Dansere fra Hamborg Balletten i ‘Johns Dream’ (tegning: Claus Seidel)

STORIES

OG

DREAMS

Unge gæster fra Neumeier-balletten i Hamborg i muntert danse-samarbejde med Pantomimeteatrets egne dansere.

’Accordion Stories’, ’Johns Dream’ og ’Petrushka at Tivoli’ spiller på Pantomimeteatret igen tirsdag og onsdag (på Tivolis fødselsdag) kl. 20, kl. 21 og kl. 22. Varighed hver ca ½ time.

*****

SÅDAN en søndag aften i Tivoli, hvor vejret for engang skyld arter sig!
Og hvor folk stopper op foran Pantomimeteatet og siger: Hovsa! Det dér er da ikke Harlekin og Pjerrot og Columbine og de andre sjove størrelser, der plejer at stå der og gøgle. Der er vist fremmede på spil.
Ekstra trængsel og ekstra stille blev der omkring det lille eventyrlige teater. Pantomime-folket har nemlig gæster udefra, fra Tyskland, et ung ballethold fra den berømte Hamburger Ballet, et produkt af chefen og mesteren John Neumeiers udfoldelser: Aspiranter, elever, de kalder sig – dyb indånding: Bundesjugendballetten.
Det kan få os til at stå ret, sådan et ord. Så meget desto mere overraskende fra det øjeblik, aftenen folder sig ud: Fest og livsglæde og skæg og ballade.
Men rolig: Så disciplineret, at vi sagtens kan stå ret med hånden til kasketten, for der er stil over pjanket, det er unge balletkunstnere, der er på den lille scenes skrå brædder. Professionelle, lige så professionelle som deres unge dansepartnere på Pantomimen, der som bekendt er til så meget andet end den traditionelle pantomime. Og derfor fungerer i det smukkeste samarbejde med hamburgerne denne aften… hamburgerne, der sandelig, når vi ser ned over navnene på danserne, ligesom pantomimerne, må være så meget andet and hamburgere. Casado, Diaz, Wagstaffe, Prokopchuk, Ferrara, Maloney, Cook, Patzak etc – der er ikke mange Schmidt eller Jensen’er imellem – balletdansere er i Tivoli og på Det Kgl. og hvor som helst i landet befolket med alverdens nationaliteter. Ligesom på tyske balletscener.

STORIES OG DREAMS

Hamburgerne og pantomimerne fletter fingre denne søndag – hen over aftenen med tre forskellige halvtimes forestillinger: Først ’Accordion Stories’, som tivolierne har vist før på egen hånd, en sprudlende morsom leg mellem unge i en skovdekoration med en joker iblandt, den balstyrige Robert Thomsen, der laver den skæveste fjas med de andre i ét væk, en præstation, vi også for to år siden faldt pladask for. Det er Dansk Danseteaters Tim Rushton, som er ophavsmand til denne muntre ballet, inspireret af finsk folkemusik, skrevet for accordeon – vi noterede os ikke dengang den tåge-mystiske sang fra finske Maria Kalamimi, der omslutter en af passagerne i balletten. Det gør vi så nu.
Næste nummer hedder ’Johns Dream’ – en stribe af enkelt numre, vi forstår på nogle engelsksprogede kommentarer i starten, at vi er til Neumeier-skoling – eleverne har deres overvejelser om den kunnen, bossen kræver, og det er alvor, for det sker til en langsom, urskøn strygekvartet-sats af Beethoven. Så et spring med tre piger, der slipper sig løs i en tango til pragtsang af Carlos Gardel i den særlige tangogenre, der hedder arrabal – og det har ikke noget med digteren og dramatikeren Arrabal at gøre, bortset fra at det måske er omvendt: at spanske Arrabals navn stammer fra det, arrabal betyder, nemlig beskidt forstad.
Nye dreams fra John: En rytmisk kantet sag, ’4/4/4’, sublimeret streetdans til så takkede rytmer, at Tivolis påfugl med unger gnækkede med. Straks efter en formfuldendt lyrisk pas de deux til tonerne af Massenets ’Meditation’ fra operaen ’Thaïs’, en dårende saftig hørmer af et mellemspil fra operaen, som folk nynnede med på i aftes, uden at slippe øjnene fra de to smukke dansere.
Men munterheden, danselysten, koketteriet, den lifligste leg med trin og attituder, stilige optrin, der knækker sammen i ironi og selvironi, og finter danserne imellem – det hele dukker op igen i aftenens tredje sekvens: Variationer over Neumeiers Stravinskij-ballet ’Petrushka’, farvet i de smukkeste pastelkulører i de enkle kostumer og dekoreret med et lifligt cirkus-bagtæppe, som Pantomimeteatrets dramaturg Henrik Lyding fortæller mig er historisk guf fra teatrets dekorations-lager, malet af Henrik Bloch til en balletudgave af Hans Falladas ’Lille mand, hva’ nu?’, der blev spillet på Pantomimeteatret i 1972.
En herlig lille danseaften, der gentages tirsdag – og onsdag på Tivolis fødselsdag.

gregersDH.dk