MAN SKAL VOVE ET ØJE

Steen Kørner instruerer det store H.C. Andersen-show i Tivoli. Han synes, han har det lidt som H.C. Andersen må have haft det, da han som 14-årig stod på Valby Bakke og så København: Byen skal erobres!

 
– Jeg elsker at gå på tage…

På tage?

– Ja. Kravle højt op. Se ud over byen. Det har jeg gjort på Det Kgl. Teater. Op gennem de hemmelige gange og ud.

Må man det?

– Næh, sikkert ikke. Men jeg er vild med at komme højt op og få overblik over byen. Se tagene. Altså have det ligesom H.C. Andersen, da han som 14-årig står på Valby Bakke og kikker ind over København. Ha, ha – ikke for at sammenligne mig med ham. Men jeg forstår hans fornemmelse: Her er noget, der skal erobres. Noget, der skal ’tages ind’.

Han er ikke ked af det, Steen Kørner. Hans liv har været stadige erobringer. Af nye områder. Nye emner. Nu gælder det H.C. Andersen i det store Tivoli-show. Med udnyttelse af en videoteknik og billedvirkninger, som han har brugt tre år på at udvikle på basis af sine erfaringer med bl.a. ’Nøddeknækkeren’, der skaffede ham en Reumert-pris efter forestillingerne i Tivoli. ’Oparbejde håndværket’ som han udtrykker det. For at skabe effekt. Og ny indsigt i H.C. Andersens verden. 
Og så holder han fast i dét med at bestige tage:

– Op og se ud! Være som en gammel rovfugl. En ørn, måske.

Har du storhedsvanvid?

Steen Kørner ler. Ligner heller ikke den type. Han er ’nede på jorden’. Skjorten uden på bukserne, skæv kasket, har lige cyklet gennem byen og tørrer sved af panden. Prøve om en time i Tivoli på det store projekt.

– Jeg er ydmyg over for opgaven. Har aldrig arbejdet med H.C. Andersen før. Blev spurgt om at lave noget i 1995 til H.C. Andersen-året, men sagde nej tak. Nu er der bare kommet så meget på plads. Så mange gennemarbejdede idéer til det projekt. Også nye måder at bruge street dance og hip hop på i teatret.

Hvad gør hip hop ved teatret?

– Mennesker har altid efterlignet alt, hvad de ser. Kineserne lavede mekaniske dukker og ure. Og i dag laver man robotter. Teknikken påvirker mennesker. Bevægelserne i break dance er blevet en del af skuespilleres og danseres måde at udtrykke sig på.   

Også i H.C. Andersen-forestillingen…

– Selvfølgelig. De er provokerende udfordringer. Ligesom vores billedteknik.

’Udfordringer’ er et nøgleord hos Steen Kørner.

– Det er ligesom da vi var ’Out of Control’ i 80’erne, og jeg rejste rundt i hip hop-miljøet, tit i udlandet, og opsøgte andre hip hoppere og breakdansere. Jeg er jo autodidakt. Det gjaldt om at lære, men også lære fra sig. Danse ’imod’, så at sige. Stå over for en, der kunne noget andet end en selv, afprøve, eksperimentere, blive klogere, blive bedre. Ikke hugge fra andre. Det er et large miljø, hvor man bygger nyt op sammen. Lige som det senere blev med teater. Med ballet. Med opera – læse, spørge, studere, afprøve. Tilegne sig viden og kunnen. Jeg har lært meget af Erik Aschengreen, balleteksperten, gennem årene. Han har guidet mig til både teoretisk og praktisk viden om kunstarterne. Også lært mig at turde vove et øje.

Og klare kritikken, som nogle gange har taget hårdt fat. F.eks. på din ’Carmen’ på Bellevue Teatret.

– Det forstod jeg godt. Der var meget, jeg greb forkert an dér. Men jeg lærer mere af kritik end af medløb. Modstand skubber tingene i nye retninger. Jeg får noget at tænke over. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan og skal finde ud af al ting selv. Jeg har altid suget til mig fra folk, der kan noget, jeg ikke kan.

Hvem?

– Peter Langdal på Betty Nansen, Flemming Enevold, da han var på Gladsaxe Teater, Flemming Quist Møller, der var fortælleren på scenen i ’Cykelmyggen Egon’ – trygheden ved folk med stor erfaring. De ældre har den jo. De er med i min bagage. Jeg sad engang og bare lyttede og lyttede til Bjørn Wiinblad og Fuzzy, der talte om teater. Folk i den alder og på det niveau har ikke noget i klemme. De hviler i sig selv. De øser bare af deres idéer og viden.

Steen Kørner er ude af døren igen.
Ikke for at kravle ud på taget. Men for at begynde prøve i Tivoli.
Glad. Entusiastisk. Afslappet. Tryg ved at have gjort sit forarbejde.
Han er 45. Men ligner stadig en hiphoppende teenager, der har gjort sin verden til én stor, inspirerende praktikplads.

Gregers Dirckinck-Holmfeld
www.gregersDH.dk