JAGTEN PÅ RINGEN

Den Ny Opera i Esbjerg slipper mere end godt fra 3. omgang af livtaget med Wagners ’Ringen’. Det er stort.
*****
Wagners ’Ringen’ sat op for tredje gang på tyve år i Danmark! Hvad går der af kongeriget?
Kæmpeværket blev spillet på Det kgl. Teater i 1912, og så lå det og murrede uden at kunne få en samlet opførelse, frem til Den Jyske Opera mobiliserede musklerne i midten af 80’erne. Hvorfor? Fordi der var mange, der holdt sig for næsen og mumlede: ’Overstyret, svulstigt halløj. Tilhører fortiden!’
Måtte vi bede om Carl Nielsen og den rene musik.
Der var også lige Hitler og al hans ariske overmenneske-halløj med tilhørende dyrkelse af Wagners helte. Nej tak.
Nu er så Den Ny Opera i Esbjerg i gang med tredje danske version af ’Ringen’ i vores generation. En generation, som ikke går af vejen for store følelser, eventyr, myter, helte, nedrighed. Og kærlighed i flammer.
I Esbjerg er man nået til tredje del af dramaet: ’Siegfried’. Vi har fået knægten Siegfried på banen, født af tvilllingeparret Siegmund og Sieglinde siden 2. del, ’Valkyrien’. Bedstefar, overgud Wotan, er på omflakkende vandring for at finde sig selv og den gamle verdensorden. ’Ringen’, der er magtens symbol, er smuttet for ham, som den er smuttet for hans fjender. Hans selvsikkerhed er skredet, selvom han har fået sin uvorne gudedatter, supervalkyrien Brünnhilde spærret inde på toppen af et bjerg, omgivet af flammer. Som straf for at hun hjalp sin halvsøster Sieglinde i nødens stund.

ESBJERG ER PÅ

En vild og indviklet historie, hvor alle er i familie med hinanden. Men blodskam og andre uhyrligheder er underordnet. Det handler om magtkamp og kærlighed, evighed og forgængelighed. Hvis vi ikke vi står på, kan det være lige meget.
Men det gør vi. Glad og totalt i Esbjerg. Versionen er temmelig forskellig fra den nærmest bagud liggende ’Ring’ på Det Kgl. (Hvor de fantastiske dekorationer nu er skrottet, så dét løb er kørt!).
Kasper Bech Holten stod for dén, og han gennemførte en idé om at bruge den vældige ophobning af mytisk gods til at skildre kvindernes vej gennem det 20. århundrede mod magt og indflydelse. Han havde hånd om hele den firedelte historie. I Esbjerg zigzagger kursen lidt gennem de tre første dele, som har haft forskellige instruktører. Kasper Wilton går som instruktør af ’Siegfried’ – hånd i hånd med scenograf Jesper Corneliussen – løs på historien ved at løsrive den fra tid og sted, behandle den som rent eventyr. Vi er i et vildt klippelandskab. Natur, som Wagner foreskriver, men hvor og når som helst. Ligesom kostumerne er neutrale. Bare med de nødvendige rekvisitter med hints til forhistorien: Wotans spyd, Siegfrieds sværd, Brünnhildes brynje. Nødvendige attributter for at håndtere affæren.

FLOT SUNGET

Denne ’Siegfried’ er tre ting:
Meget velspillet med en inspireret og lyttende Lars Ole Mathiasen i spidsen for et velforberedt og udvidet Sønderjyllands symfoniorkester.
Meget flot sunget – med kendinge fra både Det Kgl.-opførelsen og Jyske Operas. Stig Fogh i forrygende form som Siegfried, en rolle, som han snart er ved at være identisk med, så ungdommelig direkte, fortumlet over de situationer han bliver kastet og kaster sig selv ud i. Blændende ved stemme. En stor, stor præstation. Tina Kiberg er i glansfuld, spillevende form som Brünnhilde, trods en forstuvet fod – scenografen giver hende og Stig Fogh nogle trapper at rende op og ned ad. Lars Waage, endnu engang med sin ’sort guld’-baryton, udfoldet allerede for tyve år siden i Århus, stadig fuldstændig intakt, her som en Wotan, en streg mere ironisk, selvopgivende, hjælpeløst distanceret til begivenhederne. Et bidrag til de højst underholdende momenter, der er i denne ’Siegfried’.
Underholdningen allerstærkest udfoldet af svenskeren Niklas Bjørling Rygert, som er et fund som Mime, slynglen, smeden, der prøver al verdens kneb for at snøre sin plejesøn Siegfried. Snu, men dumsmart – en præstation, der står skåret som en Gustav Wied-agtig figur, ført ud i livet med en tenorstemme, der prikker hul op til bageste række og en tekst, som hvisler af præcision.
Der er andre glimrende sangere – bl.a. Mette Ejsing genoplevet som Erda, og i herlig stemmeudfoldelse.

MOR! MOR!

I Wiltons iscenesættelse er der lange forløb af indlysende logik. Som små børn venter vi selvfølgelig på at få gyset, da Siegfried dræber den fæle drage, der vogter Ringen. Der lykkes ikke helt. Man har ikke besluttet sig for, om Fafner skal ses som billed- og lysprojektion eller buldrende drage i mere eller mindre menneskeskikkelse. Men der er mange gode påfund i øvrigt: Mime, der i lattervækkende hybris griber dirigentens pind og dirigerer først akt til ende. Wotan og Erda, der klamrer sig til deres egen nornetråd, da skæbnen går dem på. Skovfuglen, der fremtræder i levende live på scenen som skinbillede af det kvindelige, der både varsler Siegfrieds fremtid, og samtidig hans indgroede moderlængsel.
Kunne man bare sig for at skævtænke på professor Higgins’ ’Mor’-råb i ’My Fair Lady’, da Siegfried slynger sit ’Mutter, Mutter’ ud i det tomme rum – i vildrede med, hvad han stiller op med det kvindemenneske, der åbenbarer sig for ham på bjergtoppen? Jeg kunne ikke. ’Mor er den bedste i verden’, som Victor Cornelius sang til vores bedsteforældre.
Jeg er langt ude nu. Og dog. ’Siegfried’ er guddommelig storytelling med associations-stråler til dette og hint. Vi er med gennem de næsten fem timer, går ud og spiser i den store pause og vender tilbage for at drukne os i sidste aktens jubelmusik, da Siegfried finder sin Brünnhilde.
Ret utroligt, at Den Ny Opera i Esbjerg uforfærdet bestiger dette musikdramatiske bjerg og slipper mere end godt fra det. ’Siegfried’ har europæisk niveau.

Gregers Dirckinck-Holmfeld