Daniel Bevensee og Merete Mærkedahl i ‘Slagballe Banke’ på Godsbanens ‘Åbne Scene’ i Århus (foto: Per Pedersen)

SÅ

SWINGER

BYFESTEN

Musikken er sikret: Bandet til byfesten på Slagballe Banke har fået styr på sig selv.

Manuskript: Jens Kepny Kristensen og Hans Rønne. Instruktion: Hans Rønne. Scenografi: Gitte Baastrup. Medvirkende: Daniel Bevensee, Uffe Rørbæk, Jens Kepny Kristensen, Anna Ur Konoy, Anders Vølpert Momme, Uta Motz, Merete Mærkedahl, Lea Baastrup Clausen Rønne og Jacob Danielsen.

’Slagballe Banke’ spiller på Åbne Scene på Godsbanen, Århus, indtil den 23. september. Varighed: 90 minutter.

*****

ÅRHUS? Man bevæger sig ti skridt fra bymidte og står i en anden verden.
I aftes var vi på vej til forpremieren på en ny forestilling på Godsbanens Åbne Scene, men lige et øjeblik med dét – for scenen befinder sig på det gamle godsbane-terræn, der momentant har forvandlet sig til en blanding af en knopskydende kulturbastion, og oven i noget, der minder om Christiania i de vilde, grødefulde 70’ere.
Overraskende: Et klondike af selvbyggeri og wild west, befolket med alle racer og arkitektoniske tilløb, midt i det hele et cirkustelt, der på denne første festugeaften – og vist også andre aftener – syder af flamencodans klos op ad parkerede IC4-wagoner, der ligner Rolls Royce’er, som er kommet på afveje.

Dette som en halv times hors d’oeuvre, inden foden var inden for på Åbne Scene, hvor forlystelserne ikke blegnede: Åbne Scene havde forpremiere på et gæstespil med stykket ’Slagballe Banke’ – ’gæsten’, der er på besøg er Hans Rønnes foretagende, der kalder sig ’Teatret’ – en titel, så vi ikke skal være i tvivl om, hvad en af Danmarks mest fantasifulde og begavede instruktører og teaterdigtere beskæftiger sig med.
Vi ved ikke, hvad netop Slagballe har gjort for at lægge navn til det nye stykke – Slagballe er en plet på jorden til venstre for Brædstrup fortæller Krakkortet, og det har altså en banke, hvor der ifølge forestillingen skal afholdes en byfest, hvortil et lokalt band er hyret.
Det er historien. Sådan set. Overskuelig kort.
Men de tre amatører, der er hyret, knopskyder til ni, for familie og venner skal med. Og de kan alle sammen et eller andet med et instrument, eller mener de kan, og det er dagene frem til byfesten, vi følger.
Dage med mundhggerier i al gemytlighed, forsoninger, småkæresteri, stedets kvindelige præst Signe, der har brok med menighedsrådet, fordi hun stillet øvelokale til rådighed, lastbilchauffør Leif, som de andre håner, fordi han lancerer et nummer i Gustav Winckler-stil, hans søn Leif, der bliver skældt ud, fordi han ikke passer sine studier, men bare vil synge, rengøringsdamen, der er bosnisk indvandrer men kan håndtere en guitar, en førtidspensionist, der går amok, hver gang han øjner et trommesæt, en elmontør, der blæser en tenorsax, så Ornette Coleman ville blegne, o.s.v. – et helt lille partitur af unge og gamle, mænd og kvinder, ni i alt, som stykker sig sammen og ender med at fyre numre af, der vil kunne få enhver byfest i landet ud i natte-halløj, for der er godt drøn i deres spil og deres sange, da det går løs med den saftigste poprock oven på alle genvordighederne.

Materialet til sange og numre er kommet til veje ved, at ’Teatret’ og en partner, der kalder sig ’Teateriet Apropos’, udskrev en konkurrence på facebook, fik 148 numre ind og valgte 12 af dem til forestillingen. Sådan kan dét altså gøres. Men det afgørende for denne upretentiøse musikteater-seance er den hverdags-genkendelige og bevidst klichéfyldte, velberegnede adfærd mellem de ni væsener på scenen og afsløringerne af de ’skjulte’ sang- og spilletalenter – i den lille historie, men da også hos skuespillerne, der håndterer alt fra tuba til taster og synge elegant flerstemmigt, når det gælder.
Det er et enkelt, morsomt, og meget musikalsk lille show skabt på den lunerige overskudsfacon, som Rønne og hans medarbejdere har tag på.

gregersDH.dk