Gudrun Bojesen og Thomas Lund i ‘Der Leiermann’ i ‘Silk & Knife’ på Det Kgl.Teater Gamle Scene. (Foto: Per Morten Abrahamsen)
MAN SUGER TIL SIG
Balletten ’Silk & Knife’ er tilbage på Det Kgl. Æd den forestilling. Råt. Den er mageløs.
******
‘SILK & KNIFE’ er tilbage i repertoiret, åbner sæsonen. Silken og kniven, det bløde og det hårde – og alt det, der er imellem, rundt om, oven på og under. Festen, sorgen, slagsmålet, latteren, kærligheden og døden.
Man suger til sig ved genoptagelsen.
Labber f.eks. livsglæden og det totalt overgivne fjas i ’Sechs Tänze’ i sig som hormonindsprøjtninger. Mozarts tøjlesløse frækhed og elegance i disse korte dansesatser, omsat til koreografisk fjas, lige fra parykker, der får hvirvlet støvet op i kaskader, til obskøn og grinagtig gestikulation mellem danserne.
MOZART
Jirí Kylián, den tjekkisk/hollandske koreograf, der er mester for ’Silk & Knife’, har omhyggeligt udvalgt et af Mozarts vildeste og mest fjantede breve til gengivelse i Det Kgl.s program, en syndflod af jublende og forvrøvlede kærlighedserklæringer til kusinen, tilføjet et manipuleret Mozart-portræt, hvor geniet vender det hvide ud af øjnene.
Sådan danses Mozart-dansene, ikke bare med et glimt i øjet, men det hvide vendt ud.
Benyttelsen af de Mozart-danse siger også noget om den ekstreme lydhørhed for musik, der driver Kiliáns måde at skabe dans på. Han går langt videre end til at lade sig inspirere af rytme. Han bøjer og swinger med alle antennerne ude til hver eneste musikalsk impuls i nodebilledet.
Helt bogstaveligt – og det vil nogle finde firkantet: Et glissando – og danserne skrider i svinget. En pause mellem to passager, og han lader frækt, men logisk danserne agere videre i bevægelser i grafiske ryk, som om musikken stadig er der. Hvad den jo også er – i vores hoveder.
DISSONANS OG HARMONI
Pausen driver han til det yderste mod slutningen af balletten ’Bella figura’, hvor det ikke er Mozart, men Vivaldi – eller er det lige dér Torelli? – i hvert fald barokmusik, der er forstummet, men hvor danserne fortsætter uanfægtet. Vi sidder som elektrificeret.
Hvor enestående og animerende det i øvrigt er at se danserne udfolde sig til Pergolesis ’Stabat mater’ i netop ’Bella figura’ – hvor kontratenor og sopran snor sig fra dissonanser til samklange, pine og smerte ustandselig udløst til harmoni, hos danserne aggressioner og foreninger i stadig vekselvirkning. Jeg ved godt, jeg sidder til dans, men hvilke euforiske forudanelser det ikke giver om Den Kgl. Operas forestående premiere på Händels ’Partenope’ om en måned!
FESTFYRVÆRKERI
Er det overflødigt at nævne, at ’Silk & Knife’ også i denne sæson knalder champagneproppen af til sidst med en Tjaikovskij-polonæse, danserne i flammende røde, lange, brusende skørter? Et festfyrværkeri.
Afbrudt i et hug af Schuberts ’Der Leiermann’, den isafkølede, sorte sørgmodige sang om lirekassemanden fra ’Winterreise’, sunget med fuld alt-tyngde af Andrea Pellegrini fra orkestergraven, og danset af Gudrun Bojesen og Thomas Lund.
KÆRLIGHEDSERKLÆRING
Eller er det overflødigt at nævne, at coitus- og døddans i ’Petite mort’ er en overvældende indledning på aftenen?
Eller at den egentlige indledning – den underlige, underjordiske, underfundige, alle undrende rundtur under teatret – er en forunderlig seance, der bringer publikum i en stemning af fælles deltagelse i et lille teatermirakel.
Publikum og dansere i kærlighedserklæring til teatret?
Jeg nævner det. hvis nogen skulle være i tvivl.
Æd den forestilling råt.