PÅ BUNDEN AF SKAKTEN

Lollikes ’Skakten’ er et kaotisk, sprællevende forsøg på at fortælle noget om substansen i den tyske nynazisme.

 
Spiller på Aarhus Teaters Studio Scene indtil 15. februar. Derefter på CaféTeatret i København 9. marts – 13. april.

*****

VI KAN dårligt operere os ud af teatret, da ’Skakten’ er slut. Lig på lig er blevet slæbt ind på scenen af de tre aktører, de to døgns allierede bombardementer af Dresden er slut, vi har bevidnet det hele i koncentrerer udgave. Voldsomt.
Christian Lollike har åbenbart to mål med sit stykke. To felter, han vil kortlægge. Begge i forsøg på at forklare, hvad der sætter den tyske nynazisme på skinner.
Det ene er oprøret hos unge tyskere, der er trætte af skyld. Af undskyldninger. Af tilpasning til omverdenen. Af et par generationers forsøg på at lægge låg over fortiden, Hitler-tiden.
Det andet er et forsøg på at placere – i hvert fald koncentrere – skylden for tyskernes mentale deroute i bombardementet af Dresden i februar 1945. Fjenden udefra! I den sammenhæng behøver de kun læse Kurt Vonneguts ’Slagtehus 5’ for at studere en amerikaners erkendelse af skyld. 

TJU-HEJ

Lollikes metode er en satirisk skildring af to fyre og en pige, der kaster bindingerne og roder sig ud i forsøg på at forstå, hvad der er sket med dem og deres landsmænd. Formen er spontan, tju-hej dramatisk, hele rummet er et arrangement af lyd- og lyskilder, skuespillerne gejler os op til at lege med, der er sågar pølse og ølservering til alle, så vi kan komme stemning, men det er dog forbeholdt skuespillerne selv at slå på tæven og smide skjorten.  
De begynder med en turistskildring af Dresdens genopbyggede lyksaligheder i billeder og guidetekst.
Derefter arbejder de sig spontant og improviseret ned i det, Lollike kalder ’skakten’ – dybet af folkelige impulser og etniske gåder i den tyske folkekarakter. Vælter gradvist alt ud, hvad der bringer tyskerne i ulave med deres egen identitet. Kapitalismen, jøderne, dagens fremmede, tyskernes egen urimelige, dårlige samvittighed over den forkætrede nazisme.
De mindes tidligere generationers herlige, sunde liv. Det, som skal retableres for at genfinde stoltheden og glæden over at være tysk. Og som kommer lysende tilbage, når de f.eks. råber sig hæse foran fodboldlandskampe på skærmen og gribes af national eufori. Vi når hurtigt til nynazisternes rappe kortslutninger a la ”Uden holocaust – intet Israel”. Jøderne skal bare ta’ og være glade, for så fik de deres eget land og forsvandt. Og vi andre glade for at slippe af med  dem, først på den ene, så på den anden måde.

AF STED TIL LAS VEGAS
  
Midtvejs i stykket ekspederes vi til Las Vegas. De tre ’Gerharder’ som de kalder sig – Ene Øster Bendtsen, Kristoffer Fabricius og Jacob Madsen Kvols – tumler ud i stedets inferno af entertainment, Las Vegas opdager dem – deres historie om Dresdens bombardement er fed underholdning – ”Oh, the real story!” jubler konferencieren. Afleveret så hurtigt og koncentreret, som bomberne dengang faldt.
Som show kan de tre så videreudvikle det hjemme i Dresden med en genoplivning af byens zoologiske have, der blev smadret som alt andet under bombardementerne.
Vi springer glad med på, at en hjort er talerør for zoo-idéen. Og det svedige, iskolde Las Vegas smider straks en aktie ind i produktet, for nu er det den virkelige virkelighed: ”Shake hands with reality!”
Stykkets satire har taget føringen. Nynazismen købt af big business.
Men fremtiden vinker i uheldsvangre slutreplikker. ”De savner en leder, Gerhard. En, der kan vise vej.” Svar: ”Måske er det det, jeg skal. Forvandle mig til et dyr og vise, hvordan man leder flokken.”
Det er en analyse værd, om ’skakten’s hemmelighed – hvis der er sådan en – fortæller noget om en særlig tysk mentalitet. Men kan have sine tvivl. Det er almene og gennemskuelige impulser, der sætter nynazismen i gang.
Men Lollikes stykke er under alle omstændigheder stærkt – og stærkt underholdende – debatteater.
Teksten til stykket er trykt i programmet – ligesom man gør med nye stykker på Husets Teater. Fremragende.

GregersDH.dk