(Jakob Oftebro, Signe Mannov, Rikke Bille og Maria Rich i ‘Spasser hund kanin’ (Foto: Mungo Park Teater)   

HVAD KANINBURET GEMTE

En væmmelig børnelokker-historie – men hvor vi morer os på Mungo Park Teatret. 

****

Kaninen har ry for at være hurtigknepper. Hvad med at gøre den til børnelokker?
Det er noget i den retning, vi kan opleve på Mungo Park i Allerød, hvor det arme, nuttede dyr hopper rundt som inkarnationen af en pæne ægtemand med skjulte laster. Skuespilleren Kasper Leisner kamufleret i ulastelig kaninham og ude i ubehageligt ærinde. Med sit skur i baghaven som gerningssted.
Hans offer er en stakkels retarderet pige. Så det er dobbelt op: Pædofili plus forsorgstragedie. 

UKUELIG

Det kunne hurtigt blive slemt og for meget.
Men det letter. Især fordi Kim Fupz Aakeson har skrevet en rørende historie om en pige, der er utrolig sød og godtroende, lever i sin egen lille fortryllende drømmeverden, hvor kaniner er bløde og dejlige, hvor intet er ondt, og hvor man nok bliver sangstjerne på tv, bare man en dag får sin egen lejlighed  – en særegen logik for dværghøns, men det er jo netop pointen i hendes situation.
Instruktør og teaterchef Martin Lyngbo har lagt rollen i mund, krop og hænder på Rikke Bilde, som udfolder den herligste, hjertegribende målløshed over, hvad der sker pigen Tine. Ukuelig, troskyldig og med en svagt jysk, optimistisk stemmeføring preller alt af på hende. Verdens ondskab er ukendt land for hende. 

MUSIKALSK KOMEDIE

Vi er altså til socialdrama. Men sandelig også på komedie. Endda musikalsk komedie.
Som i et glad show tumler den væmmelige mand rundt i manegen i sit kanin-outfit, og Signe Mannov og Maria Rich spiller i hurtige skift solidariske sinker, plejepersonale eller ægtefæller, undertiden med mikrofon i hånden, så vi også kan få en lille sang ind imellem, støttet af komponisten Nikolaj Nørlund, der akkompagnerer fra sidelinjen iført kaninpels.
Pigerne jonglerer flot med rollerne og har den lykke, at scenografen Siggi Palmason har broderet scenen med sætstykker, som kan flyttes og omformes som legoklodser, døre, vægge, stakitter  – teaterlegen går, så det er en lyst.
Et ’stort’ stykke? Måske ikke. Men lige i øjet i den ensemble-genre, Mungo Park tilstræber og den tone af lun samfundskritik, som teatret holder fast i. 

GregersDH