JEG, EN HÅNDVÆRKER
Den store hæderspris på 300.000 kr. blev i aftes tildelt Stig Fogh Andersen ved Reumert-prisfesten på Det Kgl. Teater. Vi møder tidens førende Wagner-tenor på havearbejde i Kokkedal.
Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Vi ved det jo godt. En Wagner-helt gi’r den ikke i vore dage med hjelm og sværd og iført bjørneskind.
Alligevel: Dér står han ved havelågen foran sit 70’er rækkehus i Kokkedal og ligner en familiefar, der har søndagsfri og graver have. Og når man nu trods alt har Siegfrieds heltetenor gjaldende i ørerne! ’Ringen’s blåøjede yngling, den uforfærdede himmelstormer.
Men sådan tager Stig Fogh Andersen imod. Stjernetenoren, der i aftes fik den store Reumert-hæderspris ved festen på Det Kgl. Teater. Jord under neglene, t-shirten, der runder over bugen og startreplikken: – Skal vi ta’ os en kop Neskaffe ved havebordet?
En kølig forårsdag med en sanger, lige hjemkommet fra Japan efter en ’Lohengrin’, sunget med en fed lungebetændelse, erhvervet under en lang flyvetur i tør aircondition. Dér sidder han nu med bare arme og et glad grin.
– Jo, jo. Man kan sagtens synge med lungebetændelse. Det berører ikke stemmelæberne. Man sveder mere end man plejer. Men bare håndværket er i orden. Og man har kontrol over sig selv.
NYT LIV
Den selvkontrol kommer vi til at snakke en del om. Den kan smutte, fortæller Stig Fogh. Men lige nu fungerer den fint, han er nyforelsket, han har overvundet en skilsmissekrise, han er flyttet til rækkehuset i Kokkedal, hans to piger er hos ham lige i disse dage, den 14-årige Mette-Marie og den 18-årige Ida, som han fortæller har et oplagt sangtalent – en sopran med en tindrende højde, usvigeligt i forlængelse af sin mors, Tina Kibergs.
Der er meget at være glad for.
– Og så en dag som i dag, hvor man bare lader tingene flyde. Bare går og roder i haven. Egentlig har jeg nemt ved at tilpasse sig. Jeg er jævnt hen ligeglad med, hvor jeg bor. Jeg har boet så mange steder – undtagen på stenbroen. Jeg er til frisk luft. Barnefødt her i Hørsholm, hvor jeg også har boet indtil skilsmissen. Nu er jeg bare hoppet lige over kommunegrænsen til den nye Fredensborg Kommune.
– Og et nyt liv?
– Der er en stor frigjorthed ved at få løst op for tingene. Jeg havde regnet med, at det skulle vare livet ud, det ægteskab, men det gjorde det så ikke. Nu ånder jeg frit igen…
SOM EN TØMRER
– Og har kontrol over dig selv.
– Det har altid været vigtigt for mig at betragte det, jeg laver som håndværk. Noget, der skal findes praktiske løsninger på. Jeg er som en tømrer, der starter fra bunden og siger: Nu må vi se, hvad vi kan få ud af dette her. Jeg skulle nok have været håndværker…
– ?
– I skolen ville jeg være skovfoged. Senere keramiker. Jeg var elev på forskellige værksteder i fire år. Jeg blev faktisk ved med at lave keramik, længe efter at jeg var begyndt at synge. Jeg havde stadig mit værksted, da jeg begyndte på Det Kgl. og brugte det også. Men at lave keramik er en proces, man skal følge til dørs. Det skete for tit, at jeg måtte smide noget ud. Det endte med, at jeg solgte ovnen.
– Hvorfor blev du så sanger?
– Ved siden af det værksted i Kirkelte, hvor jeg arbejdede, boede der en musikpædagog, som jeg begyndte at gå hos. Sang og klassisk guitar. Dér tænkte jeg: Ligegyldigt, hvor jeg havner som keramiker, så vil der hænge en guitar på væggen eller stå et klaver. Jeg skulle nok hellere bruge min tid på at synge og spille. Det blev: Sang. På konservatoriet i Århus.
