Lars Knutzon, Ida Cæcilie Rasmussen og Hadi Ka-Kousch i ‘Sol går op, sol går ned’ på Operaen, Takkelloftet (Foto:  Thomas  Petri)

*

*

*

*

TOMHED UNDER SOLEN

Pelle Gudmundsen-Holmgreen operadebuterer med en tragikomisk, bibelsk vision af en verden, der er gået i koma.

Spiller indtil 27.2. i Operaens Takkelloftet

****

”DER er intet nyt under solen”. Det står der i Prædikernes Bog. Komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen har haft sætningen hængende i hovedet, siden hans mor for ufattelig mange år siden forærede ham det gamle testamente.
Nå for Søren! Dén er svær at starte et liv på.
Intet nyt under solen? Når man nu er unge Pelle og brænder for at skabe noget nyt. F.eks. ny musik.
Sætningen blev bare hængende. Og nu har han skrevet en opera, der handler om det. Han kalder den ikke ’Intet nyt under solen’ – det overlader han til politiske kommentatorer og den slags. De elsker sætningen. Han kalder operaen ’Sol går op, sol går ned’. Det lyder ikke så faretruende. Det er ren Grundtvig. Mildt og poetisk.
Men fanden heller!
Nu skal den have med alt det buldrende sortsyn, der er prædikernes i deres bog.

TUNGEN I KINDEN

Det får den så alligevel ikke, for det er ikke Gudmundsen-Holmgreen. Han tager nok for pålydende, at intet er foranderligt i denne verden, men sandelig også, at denne verden – af samme grund – er ret absurd og komisk. Det har fået ham til at skrive en musik, som med tungen i kinden dvæler ved tunge blæsere, helt bibelske, i den ene ende og en blandet besætning af slagtøj og violiner i den anden ende. Og på scenen – i samarbejde med digteren Ursula Andkjær Olsen og instruktøren Eva-Maria Melbye – et meget underholdende sammenstød af sort humør og salig elskov, undergang og lykke, plump hverdag og himmelsk salighed. Sol, der går op og sol, der går ned.
Hele butikken i evig uforanderlighed.
Sten Byriel sidder i et bur og stønner med sin kælderbas, at ’Alt er tomhed’. De dansende luftartister Vigdis Hentze Olsen og Alexandre Bourdat stimulerer erotikken. Skuespillere tumler arenaen rundt med kaskader af kugler, der som jordisk mammon det ene øjeblik samles og ordnes, det næste kyles i alle verdenshjørner. Hverdagens helte har irriterede udbrud om chefen, der er for krævende, løntrykkere, der skulle skamme sig og det uforskammede prisniveau i supermarkedet. Lars Knutzon i spidsen konkluderer bare stædigt: ”Jeg vil hjem!”
En verden i permanent, kaotisk tilstand.

HØJSANG

Det er broget og farverigt, og der sker ikke en skid, selvom der sker en masse, livet er sat på stand by. Sole kredser som planeter under loftet, og Operakoret, eller en god portion af det, synger herlige tekster fra Højsangen, kostumeret eventyrligt, eller uden andet end den mindste trevl.
Deres indsats er en nydelse. Fordi Gudmundsen-Holmgreen har givet dem kønne sager til deres struber.
Takkelloft-scenen er i brug i sin fulde længde, publikum sidder på tværs og pakker orkestret ind midtvejs, vores blik svinger som ved en tenniskamp, vi ler, undres og måber på skift.
Lidt som under den ’Babel’-opera, som samme instruktør, Eva-Maria Melbye – iscenesatte i november på Hofteatret.
’Sol går op” er på en måde mere oratorium end opera, men blæs på det. Der er mærkelige hændelser at se på.

gregersDH.dk