skrev musikken, en gammel rotte i faget og trænet i at arbejde også med balletpartiturer. Det hører du, når vi får ’Etude’ lige oven på ’Sylfiden’. En virtuos instrumentation, perlende detaljer, der fortæller om Riisagers intense studier af fransk musik, og en timing så præcist, som havde han fået spanking af Strawinsky.
Men altså musikalsk en meget sigende aften. To komponister i tæt samarbejde med koreografer, den første med Bournonville, den anden med Harald Lander.

FORTROLIGT

Det efterlader os højst stimuleret oven på denne balletaften på Det Kgl.s Gamle. Med dansere, der fylder scenen, og en dirigent og et Kapel, der varetager jobbet med øm fortrolighed:
’Etude’ som vi kender den, en skulptur af en ballet.
Og ’Sylfiden’ i nyt dress, designet af Bente Lykke Møller, og på frækkeste vis ved et snuptag revet ud af sin traditionelle Dyrehave-romantiske iklædning. 1. akt i en dyster dekoration med mange døre – vi så et øjeblik Rolf Blåskægs uhyggelige borg for os – og en 2. akt kapslet ind i kridende hvide vægge og nix weiter. En drømmeagtig ødemark? Indgangen til dødsriget? Vi stirrede og så sylfide, heks og helt anbragt i en verden, hvor kun heksen følte sig på sikker grund.
Så godt nok: Fanden tog helt og heltinde, og jordelivets stakler stod tilbage.
Så har vi set dét.

gregersDH.dk