Merete Hegner som Esther Nagel og Ditte Gråbøl som Tove Ditlevsen i ‘Skribøser’ på Teatret ved Sorte Hest (Tegn.: Claus Seidel)
*
*
*
VINGESKUDT
En dramatiseret brevveksling – ’Skribøserne’ – mellem to forfattere, Tove Ditlevsen og Esther Nagel efterlader den sidste vingeskudt.
’Skribøserne’ spiller på Teatret ved Sorte Hest indtil 18. december
***
DENNE her er svær at få til at balancere. Men det skal den måske heller ikke.
Esther Nagel over for Tove Ditlevsen.
Som dramatisk tekst er stykket baseret på Esther Nagels bog ’Husmor og skribøse’, som består i en brevveksling hende og Tove Ditlevsen, tydeligvis breve, der er skrevet i 1950’erne og begyndelsen af 60’erne, da de var ægtefæller, Esther Nagel til digteren Halfdan Rasmussen. Og Tove Ditlevsen til cand. polit. og senere chefredaktør på Ekstra Bladet, Victor Andreasen.
Ditte Gråbøl og Merete Hegner spiller de to kvindelige forfattere i en dialog, der skiftevis citerer brevene, skiftevis fortæller om deres forskellige liv og situation.
En piskesvær opgave for Merete Hegner. Esther Nagel er klart defineret som den underlegne. Forfatterinden, der aldrig får succes for alvor, slider og slås med ikke bare det sociale og kønspolitiske stof, der ligger hende nær, men også med en mand, hvis forfatterskab er populært, morsomt og rigtig folkeligt. Han tjener penge. Hun rusker i tremmerne, klemmer sin bitterhed ud over for Tove Ditlevsen midt i beundringen for hende.
I TOVES VERDEN
Langt det meste af det stof, der fænger som dramatisk fortælling, ligger hos Ditte Gråbøl. Dramatikeren Leif Petersen og iscenesætteren Asger Bonfils har øst af Ditlevsens ’Gift’ – pilene flyver fra hende mod Victor Andreasen og mod hendes eget løsgående nervesystem. Vi er i hendes verden.
Vi har langt sværere ved at fanges af det bitre selvforsvar hos Esther Nagel. Personen ved hendes side derhjemme, den venlige digter Halfdan, svinder ind til ingen ting i forhold til den dæmoniske tyran Victor.
I en enkelt scene slippes brev- og dialogkonfrontationen mellem de to forfattere – nærmest som en nødløsning for at få fortalt Tove Ditlevsens dramatiske sygdomsudvikling omkring 1960 – ved at lade Merete Hegner i nogle minutter være en sygeplejerske på hospitalet, som Tove tror er Esther Nagel. Kun forvirrende.
Som helhed er dette kvindeforfatter-projekt ikke nær så vellykket som det forrige på Sorte Hest, hvor Karen-Lise Mynster skabte en lysende genspejling af Inger Christensen og hendes digte.
