ALT DET

MELLEM

LINJERNE

Jeg er klar til at begynde forfra, siger Niels Brunse efter 4.000 sider fordanskning af 37 Shakespeare-skuespil.

Et greb ned i Niels Brunses Shakespeare-oversættelser, der fuldendes nu ved udgivelsen af det 6. bind med de sidste syv skuespil. Vi ser på et af dem: ’Coriolanus’, der aldrig har været spillet på en scene i Danmark.

Shakespeare: 6. og sidste bind i ’Samlede skuespil i ny oversættelse’. Oversætter: Niels Brunse. Antonius og Cleopatra, Pericles, Coriolanus, Vintereventyret, Cymbelin, Stormen og Henry VIII. 817 s. Gyldendal, kr. 349,95. Udkommer 11.10. 2018.

*****

SÅ ligger den der. En sværvægter på 817 sider. Sjette bind af Niels Brunses Shakespeare-oversættelser. Sjette og sidste.

”SÅ nu er jeg sådan set klar til at begynde forfra”… siger Brunse til Weekendavisen i denne uge. ”Jeg er kommet mere og mere på sporet af det og forstår bedre, hvad der står mellem linjerne.”

GLAD koketteri som afslutning på et interview, der handler om Brunses erfaringer over de 3.900 sider med ny-oversættelser af de 37 skuespil, han har tumlet med gennem mere end ti år. Koketteri. Men der ligger mere bag. Det indser man, når man sammenligner Brunses oversættelser med de Edvard Lembcke-oversættelser, vi har haft som grundlag gennem langt over hundrede år. Fremragende oversættelser, poetiske, fantasifulde og lige så loyale over for Shakespeares tekster som Brunses. Lidt gammelsproglige ind imellem – der kan være strøg af ’Svend Knud og Valdemar’-sprog nogle gange. Lembcke skrev sine oversættelser i årene mellem 1860 og 1875. Men Lembckes er på deres egen facon lige så tankevækkende og velformede som Brunses.

BRUNSE er undervejs kommet ”mere og mere på sporet af det og forstår bedre, hvad der står mellem linjerne”… Nøjagtig som man som læser gang på gang stopper op i læseflugten hos både Lembcke og Brunse, det ene øjeblik for at frydes over en formulering, det andet for at overveje betydningen – hvad står der mellem linjerne?

DET kan man så prøve at dykke ned i. F.eks. ved at læse oversættelsen af skuespillet ’Coriolanus’, der er med i 6. bind, men som aldrig har været spillet i Danmark. Hvorfor mon ikke? Man bliver nysgerrig. Titlen kender vi fra Beethoven. Han skrev en ’Coriolan’-ouverture. En flot ouverture, tit spillet ved koncerter. Vi lægger CD’en på til genopfriskning. Otte minutters dramatisk orkestermusik. Hovedtema som spring fra en klippe. Sidetema som strøg af en kvindehånd. Skrevet ikke til Shakespeare-skuespillet, men til et stykke af en østrigsk dramatiker ved navn Heinrich Joseph von Collin. Men med samme emne: Historien om den romerske hærfører Coriolanus, der omkring 400 år før vor tidsregning anførte krige mod folkeslaget volskerne, der levede i et område syd for Rom. Coriolanus erobrede volskernes hovedstad Corioli. Deraf mandens navn – ”For bedriften ved Corioli skal han fra denne stund bestandig kaldes Cajus Martius Coriolanus!” lyder råbet. Byen er der i dag ingen spor af.

DET er sjovt at sammenligne Brunses og Lembckes oversættelser. Der er ikke så meget at spekulere på, når et forældet ord som ’gilding’ (for ’eunuch’) hos Lembcke hos Brunse omskrives til noget ’kønsløst’. Klar modernisering, for hvem ved i vore dage, hvad en ’gilding’ er for en størrelse? Men hvor er Shakespeare på vej hen, når han skriver et stykke som ’Coriolanus’ mange år efter at have skrevet ’Julius Cæsar’? Det kan man spekulere på ’mellem linjerne’.

DET er igen et drama, som handler om borgerne, om masserne, der lader sig manipulere, og om magthavere, der kan kunsten at manipulere eller selv er ofre for den. ’Julius Cæsar’ er dramaet om mordet på Cæsar og den romerske befolkning, som Marcus Antonius snor om sin lillefinger i sin berømte tale ved Cæsars lig, hvor han snedigt vender folkestemningen – holdningen hos ’den let bevægelige hob’. ’The fickle mob’. Et udtryk i ’Julius Caesar’, som er blevet hængende hos nogle af os fra gymnasiets engelsktimer, hvor stykket var pensum. Og som også går igen flere gange i ’Coriolanus’.

SKREV Shakespeare ’Coriolanus’ som et follow up på tanken om, hvor let en befolkning lader sig manipulere? Det kan man gøre sig nogle overvejelser over. For det er i høj grad det, ’Coriolanus’ handler om. Men nu med en hovedperson i centrum, der er en diametral modsætning til Marcus Antonius. Folket er det samme. Flyt- og forførbart. Men Coriolanus er en ung, militær bavian, blottet for diplomatiske evner, en stædig yngling, der jager sig stavere i livet, så snart det ikke drejer om at udfolde sig ved sværdet. Kompromiser er ham vederstyggeligt. Han er omgivet af folketribuner og senatsmedlemmer, folk, der hylder ham og udnytter hans militære sejre, men frygter ham for hans medfødte, egocentriske uberegnelighed. Viljestærk, derfor farlig. Gejlet op af en mor, der langt hen ad vejen skubber bag på: ”Hvis jeg havde tolv sønner, som jeg elskede lige højt… så ville jeg hellere have at de elleve døde en ædel død for deres land, end at én skulle leve blødagtigt og dådløst.”

DA der er tale om at udnævne Coriolanus til konsul og både hans venner og hans mor af taktiske grunde prøver at få ham til at opføre sig ordentligt og imødekommende under en offentlig og afgørende høring, foregår der et slimet spil omkring ham for at få ham til at tabe besindelsen og sige sin ærlige mening om tribunerne og senatets medlemmer og om det ’folk’, de påstår, de repræsenterer. Vi ser et galleri af snedige hyklere, der uden besvær får nedgjort den stædige, uforskammede og ubesindige rad ved at manipulere masserne over på deres side, så råbene til sidst lyder i kor: ”Til klippen med ham!!” (Tarpeja-fjeldet uden for Rom, hvor højforrædere blev smidt ned fra). Det er ikke fordi han ikke selv indbyder til den reaktion. Coriolanus har netop råbt: ”Gid helveds værste ild må sluge folket!”

’CORIOLANUS’ hører til de skuespil, Shakespeare hentede stof til fra antikke forfattere som Plutarch. Med ’Coriolanus’ har han sikkert haft lumske bagtanker om de samtidige engelske, politiske forhold. Læser man dramaet nu, strejfes man også af nærliggende, dagsaktuelle paralleller. Der melder sig mange tanker mellem linjerne. Således også om ’Coriolanus’ chancer for at blive opført en dag på et dansk teater. Den rigtige iscenesætter vil kunne barbere forløb og rolleliste ind til koncentration omkring titelpersonen og hans ubøjelige, men alligevel konfliktfyldte sind og sjæl.

STOFFET ligger der. Og Brunse behøver ikke begynde forfra.

gregersDH.dk