DAMETUR
’Sugar – ingen er fuldkommen’ på Folketeatret er en svir af spilleglæde.
*****
Maria Lucia Rosenberg Heiberg, Kristian Boland og Karsten Jansfort i ‘Sugar’ (Tegning: Claus Seidel)
VANVID. Det glade vanvid. Det glade, livsalige vanvid. Det glade, livsalige og absurde vanvid. Kan vi komme det nærmere? Jo: Vi kan tilføje musikken, der sprøjter af veloplagthed. Så har vi ramt noget væsentligt ved ’Sugar – ingen er fuldkommen’.
En musical, der er det mest overgivne herlige komedievrøvl, man kan udsætte sig selv for. Som tilskuer. Og som medvirkende. Det sidste: Bare se Kristian Boland danse vals med Troels II Munk – Munk som den lille lattervækkende millionær Mr. Osgood, struttende af hjerneblæst selvglæde, men med en stentorrøst, der kan høvle egerødder til pejsebrænde.
Og Kristian Boland svævende rundt så let som en svale, iklædt lang kjole med pailletter og iført en rødbobbet dameparyk med schwung og spytkrøller, model Birthe Rønn Hornbech, eller hvem, der nu kunne være model i noget, der foregår hinsides Atlanten anno ca. New York- børsens krak i 1929.
SMIL
Boland smiler huldsaligt, næsten som han helt har forglemt sig i sin egen barndoms teatralske verden af leg.
Og det er jo hele saligheden ved en historie som denne: Han og Karsten Jansfort er forklædt som to medlemmer af et dameorkester. De er på flugt fra en mafiabande og er sprunget ind i bandet, der stod og manglede en sax og en bas. Og de virkeliggør deres egen og alles drøm om at klæde sig ud, være en anden. Lege.
Jeg snakker ikke om plottet i denne musical. Det kan du hænge til tørre på en Gul Serie-snor. Lige så sindssygt som Mozarts ’Cosi fan tutte’.
Jeg snakker om den livsalige og smittende lyst til at spille teater. For det er det, det handler om. Ikke at skabe spænding om, hvordan det kommer til at gå de to bavianer, eller pragtfulde Maria Lucia Heiberg, der er bandets sangerinde Sugar Kane, småfordrukken, på rigmandjagt o.s.v.
HENRYKKELSE
Det plot har vi gennemskuet på et par minutter og ved, hvordan det ender – det er ikke det, der handler om, det er den åbenlyse henrykkelse ved at forstille sig, synge, danse, spille komedie, vide det hele, men operere i det som en herlig selskabsleg, der slutter, hvor den skal slutte. Når kaffen og natmaden er klar.
På Folketeatret lever vi lystfyldt med i denne lystfyldte leg, drukner os nogle øjeblikke i erindringen om Tony Curtis og Jack Lemmon og Marilyn Monroe, men løsriver os hurtigt igen, for Kristian Boland spiller en så henrykt Daphne-pige med slagbas i de vanvittige forviklinger, og Karsten Jansfort en så fræk og sproglig præcis, næsten Ove Sprogøe-agtig Josephine, der totalt undervejs har glemt, at det var sax, han skulle spille.
Og Maria Lucia en så smuk og sexet Sugar Kane, at vi læner os tilbage, nyder hende og følger det hele, som om vi var til en børnefødselsdag, hvor alt bare klapper.
Måber over, så godt det hele går, så overdådigt, der tumles rundt deroppe på scenen, så brillant Kenneth Kreutzmann har fået de rappe dansende herrer og damer til at agere Las Vega-show i miniformat. Og så modtagelige vi er over for en gang smittende pjank tilsat lidt røvere og soldater. Og over så ægte forbavset Birgitte Raaberg ser ud over at være kastet ind i dette menageri med kapelmestertaktstok i hånden, når der nu også er en kapelmester Stig Christensen i den rigtige, vaskeægte orkestergrav, som hun skal agere et spejbillede af.
STÅLBOKS
Hvor vi befinder os i Rikke Juellunds scenografi? I en elegant matpoleret stålboks af en art hotellobby i moderne køkkendesign-stil med elevator, balkon og trapper, der kan skyde sig op og ud og ind og også omdannes til wagonlit – Bjarke Ingels tilsat Arne Jacobsen, men uden æg og svane. Pragtegnet til Kreutzmanns sving med spillerne på Folketeatret begrænsede scene. Og en ubetalelig kitch-baggrund til de to eminente gøglere Boland og Jansfort. Som også kan synge. Næsten lige så godt som Maria Lucia.
Sikke en musical-start på denne musical-uge i det københavnske.
