HVOR DUMME ER VI

 
Elsebeth Steentoft er ubetalelig morsom i Kamillas Wargo Brecklings kollage om, hvordan vi voksne dog tænker og tér os. Stykket hedder ’Spørg de voksne’.

 
‘Sørg de voksne’ spiller på Teater Republique indtil 23. november

****

MAN skal tænke over, hvad man gør og siger, hvis man er i selskab med dramatikeren Kamilla Wargo Breckling. Hun lytter og iagttager sine medmennesker. Og bruger løs af, hvad hun hører og ser.
Det gør alle dramatikere. Men Breckling må have en mental lommebog i knolden, hvor hun skriver replikker og idéer op. Det er mit gæt.
I stykke efter stykke lagrer hun ideerne, affyrer dem som klumper – på Det Kgl. så vi f.eks. ’Pis’, der huserede rundt i mændenes verden, og ’Undskyld’, der ruskede i damernes.
På Teater Republique hedder modellen ’Spørg de voksne’. Den er lige så rammende og sjov som de forrige. Det ville næppe lykkes, hvis ikke der var valgt skuespillere, som kunne være meddigtere på forløb og replikker.
Det er de her: Mads Wille lægger for med at afprøve fremmede gangarter og overveje, hvordan de i givet fald opfattes af andre, og hvordan han selv blev påvirket mentalt af dem. Willes underspillede udtryk ruger i mange af stykkets scener i samspillet med de andre. Det forstærker den ironiske udlevering af dårskaber og komiske fordomme.
 

TIL BEGRAVELSEN
 
Jens Jørgen Spottag udfolder med slagkraft det maniske motions-delirium, som er vor tids – han er en buldrende macho, der tumler rundt og prædiker evangeliet i handling og ord.
Når han ikke lige er ’tænksom’ og fordyber sig i, hvordan hans egen begravelse vil blive en kransekagebegivenhed for ham – det samlede følge, der skal bringe ham til graven, pressen, de kendte, hyldesten – han vil labbe det hele i sig og synge med på salmerne fra bunden af det sorte hul.
Camilla Bendix lader sine 1 m 65 hævde sig mod fotomodel Helene Christensens 1 m 90, konstaterer, at hun selv da for fanden vejer mere end Helena, øv-bøv, kan løbe hurtigere og længere – indtil virkeligheden overmander hende, og hun banker Helena til plukfisk i raseri over sit mindreværdskompleks.
Joen Højerslev gennemgår fra toppen af en af de opklodsede kasser vores allesammens drømmeagtige mareridt: – driften mod at springe ud fra noget højt, forbundet automatisk med skrækken.
Og Danica Curcic løfter dilemmaet: ’Hvad skal man svare her?’ ud i et lammet, evigt ’Øh…’, som giver hende chance for at illustrere sin nybagte mimiske kunnen fra elevskolen. Hudløshed og desperat opgiven til sidst.
 

YNGRE OG YNGRE

For ikke at tale om Elsebeth Steentoft, der i scene efter scene får lov at spille uhæmmet på sin alder og gør det med al sin fremragende verbale og kropslige skuespillerkunst – det er som om denne skuespiller bliver yngre og yngre i sin karriere. En kaskade af fuck-eder plumper uventet ud af hende, og er det Prince, som hun et øjeblik efter fører frem med en elegance og lethed, der bringer salen nærmest i kog?
Det hele er halvanden times blide ironiseren over, hvordan ’de voksne’ tér sig – ’VI voksne’…så pyt! – komisk, lattervækkende, rørende og pinligt. Ramt med elskværdighed og bid.
Kamilla Wargo Breckling har selv instrueret. Og Martin Tulinius har scenograferet med stakke af kasser, plader og brædder, der flyttes og regeres med i ét væk, så rotation og løs sammenhæng i de verbale indslag falder i ét. Er det spildprodukter fra den mislige Verdi-kavalkades scenografi på Operaen?
   
´

gregersDH.dk