Tine Gotthelf i ‘Spoonface Steinberg’ (Foto: Egil Barclay Høgenni Hansen)

*

DIREKTE TIL OS

’Spoonface Steinberg’ er en hjertegribende monolog om et autistisk barn i Tine Gotthelfs præcise fortolkning

Spiller på Teater Får302 i Toldbodgade indtil 2. maj

****

DET er en farlig spøg at begynde et stykke i totalmørke og angribe vores sanser med Bellinis ’Casta diva’ fra operaen ’Norma’. Og så lade arien fortsætte, mens lyset kommer op, og Tine Gotthelf begynder at tale og fortælle.
Det kan hun gøre nok så fascinerende fra sin lille barneseng, men det er dæleme svært at slippe Bellinis besættende tonestrøm og koncentrere sig om at lytte til ordene.
Men så falder den musikbelastede anmelder på plads med opgaven, ser den forbløffende sammenhæng mellem den autistiske pige Spoonface og hendes barnlige operabesættelse, der har en lige så forbløffende baggrund:
Pigen er jødisk og har haft en farmor, der i koncentrationslejren, inden hun blev gasset, underholdt de andre kvinder i barakken med sange og operaarier fra et langt livs professionelt repertoire. Det har hun fået fortalt.
Som hun har oplevet et langt liv – så langt otte år rækker for et kræftsygt barn, der er dømt til at afslutte livet inden os andre.

UDEN OMSVØB

Historien om Spoonface – navnet henviser vel til, at ’spoon’ i engelsk slang betyder ’tosse’ – er et radiodrama, der har huseret med succes i England for nogle år siden, Og nu som teatermonolog.
Tine Gotthelf har anlagt en meget præcis og destinkt talefacon, der både er voksen, men også barnets – sådan som børn i 8-års alderen kan tale skråsikkert om indtryk og oplevelser, fortælle uden omsvøb, hvad de mener og tænker. Lige i masken på os.
Det scenemenneske, vi oplever som tilskuer, er – ok, en voksen skuespiller – men usvigeligt sikkert i skikkelsen af et barn. Et barn med den autistiske, hæmningsløse udtrykskraft og den naive, hjertegribende mangel på erfaring til at sætte oplevelser og fortællinger i perspektiv, ramme den voksnes relatering til sammenhænge med tid og sted.
Tine Gotthelt kan både være barnet med intuitive visioner, og den professionelle skuespiller, der magter dobbeltspillet.
Det er ikke nogen nem opgave. Hun gør rollen til en fortælling til publikum. Vi er ikke i illusionens verden, men derfor netop grebet af pigens historie om hjælpeløse forældre, lige så hjælpeløse læger, hele det absurde hospitals-apparat omkring hende.
En konkret verden af særhed, men egentlig ikke ubegribelig. Sådan er verden bare.
Det er et fint lille stykke. Meget tankevækkende. Petra Berg Holbek har iscenesat og Peter Dupont Weis oversat. 

gregersDH.dk