En syndflod af skrivelyst
33-årige Sissel-Jo Gazan om at bo i Berlin, overvinde en skilsmisse og sætte punktum for en ny stor roman.
Punktum. Men ikke helt.
Sissel-Jo Gazans nye roman er færdig. Den hober sig som næsten 500 sider på computeren – over 1000 sider i bogform, og det går slet ikke. Nu skal det hele i kværnen, slibes ned til det essentielle: En fortættet roman, en thriller, der foregår i et miljø, Sissel-Jo er hjemme i: biologernes. Mere om det om lidt.
Det er en bog, skrevet i en syndflod af skrivelyst her i Berlin, hvor hun nu bor på tredje år. Dér, hvor danskere flokkes: I Prenzlauer Berg-kvarteret, det gamle Østberlin. Vesterbro-agtigt. Mennesketæt. På vej op. Tumleplads for kunstnere og skribenter. Sissel-Jo i en toværelses på 3. sal, med sin femårige Viola. Og skrivehybel i et gammelt pakhus i nærheden. Op kl. 7 om morgenen, på cykel med Viola til børnehaveklassen, fra 9.30 til 15 koncentreret arbejde ved lab toppen i pakhuset.
ALENE MED VIOLA
Kender vi hende, denne 33-årige forfatter med et navn, der svinger sig som skriften i den tibetanske dødebog?
Mange gør. Hendes forrige roman, ’Vigtigt at vide om Ludmilla’, var en succes for fire år siden. Godt anmeldt og solgt.
Og en interviewbog med ti præster (’Sig ja! – Hvad præster ved om kærlighed’) vakte opsigt for et par år siden. Den tog livet af en del romantisk ævl om kærlighedens væsen.
Den bog var Sissel-Jos eget opgør med et ægteskab, som var strandet.
– Stormfuldt, hjertegribende, romantisk, forblændet, forgabt, blind – der er ingen grænser for, hvad Sissel-Jo kan sætte af ord på det, der foregik i hende i et ægteskab, som forliste hjemme i København, da hun var 29 år og stod alene med den etårige Viola.
Hun er ovre det nu, ude af det, afklaret. Men alligevel ikke mere end at talestrømmen vokser, når hun skal ind på det.
– De første to år har jeg brugt på bare at komme til at trække vejret igen. Jeg var rystet, ulykkelig. Færdig. Jeg har pisket mig selv, haft skyldfølelse, været helt i knæ. Men jeg har et godt liv nu. Jeg tjener mine penge selv. Det sidste år har jeg oplevet en ekstrem glædesfølelse. Mærket hvordan mit selvværd forstærkes af at bygge mig selv op efter at have bidt i asfalten. Jeg er næsten nået et punkt, hvor jeg skal passe på, at jeg ikke bliver for hård. Det bedste er, at jeg endelig har muligheden for at designe det liv, jeg vil have. Mit og min datters.
– Det er godt at være alene – godt at bo her i Berlin. Man skal være et sted, hvor der er en vis puls. Her kan jeg skrive. Her kan jeg bo billigt som enlig mor og kunstner. Og det går mit barn godt – i går var jeg til 5-års undersøgelse med hende. Hun er veludviklet. Fremme i skoene. Det er så sejt! Nu ser hun også af og til sin far. Fint nok. Hun er glad og fuld af historier, når hun har været sammen med ham. Selv kikker jeg bare på ham og tænker: ’Én sædcelle doneret… Thank you very much!’ Jeg er jo biolog. Længere interesserer han mig ikke. Og jeg har ikke brug for en mand – i hverdagen. En skræmmende erkendelse måske. Men kernefamilien – nej, jeg var i gang med at putte mig selv ind i en form dengang. Som min far sagde lige så tørt: – Hvis du var fortsat ad den vej, så var du endt med at blive en indskrumpet rosin…
DINOSAURERNE
Erfaringer, der sætter sig spor. Sissel-Jo har en hel farvelade fuld af erfaringer i sit korte liv. Nu plantes nogle af dem i hendes nye roman. De personlige. Og oplevelserne på Københavns Universitet, da hun skrev mag.scient.-speciale om palæontologi og dinosaurer. Om dinosaurer! Intet mindre.
– Hvad har du med dinosaurer?
– Jeg ved godt, at folk synes det er sådan noget, der står om på bagsiden af cornflakes-pakker. Store fortidsøgler. Men jeg har altså interesseret mig for sammenhængen mellem fugle og dinosaurer. Fuglenes oprindelse og dinosaurer-forbindelsen. Det handler om knogler. En gammel skade: Da jeg var fem år og sejlede jeg rundt med min mor i Middelhavet, sendte jeg små breve hjem til dem i Danmark. I et af dem stod: ”I dag har jeg fundet et hundekranium i en appelsinplantage.” Sådan noget. Kranier. Skeletter. Hovedpersonen i min roman er en biolog, en ung forsker, en enlig mor.
– Dig selv.
– Nårhh…jeg har i hvert fald gjort grundig brug af mit speciale!…Fem uger før min hovedperson skal aflevere sit speciale, sker der to dødsfald tæt på hende, to mord. Her begynder mysteriet. Og optrevlingen. Det startede faktisk med, at jeg faldt over et fantastisk mordvåben…
BULLDOZEREN
– Et mordvåben? Hvilket?
– Det vil jeg da ikke fortælle dig. Det er et biologisk mordvåben. Men plottet væves ind i nogle underliggende dagsordener i det forskermiljø, der omgiver hovedpersonen. Det handler om magtkamp og videnskabelig uredelighed. Noget, jeg selv har iagttaget i min tid på universitetet. Det handler om at se dét, man vil se. Hvis man som Bjørn Lomborg beslutter sig for, at miljøet har det fint, så har det det fint. En helt overfladisk mekanisme, som er skræmmende. Den griber ind i forskeres karrierer og positioner. Ignorerer deres videnskabelige resultater. Man kan næsten knække en miljøforsker, som har gået i årevis og arbejdet med sit stof, og som ved, hvad han eller hun taler om – så kommer der sådan en bulldozer-statistiker, som er godt smurt for tungebåndet, men som bare ’glemmer’ 300 mellemregninger, og som har tv-tække – den stærkeste valuta lige nu. Hvordan kunne den mand i en periode hører til blandt de tyve mest magtfulde mænd i miljøpolitik? Jeg har lyst til at lange nogle lussinger ud. For det er kriminelt. Videnskabelig uredelighed kan være en forbrydelse. En sag for politiet. Det bliver det også i bogen.
– Hvordan?
– Mens jeg sad i Rom for nylig og skrev på noget helt andet, så jeg pludselig for mig den brik, der manglede: En dygtig kriminalbetjent. Sådan en, der kan strikke baglæns. Han har en gåde, men han har ikke forstand på biologi, og så bliver min hovedperson hans insider. Gennem hende kan han gennemskue, hvad der foregår, og afdække forbrydelsen. Nu får du ikke mere at vide – bortset fra, at jeg for en måned siden undersøgte, om jeg kunne komme ind på Politiskolen.
– ??
– Altså for at blive kriminalbetjent og så vide noget om biologi. Det må være brugbart inden for politiet. En fantastisk god anvendelse for min specialviden. Som rummer en hel del mere end noget om dinosaurer.
– Er det din næste karriere?
– Næh. Jeg fik at vide, at jeg er for gammel. Man må ikke være over 29.
