BERGMAN LIGHT. MEGET LIGHT
Den engelske komedie ’Små grå løgne’ er underholdende scener fra et ægteskab, lige til at hygge sig med i Birthe Neumanns og Kurt Ravns udgave.
Spiller sidste gang 16. november på Stærekassen
***
LATTEREN runger fra start. Kurt Ravn snorker i scenens dobbeltseng. Birthe Neumann vågner, sukker vender sig om.
Engelsk lystspil. Mand og kone efter 40 års ægteskab. Hvis nogen hævder, at snorken i sig selv er morsomt – at udøve eller lytte til – er det løgn. Men latter skyller som et brus fra salen. Det er genkendelsen.
Vi sidder i Stærekassen. Landsteatret spiller Simon Bretts ’Små grå løgne’ som afslutning på en længere turné. Engelsk humor i en stil, der er som hentet fra en tv sitcom.
Hverdagssituationer fra et ægteskabeligt liv, der kører på slidte dæk og tredje hovedreparation, men ikke har været til syn, i hvert fald ikke andet syn end det røntgenblik, som konen lader hvile på manden uden at gøre notater andre steder end bag sin nydelige pandeskal.
Men ikke sådan for alvor. Ikke før vi når mod en slags vejs ende, og et par skeletter rasler ud af skabene. I al gemytlighed.
RUTINERNE
Det er stærkt underholdende i Bente Kongsbøls iscenesættelse. Og meget enkelt. Med manden, der er selvoptaget, selvretfærdig, selvhøjtidelig – alt muligt med selv-, undtagen selvkritisk.
Han er bare for meget. Også af alt det, han ikke rigtig kan gøre for: Han pisser f.eks. uafladelig ved siden af på toilettet, i sengen kan hen ikke få noget op at stå, men tale om sine erobringer kan han.
Konen har al mulig grund til at være træt af ham, men alt forsætter på rutinerne, han siger de samme vittigheder, det samme sludder dag efter dag, drømmer den samme dagdrøm om at få udgivet sit geniale manuskript, og hun kan se på nok så træt, vende øjnene mod himlen nok så tit, føre logbog over hans vrøvl, i det hele taget konstatere deres slubrende, latterlige samlebånd af et rutineliv, uden at det gør nævneværdigt indtryk på ham.
STILSIKRE
Det er den type komedie, der står og falder med skuespillere, der kan den hurtige og gerne stereotype slagfærdighed, og dér er både Birthe Neumann og Kurt Ravn stilsikre. Hun med en mimik og i næsten direkte flirt med publikum (Er han ikke rørende? Rørende håbløs?). Han med en påtaget macho-afstumpethed af den type, som nogle piger falder for pr. postordre, men sjældent holder til ret længe, når pakken er åbnet.
Det er denne type lystspil, som Privatteatret i sin tid havde succes efter succes med, den rammer sådan set alle aldersklasser, for ældre vil se sig selv og egne latterligheder, og yngre vil genkende forældres latterligheder og smile ved tanken, om at sådan skal de i hvert fald ikke te sig engang.
Bergman light. Meget, meget light.
GregersDH.dk