Mikkel Arndt, Nicolai Jørgensen, Thure Lindhardt, Mille Lehfeldt og Flemming Enevold (tegn.: Claus Seidel)

Teater skal handle om komedie og kærlighed…

… OG SÅ ET ELLER ANDET MED EN HUND

Fantasifuld udgave af filmen ’Shakespeare in Love’ på Østre Gasværk

Dramatikere: Marc Norman og Tom Stoppard. Oversættelse: Niels Brunse. Instruktion: Kathrine Wiedemann. Scenografi: Maja Ravn. Medvirkende bl.a.: Thure Lindhardt, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Christiane Gjellerup Koch, Flemming Enevold, Steen Stig Lommer, Tina Gylling Mortensen, Patrick Baurichter, Anton Hjejle, Mikkel Arndt, Nicolai Jørgensen, Marcus Gad Johansen, Gustav Dyekjær Giese og Elliott Crosset Hove.

’Shakespeare in Love’ spiller på Østre Gasværk Teater indtil 28. april. Varighed: 3 timer inkl. pause

******

JAMEN, du godeste! Vi har oplevet lidt af hvert i Østre Gasværk – det store rum i sving, endda engang en ’Romeo og Julie’ med Trine Dyrholm i luftgynge i rummets fulde spænd (det var i 1998). Den nye forestilling ’Shakespeare in Love’ er en anden skæv indgang til at bruge stedet. Og så netop i dét kærlighedsdrama.

DENNE gang straks noget overvældende: De 280 medvirkende for øjnene af os oppe på den store balkon, alle i renæssance-kostumer. Tilskuere? Skuespillere? levende eller dukker? De rører sig ikke en millimeter – 280! Vi prøver at tælle, løber sur i regnestykket, men færdigt arbejde: Tallet står i programmet. Publikummer eller medvirkende, de viser sig at være lidt af begge dele. For det er en af fiduserne i Kathrine Wiedemanns og Maja Ravns opsætning: Vi skal befinde os som i Londons Globe Theatre på Shakespeares tid. Rund scene, højt til loftet, et grandios pêle mêle af skuespillere og publikum, der er med, og som råber lige så højt som det engelske parlament under Brexit-halløjet i disse dage.

DE mange medvirkende – der kommer også hurtigt nogle på scenen! – er i fuld renæssance-krigsmaling, kostumer som tidens. Ingen smoking, jakkesæt og slips, ingen maskinpistoler, men kniv og dolk. Vi behøver ikke gøre os umage med spekulationer om, at den historie kunne ligne noget i vore dage! Selvfølgelig kunne den dét, vi skal bare bruge vores fantasi. Den handler – som i filmen af samme navn, ’Shakespeare in Love’ – om den unge digter, der er løbet tør for inspiration, men ved et tilfælde møder pigen Viola, bliver forelsket og får inspirationen tilbage. Under ret provokerende omstændigheder: Pigen Viola vil være skuespiller, kan ikke blive det, fordi kvinder ikke måtte spille teater på dronning Elisabeths tid – Viola snyder sig bare til det ved at forklæde sig som mand – lille overskæg, håret bundet op og drengebukser, så er den klaret, hun bliver antaget til at spille hovedrolle i den forestilling, Shakespeare kæmper med – vi er egentlig meget up to date, en kvinde, der spiller en mand, der spiller en kvinde. Helt ok, bare kom an i dagens kønsforvirrede rollespil.

FOR Shakespeare, der bliver spillet af Thure Lindhardt som en frisk, begavet, ung og lettere forvirret dramatikerspire – er hun pigen, der bliver hans Julie – Mille Hoffmeyer Lehfeldt har alt til rollen, den drengede skikkelse, frækheden og hurtigheden som vi kender hende fra trioen Platt-form og den klassiske stilsikkerhed som vi har mødt f.eks. i hendes Céliméne i ’Misantropen’ på Grønnegaardsteatret for nogle år siden.

DEN muntre komedie ender tragisk uden at det bekymrer os så meget – Viola bliver undervejs i det hektiske prøveforløb tvunget til ægteskab med en slyngel, der vil have fingre i hendes arv, spillet af Mikkel Arndt koldt og elegant, og amok af hidsighed, da han finder digter Shakespeare i dynerne med hans Viola, der i den anledning stønner: ”Det havde jeg ikke troet – at der er noget, der er bedre end teater…’’ Det afgørende på Østre Gasværk er historiens spin omkring opsætningen af et stykke, der er bestilt hos Shakespeare af to forskellige teaterkompagnier. Flemming Enevold som direktør for det ene, Steen Stig Lommer for det andet, et spil om kroner og ører, fallit eller overlevelse, om hvem, der skal spille rollen i det nye stykke, som Shakespeare har besvær med at få sat til papiret, og om en dronning Elisabeth, der skærer igennem det hele – Christiane Gjellerup Koch har fornøjelsen af at stige op som en solgud via en lem i gulvet.

OG sjove sideforløb, bl.a. en audition, der afholdes til den rolle, Mille Lehfeldts Viola ender med at få. Et lille galleri af ambitiøse tosser, der på stribe stiller med en monolog af Shakespeares digterkollega Christopher Marlowe og kvajer sig i krukkeri og manerer, den ene stammer, den anden overdramatiserer. Eller den flinke Marlowe, spillet af Patrick Baurichter, der hjælper den mundlamme Shakespeare på gled med sin kærlighedserklæring til Viola ved at hviske ham lyriske replikker i øret fra en af Shakespeares egne sonetter. Eller Elliot Crosset Hove, der spiller færgemand på Themsen, men også den splittergale skuespiller, der illuderer, at han holder styr på den hund, der er et krav fra især dronningen som medvirkende i komedien. Sikkert et krav fra mange andre. Som Flemming Enevold i rollen som manageren Hemslowe udtrykker det: ”Komik, kærlighed og et eller andet med en hund – det er dét, folk vil have!” Hunden behøver – som vi ser det her – ikke engang at være der fysisk.

DE mange medvirkende er personinstrueret helt ned i detaljer, bl.a. Nicolai Jacobsen som amatøren, som eksploderer i salighed over at skulle spille med som apotekeren, der leverer giften til Julie, da handlingen omkring unge Shakespeare og Viola er konverteret til Romeo og Julie.

FILMEN ’Shakespeare in Love’ var en kanonsucces, og teaterversionen rammer meget flot i den gennemarbejdede udgave på Østre Gasværk. Der er strømme af referencer til en lang række Shakespeare-skuespil ud over selvfølgelig ’Romeo og Julie’ – lige fra ’To gentlemen fra Verona’ i starten til ’Helligtrekongersaften’ i slutningen, stykket, hvor pigen Viola redder sig i land efter et skibsforlis og klæder sig ud som en mand for at få arbejde hos grev Orsino… Der kan skrives en hel bog om alle referencerne. Men der er fornøjelser nok i komedien uden dét. Opsætningen på Østre Gasværk er fremragende og morsomt teater. For at citere oversætteren Niels Brunse fra programmet, hvor han skriver, at på Shakespeares tid gik man ikke så meget i teatret for at ’see a play’, men for at ’hear a play’. I Gasværket gør man sandelig begge dele.

gregersDH.dk