HOTEL CHELSEA, VÆRELSE 100

’Sid Vicious Sex Pistols With Love’ på Bellevue Teatret er en scenisk stunt for nostalgikere, godt spillet, men for lang.

Spiller indtil videre

***

BELLEVUE TEATRET uddeler ørepropper forud for ’Sid Vicious Sex Pistols With Love’. Det er ren gas. For hvis man skal opleve en fuldtonende genfortælling af en sindsoprivende tragedie om, hvordan forsangeren i en lige så sindsoprivende rockgruppe ved navn Sex Pistols skrider i tilværelsen sammen med sin kæreste til tonerne af gruppens voldtægt mod trommehinderne, så skal trommehinderne vel havde den for fulde fon. Hvor mange fon? Mange i hvert fald.
Nok om det. Man skal belave sig på at hive propperne ind og ud. Når musikken ikke spiller, så vil jo man gerne høre replikkerne. Og dem er der mange af. For mange.

TITLEN

Sikke en titel for resten. Sej. Vi tager den ’word by word’.
Sid – ’El Sid’. Sådan hed en spansk ridder, der bankede arabere ud af Spanien. Charlton Heston spillede ham. Sophia Loren var hans donna. Han ender med at blive dræbt, men stavles op på sin hest og rider død mod fjenderne, der bliver så forskrækket, at de flygter.
Det er så Sid. Enhver sammenligning med fortiden er tilfældig.
Vicious betyder ’ondskabsfuld’. Altså ’Ondskabsfulde Sid’. Forsangeren i Sex Pistols hed egentlig John Ritchie. Men kaldenavnet har han fra en hamster, der tilhørte hans ven, og som åbenbart har været ondskabsfuld.
Sex Pistols var som sagt en gruppe, der satte England og andre på den anden ende gennem et par år i slutningen af 70’erne ved at te sig som gale på scenen, smadre, hvad de kom i nærheden, fornærme kongehuset og hvem der ellers var at fornærme, f.eks. publikum. Og så i øvrigt gå til i druk og stoffer.
Og ’Love’? Slå selv op.

UNDERORDNET

Musik var der ikke meget af i Sex Pistols. De musikere, der medvirker i forestillingen og som skal agere gruppen omkring Sid er fortræffelige musikere, der går sig stor umage for at spille ned til Sex Pistols niveau. Tre akkorder som grundstof og slagkraft i percussion-bolledejen.
Men musikken er også helt underordnet det musiksceniske 70’er anarki, som Sex Pistols var eksponent for, en kultur, som reagerede med det borgerlige velstandssamfund i kølvandet på mere artikulerede protestgrupper som f.eks. The Who og Rolling Stones.
Alle rapporter om den virkelige Sid fortæller, at han aldrig lærte at spille guitar. Og sang var i den forbindelse er ukendt begreb.    

SELVDESTRUKTION

Fortællingen om Sid og hans pige Nancys undergang er henlagt til det værelse på Hotel Chelsea i New York, hvor Nancy dør af en overdosis plus en kniv i maven. Hvem der har ført den, opklares aldrig helt. Stykket vælger at lade det være en narkohandler. Men fortæller også, at Sid arresteres, frikendes og tager sig eget liv som 21-årig.
Det, vi oplever som teaterstykke, er parrets selvdestruktion på hotelværelset, drevet og pisket frem af en agent, der er villig til hvad som helst – lade pigen krepere og slæbe Sid på scenen i en hvilken som helst forfatning – bare forretningen kører. Den har åbenbart i det virkelige liv været god i et par sæsoner.

REALISME

Det gode ved forestillingen er det stunt af hensynsløst vrængende realisme, som de fire medvirkende spiller med. Morten Holst som den unge Sid og Julie R. Ølgaard som Nancy – begge med en korporlig og sproglig ekspressionisme, som deres respektive forældre muligvis vil studse over. Casper Crump er den kyniske bundskraber af en agent Nic, på en gang slapsvans og smalsporet. Og som narkohandleren Champ spiller Peter Oliver Hansen lige ud ad strengen som et slimet dumt svin.
Der er som sagt rigeligt med replikker, rigeligt med de samme replikker, sproget er bevidst så ensporet som en jernbane i det østlige Bagindien. Ordet ’fuck’ kunne optage 50 spalter i den gamle telefonbog, hvis det var et efternavn.
Vi tager stykket som et billede af pubertets-vildskab i de sene 70’ere, synes det måske kunne siges med lidt færre ord, men tager det som en stump dokumentar-teater. Hårdt scenearbejde. Glimrende sidetekster, der i avisoverskrifter fortæller forløbet.

GregersDH.dk