HELMIG I HELVEDE

Teaterkoncerten ’’Stupid Man’ giver Thomas Helmigs bløde tekster hidsigt modspil i Kreutzmanns opsætning på Bellevue Teatret

****

VELKOMMEN til Dantes inferno! Dér har Kenneth Kreutzmann anbragt Thomas Helmig og hans sange – allerede da forestillingen blev spillet i Holstebros Black Box sidste år. Nu i Bellevue Teatrets hvide elegance.
Inferno på scenen lige fra starten. De medvirkende dukker frem i mørket, hængende omkring i et mægtigt spindelvæv, der klistrer til et grumt, kuglerundt skelet af et morderisk omfang, skåret som sylespidse torne.
De medvirkende er ni mænd – ikke en kvinde er med! Alene dét: Kan det være mere mareridt??
Alle er værkbrudne, sårede, haltende og vaklende omkring dette hjemsted for en sort satan – der åbenbart huserer i nettets dyb, i hvert fald kommer den mest sårede af drengene krybende eller slæbt ud af spindet, mens vennerne synger og synger for ham.

HJERTEKNUSEREN

Og hvad synger de? De synger Helmigs ømme sange om kærlighed, der gør ondt, om at være brændt af af pigen, om at lykken er til låns, og hjertet, der længes etc. I ét væk. Indtil han står ved døren og banker på hos pigen, skæv af bondeanger.
Helmig er en hjerteknuser, han knuser også sit eget hele tiden, vi vandrer med ham gennem alle trængslerne, og det handler det meste af tiden om det samme.
Det voldsomme sceneri og de vandaliserede mænd, som alle er Helmig i laset forklædning, er et malerisk bud på den fortabte sjæls kvaler.
Et dramatisk modspil til de grumme lige-ud-ad-landevejen tekster om hjerte og smerte – et blodig regi for enkle fortællinger om traurige følelser, påfaldende firkantet i første del af denne teaterkoncert, men forløst med festligt overskud i anden del, hvor humoren mange gange tager prægtig overhånd.

DEN SORTE DJÆVEL

Rum og scenografi udnyttet til et show, hvor den sorte satan – er han en vildfaren Dracula eller Fausts Mefisto på bøssejagt? Vi aner det værste, men denne sorte satan huserer videre som en Tarzan i junglens lianer, edderkop på rov, men er vel den ubodelige ’hunter’ i Thomas Helmigs mange forpinte sange.
Jimmy Jørgensen, Brian Rice, Henrik Launbjerg og Patrick Spiegelberg er nogle af de indforståede forvaltere af tekster og sange, men den dystre modspiller er lige ved at være hovedpersonen. Denne muskuløse, stumme artist bærer navnet Didier Oberlé. Vi yder ham vor reverens for mageløs indsats.
Det er en voldsom forestilling på alle ledder, musikken tordner igennem i Joakim Pedersens arrangementer, lys, scenografi er i levende spil i Kreutzmanns regi, og det kan godt være af Helmigs veldrejede jeremiader undertiden drukner i effekt og drama, men det sker også at teksterne netop modsætningsfyldt høres med andre øren end de sædvanlige.
Overraskende.

GregersDH.dk