Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose som Dina – Skammerens datter

SE MIG I ØJNENE

En flot udnyttelse af Østre Gasværks vældige rum til dramatiseringenf Lene Kaaberbøls eventyr ’Skammerens datter’ – historien om en mor og datter, der har hypnotisk trolddom i blikket. 

*****

SKØNT at gå ud fra en forestilling med en melodi i hovedet. Det gør man efter finalen i ’Skammerens datter’.
Dramaet er endt. Endt lykkeligt. Og der er fest på scenen. Der danses en sirlig og glad sarabande. For vi er i en slags renæssance i det bloddryppende eventyr.
I ’Elverhøj’ er det en menuet, vi nynner, når vi forlader teatret. Den er mere høvisk.
Hos Skammeren er vi folkeligere. Det kan godt være, at der er en fyrste, der skal ned med nakken, og altså kommer det. Men Skammeren og hendes datter Dina er mennesker af folket, om end nogle ganske særlige væsener: De har trolddomsevner, der åbenbart går i arv, de kan se andre i øjnene og få dem til at røbe, hvad de virkelig tænker, en slags hypnotisk magt. Den slags trolddom blev man brændt for på bålet efter grum tortur i 1600-tallet, og vi er også tæt på i den historie, Østre Gasværk Teatret præsterer, bødlen står klar, den onde fyrste Drakan – Morten Hemmingsen i arrogant udgave – triumferer, men overvindes i duel med helten, hans ædle bror Nicodemus, forvaltet med ung kækhed af tredieårs-eleven Simon Mathew fra Statens Teaterskole. Stik imod den onde fyrstemoder Dama Lizeas ønsker. Denne rædselskælling spilles af Hanne Hedelund med en stemme mere frygtindgydende end Birthe Rønn Hornbechs, når hun blev adspurgt af journalister.

ONDE OG GODE

De er onde eller gode i Lene Kaaberbøls Skammer-univers. Forestillingens nestor Nis Bank-Mikkelsen får lov at være den ædleste og viseste alkymist, man har mødt siden Sarastro i ’Tryllefløjten’, der vel også var en art alkymist mentalt, og i hvert fald grænseløs vis og ædel.
Vi er aldrig i tvivl om, hvis side vi er på – Jens Andersen er sat til at spille den ulidelige tyv og fidusmager Aun, hjerteskærende ond mod sin henrivende lillesøster Rosa, en 17-årig elev fra Stenhus Gymnasium ved navn Sara. Og Allan Klie giver os som fyrstens våbenmester netop den undtagelse, der bekræfter reglen om rent ond eller rent god – han gribes af dårlig samvittighed og skifter parti, da han ser, hvor forfærdeligt det er ved at gå for vores hovedpersoner.
Nemlig Skammeren og hendes datter.
Nastja Arcel som den prægtige, eksotiske kvinde med de magiske evner. Og hendes datter Dina, der spilles med uimodståelig selvsikkerhed og ustandselig rørende stemningsskift af – jeg tager en dyb indånding: Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose. 23 år, og ifølge programmet med fingeren i vejret for at søge ind på skuespillerskolen. Måtte det lykkes. Talentet demonstreres flot på Østre Gasværk Teatret.

LYDBILLEDET

Striben af medvirkende i denne stort anlagte forestillingen er yderligere alenlang, Birgitte Raaberg er djærv kludekræmmer og krokone, men lad os se på forestillingen som en totaloplevelse – fantasy-genren får alt, hvad den kan trække, og intet klæder Østre Gasværk så meget som opsætninger, der virkelig udnytter pladsen, rummet, trapper, gallerierne, de vældige belysningsmuligheder og den ekspanderede akustik.
Det sidste giver som sædvanlig en smule problemer, for vi kan være i tvivl om retningen på replikker, når mikrofoner ikke har højtalere i alle tænkelige hjørner at rette deres lyd imod.
Vi er i ’Skammerens datter’ også en smule ofre for den gængse overeksponering af lydbilledet. Ikke mindst i betragtning af, at instruktøren Frede Guldbrandsen – må vi da gå ud fra – sammen med komponisten Lasse Aagaard og dramaturgen Sune Svanekier har valgt at gøre Kaaberbøls historie til en musical baseret på en art fiktiv, folkemusikalsk renæssance-pop. En ypperlig gruppe svenske musikere er på scene-banen med barok og renæssance-instrumenter i hænderne og for munden.
Når skuespillerne så tilmed, de fleste, kan synge godt og forståeligt, ville tonen vinde ved at blive skruet en smule ned i styrke. Og kvaliteten af den musik, Lasse Aagaard har komponeret, vinde.
Overlad uvanen med at blæse høj og lav omkuld med lydstyrker mod toppen af richterskalaen til rockorkestre, der ønsker at konkurrere med jordskælv og tsunamier. Rummet i Østre Gasværk har i sig selv fornemme resonansmuligheder.
Og ’Skammerens datter’ er en forestilling, hvor musikken spiller en meget stor rolle. Den kulminerer i godt sammenskruede numre, især ensembler som præsentationen af den onde Drakan og hendes mor – med vokalbaggrund og præcis karakteristik af personerne. 
 
FOR BØRN?

Diskussionen går stilfærdigt i vores kredse om, hvilken aldersklasse ’Skammerens datter’ retter sig imod. Teatret siger: ’fra og med 8 år’. Jeg vil sige fra 10 år. De forskellige flashback- eller drømmesekvenser skal i hvert forklares grundigt i forvejen. Og voldsomheden i nogle scener er heller ikke for småbørn.

GregersDH.dk