SYLFIDEN PÅ SKÆV KURS
Forsimplet udgave af ’Sylfiden’ på Aarhus Teater
**
ALLE kunstnere stjæler fra hinanden, skriver Erik Aschengreen i programmet til Aarhus Teaters udgave af ’Sylfiden’. Stjæler, låner, bliver inspireret af. Kald det, hvad du vil.
Sådan er break dance-udgaven af ’Sylfiden’ i Århus kalkeret fra Aveny Teatrets udgave i 2006. Som igen er en variation af Det Kgl.s klassiske sylfide-version, skabt af Bournonville, der bygger på den romantiske, franske ’Sylfiden’.
Og vi kan rode videre bagud til et utal af arketypiske historier om brudgomme, der lokkes i uføre af forførende damer af vekslende overnaturlig art med tilholdssted i den ene eller anden Elverhøj. Naturligvis med allusioner til den art naturdrevne, erotiske sidespring, der har pisket både menneskeheden og scenedramatikken fremad, siden det græske drama tog fat for snart tre tusinde år siden.
BLANDET GENSYN
Det er koreografen Steen Koerners og Aveny Teatrets 2006-udgave, men ser i Århus. Den tåler kun delvis et gensyn.
Det er en fornøjelse at se Steven Scotts lysende scenografi igen – et magisk spejlkabinet af sætstykker, som skaber en hel speciel verden, der henviser til både neonreklamer og elektronisk signalgeometri. Og som elegant sammenkobler traditionel skovmystik med cumputerspillet tredimensionale billedverden.
Det er også en fornøjelse at se skrap break dance udfolde sig – nogle af danserne er de samme som på Aveny, bl.a. den japanske Koichiro Mori, der er et helt videoflimmer af electric boogie.
Men det er, som om både den brillante scenografi og den imponerende break dance endnu mere end på Aveny kommer til at stå som isolerede, næsten påklistrede elementer til en romantisk historie, som aldrig for alvor bliver levende for os: Historien om naturens dæmoniske kræfter, der tager magten fra mennesket og de noble hensigter om idel lykke, tilvejebragt med kristelig velsignelse.
PROBLEMATISK
Dér hjælper den talentfulde Ena Øster Bendtsens sunde og naive bondepige Efffy kun delvis til at indfange os i længslens mystik. Men mindre David Boyd’s James. Boyd er en udmærket break dancer, men sært anonym i sine udtryk for tvivl, vaklen, længsel og besættelse.
Mest problematisk er det, at vægten i fortællingen svinger næsten helt over til den ret uinteressante historie om en magtsyg og korrumperet bøsse- præst og hans kordegn, spillet af to af teatrets nybagte skuespillere Jacob Madsen Kvols og Andreas Jebro. Substansen i den vægtning stimuleres heller ikke af de rimede tekster, Clemens Telling har stykket sammen, og som rummer ophobninger af banaliteter.
Det ville samtidig have været oplagt at stramme nogle af forløbene i forhold til Aveny T.-versionen frem for at udvide med sidespor.
2.aktens forførelsesscene mellem James, sylfiderne og heksen Madge – flot spillet af Anne Vester Høyer – er f.eks. ved at gå i stå som en flok cykelryttere på vej mod toppen af Mont Ventoux. Både koreografisk og musikalsk. Yo Akim Hjejles ellers effektive partitur taber også her sin energi i gentagelser.
ÆRGERLIGT
Ærgerligt? Selvfølgelig. Det er ok, at løfte en klassiker ud af sine hængsler og sætte nyt lys på. Men det bliver problematisk, når man ikke bevarer og udnytter dens substans. Så må man hellere sparke til og bruge det, man kan, og det, der udtrykker tiden, for fuld kraft. Hvad kunne man nævne som lærerigt eksempel? Utallige. F.eks.: West Side Story. Romeo og Julie-myten i gadebande-ræs.