OMKRING KAKKELOVNEN
– Et nyt håndværk…
– Det kan du tro. Og en lang læretid. Den har varet tredive år. Foreløbig.
Selvfølgelig lå det alt sammen et sted fra starten. Der blev sunget meget hjemme – far var frisør, men havde en knaldgod stemme. Mor spillede klaver. Til husbehov. Vi sad tit omkring kakkelovnen og sang. Danske sange, viser, alt muligt. I mit voksne liv har det taget ÅR at få kontrol over karrieren. Jeg har været gennem nogle kriser undervejs. Først gik det galt, da jeg skulle debutere i Århus…jeg kunne ikke finde min højde. Det samme skete nogen tid efter på Det Kgl., hvor jeg måtte sige til ledelsen: – Det kan godt være, at I har ambitioner om, at jeg skal synge de store dramatiske tenorpartier. Det går bare ikke! Så accepterede man, at jeg var lyrisk tenor, og det blev det svært at kæmpe sig fri af igen. Først da Den Jyske Opera turde sætte mig på tunge opgaver som Otello og Fidelio og senere Siegmund og Siegfried, faldt tingene på plads. Så meget de nu KAN falde på plads.
– Hvad mener du med det?
– Men starter forfra hver dag. Men kan ikke gøre, som man gjorde i går. Det er et vigtigt princip. Når jeg går på scenen, er jeg indstillet på, at tingene føles anderledes, stemmen fungerer anderledes end i går. Og så se: Hvad gør jeg nu?
– Ja, hvad gør du?
– Prøver at få fuld kontrol. Fysisk og psykisk. Finde balancen. Opsøgningsarbejdet består i at ramme det punkt, hvor man på den ene side ikke er for aggressiv, heller ikke for passiv. Ikke for spændt, ikke for slap.
– Øvelser?
– Ja, også det. Ikke fitness-maskiner. Jeg har mit eget lille program, som jeg fandt for mange år siden: Et kassettebånd fra Hjerteforeningen. Jeg behøver bare et gulv. Garderoben på teatret. Et hotelværelse. Jeg rejser jo så meget. Øvelserne giver også mental balance.
– Hvad kan ødelægge balancen?
– Én ting kan slå benene væk under mig: Hvis jeg synes, at jeg ser forkert ud. Er for fed f.eks. Hvis jeg ikke er glad for mig selv, synger jeg dårligere. Så skal jeg arbejde mentalt for at få det væk. Gå og holde maven ind og synge samtidig, det går ikke. Noget andet er, at ligegyldigt hvor godt man mestrer sin teknik, så kan der være udsatte steder, hvor man bliver grebet af tvivl, om noget vil lykkes. Det har jeg arbejdet mig væk fra gennem min dagbog. Jeg skriver, hvis noget går skidt eller noget virkelig lykkes. Prøver at analysere, hvad der skete. Hvis jeg vågner en morgen og er sunket ned i et hul over noget, der ikke fungerer i en forestilling, så kan jeg blade tilbage og se, hvad jeg skrev, sidst jeg havde det samme problem. Og få det under kontrol.
KULISSETONEN
– Forleden talte Jørgen Reenberg i et interview vredt om ’kulissetonen’ på teatret. MangIen på koncentration.
– Sådan har jeg det ikke. Jeg kan godt finde på under en forestilling – når jeg ikke lige er på – at gå i kantinen og sætte mig og snakke. Jeg er så forberedt, at jeg kan tillade mig at løbe en risiko. Hvis tingene glider, er det kun stimulerende at snakke om noget andet ind imellem. Jeg har det fint med at hoppe ind og ud af koncentrationen. Hvis man er i balance, når man går på scenen, kan man lade sig gribe af øjeblikket og reagere lynsnart på uventede udspil fra en medspiller – få en næsten anormal reaktionsevne, der åbner for nye muligheder. De øjeblikke er allerskønnest. Hvor man tænker: SÅDAN! Det sker måske én gang i hver tredje forestilling. Sandhedens øjeblikke, der vejer alle de andre op og gør det hele værd…
