SONET-LEGE
Shakespeares sonetter som livgivende teaterleg i Skuespilhusets Røde Rum
Spiller indtil 3. marts alle ugedage, undtagen mandag, tirsdag og søndag.
*****
’NÅR mine øjne lukkes, ser de bedst,
Om dagen ser de kun det mest profane…’
Helle Fagralid lukker og åbner sine mærkelige Helena Christensen-øjne og fortsætter:
’i søvn og drømme er du deres gæst,
De skuer klart på mørkets lyse bane.
Shakespeares sonetter er kærlighedsdigte på alle ledder og kanter. Kærligheden, der ulmer, der brænder, der visner, jubler, hader – og hvad den ellers finder på, den uforskammede slambert, der ustandselig slår os i gulvet og rejser os op igen med et uforskammet smil, så uforskammet som det Thomas Kwan opviser, når han med guitaren i hånden vandrer frem mod publikum og taler ironisk om sin ømme hengivenhed til den herre, han slaver for.
UNDERHOLDENDE
Man kan blive totalt lost i de sonetter. I Det Kgl.s Røde Rum har de fem unge skuespillere, der i øjeblikket bestrider forlystelserne på denne eksperimental-scene, valgt en lille stribe af Shakespeares i alt 154 sonetter, endevendt dem, gentaget nogle af dem i forskelligt lys.
Scenen er et bredt forhæng af lameller, der spejler spillerne, giver dem muligheder for alle mulige ind og udgange, så de kan vandre, springe eller krybe fra sonet til sonet, gemme sig, overraske hinanden, belure hinanden, drille hinanden, kysse for og bag.
Det er stærkt underholdende. Smukt, poetisk, groft eller lattervækkende. Lange Peter Plaugborg med pokerfacet har den ekstravagante egenskab, at han kan håndtere damerne, som om de var kastebolde, et sted også dumpe ned fra dekorationens top – at han betragter kongelige dekorationer som mulige klatrevægge, husker vi fra hans op og nedstigninger i Holbergs ’Ulysses’.
Så vi har en fræk Kwan, en adræt Plaugborg, en drømmende Fagralid, for ikke at tale om en dårende Johanne Louise Schmidt plus en Maria Rossing, der kan se på både dem og os med det mest benhårde, forurettede blik, når det stikker hende.
Sonetteksterne, der jo er korte, er dramatiseret i lige så korte situationer, burleske, fjantede, og overdådigt kønt, som når Schmidt sidder højt til vejrs og svæver væk på sangens vinger. Til gengæld råt, ironisk, når Plaugborg bunkepuler alle de øvrige plus per distance en rødmende, men lykkelige dame blandt publikum.
Shakespeare-sonetterne nægter sig intet, og Elise Kragerup, instruktøren, har boltret sig med at forløse dem på det mest henrivende.
LIVGIVENDE
Røde Rum-banden har hermed broderet et lille kik ind i Shakespeares forunderlige digterverden. Forsøget på at omsætte sonetterne til dramatik er gjort med elegance.
Dengang Det Kgl. opererede i Turbinehallerne, blev eksperimenterne sluppet løs i undertiden halsbrækkende spontanspil, og det var dejligt hasarderet og livgivende. I Det Røde er tingene under skarpere kontrol, men ikke mindre livgivende.
GregersDH.dk
