ILLUSTRERET KLASSIKER
Knut Hamsuns og Jon Fosses ’Sult’ er en fascinerende teaterleg på Skuespilhusets mindste scene.
****
Du kan tage dig en tre-retters til 600 kr. (incl. vin) i Ofelia, restauranten i det nye skuespilhus.
Du kan også gå i den lille sal og se ’Sult’. Jon Fosses dramatisering af Knut Hamsuns roman om digteren, der tumler rundt i Oslos gader med knurrende mave og ikke har en krone til en bid brød.
Gør du det sidste, er det ikke, fordi du behøver hengive dig til social selvpiskning. Mere for at se en forestilling, der er ret overrumplende.
Det kan være, du kender romanen og Henning Carlsens filmatisering med Per Oscarsson som den udhungrede forfatterspire. I så fald er det ikke umiddelbart indlysende, at kernesunde Janus Bakrawi, der står dér på scenen – skaldet isse og stålbriller – er digteren uden mad på bordet og seng at sove i. Men i hvert fald en stærkt forvirret og kontakthungrende ung fyr.
SKRÅPLAN
Sceneriet er specielt. Et knækket skråplan op mod en mur og en rød bænk, der løber hele scenen rundt langs muren. Brevsprække i hver sit hjørne af scene – den ene stopper forfatteren sine manuskripter i, den anden dumper de retur med afvisning. En musiker sidder på kanten af muren med sit keyboard på knæene. En mand og en kvinde promenerer lidt rundt, sætter sig, rejser sig, kredser omkring den sultne digter, som taler og fortæller os om alt det, han hungrer efter – mens de gør alt det, han fabler om: Stig Hoffmeyer spiser den banan, han ser for sig. Signe Egholm Olsen pudser de vinduer, han snakker om. Og sammen drysser de efterårets blade over ham, da han skutter sig og fryser.
Dermed er stilen slået an til noget, der er koreograferet næsten som en ballet.
Jo, vel har de tre hen ad vejen masser af replikker. Men i Rolf Heims iscenesættelse bevæger vi os hele tiden som i et rytmisk digt om denne ulyksalige forfatter, der vil have hjælp og alligevel ikke vil have hjælp, mangler mønt, men alligevel ikke vil modtage, nærmer sig mennesker, men alligevel ikke kan kommunikere.
FLIMMER
En dans omkring kunstneren, der vil og vil dog ej – danse med. Et flimrende spex, hvor Stig Hoffmeyer så er pantelåneren, så digterens forlægger, så en tigger, der generøst siger nej tak til at modtage en skilling af digteren – som er villig til at pantsætte sine briller for at hjælpe staklen, selvom han selv er sultedøden nær.
Overrumplende også den frie poetiske og psykologiske brug af musik. Når Signe Egholm med ru og fjern stemme synger Beatles’ ’Help’, er det kommentarer i margen til digterens martyragtige sult-epos. Når Stig Hoffmeyer banker i sin pantelånerprotokol, og Dylans ’Knock on Heavens Door’ vokser til en hamrende torden fra ham, Signe Egholm og musikeren Søren Graversen, er vi desperadoens fortumlede hjerne, hvor fiktion og realitet flakser hvileløst og ubehjælpsomt.
Scenen braser ind imellem sammen under den skæve kunstner. Hallucinationerne breder sig til imaginære eller virkelige oplevelser med Signe Egholm, der som en anden elverpige lokker og støder fra sig.
PIL OPAD
Fascinerende teater. Ikke handlingsteater, men psykologisk spil, der står i gæld til både Brecht og Freud. Der var engang noget, der hed ’Illustreret Klassiker’. Lidt lurvet ry, men sprængladt med muligheder. Her har vi modellen i specialudgave. Udspekuleret skrevet, iscenesat og spillet overbevisende af de fire på scenen.
Nu har vi så alle tre scener i det nye skuespilhus i sving. Den afgående skuespilchef Mikkel Harder efterlader sig med ’Hamlet’, ’Høstsonaten’ og ’Sult’ et renommé med pil den rigtige vej. Opad.