Wojtek Gierlach, Henriette Bonde-Hansen, Barry Banks og fire korsangere (Tegning: Claus Seidel)

 *

*

*

*

*

*

*

*

*

ROSSINI PÅ SPEED

Henriette Bonde-Hansen stråler i spidsen for fine solister og koret i Rossinis ’Semiramis’. Men opsætningen er en klods om benet på musikken.
Spilles på Det Kgl. Teater, Operaen indtil 16. januar 2013

****

HOLD da op. Sikke en bavian af en opera, ’Semiramis’!
Spørg, om det er en opera, man skal se og høre. Svaret er i hvert fald: Høre. Der bliver sunget som en drøm langt hen ad vejen. Og dét i en genre, som, hvis man kender Rossini, straks er klar over, at her er manden i sit es. I hopla. På hjemmebane.
Det høres fra de første skud fra hans nodebøsse: Ouverturen prikker og galopperer, stopper op, indsmigrer, kæler koket, stopper op igen, og tager så det hele en gang til med ritardandoer og crescendoer og hele butikken, som vi kender ham fra ’Barberen’ og hans mange andre speedede og livsglade operaer.
Han er en mester i genbrug. Med fikse variationer. Har han en idé i fire fjerdele, gentager han den en halv time efter i tre fjerdele, så man lige studser, men smiler glad. 

EN KLASSIKER

’Semiramis’ er til gengæld ikke nogen livsglad historie, den er en tragedie, men det opdager man ikke under ouverturen, den kan føre til hvad som helst undtagen tristesse. Det bliver sådan ved i lange baner, i hvert fald musikalsk, men vi bliver hurtigt klar over, at her har Rossini alligevel noget andet og alvorligere på banen: Baggrunden er en seriøs klassiker, der render gennem litteratur og teater, fra Dante til Voltaire, hele vejen gennem 1700-tallet som anslag til utallige operaer af den ene og den anden komponist.
Rossini skriver den på en måneds tid, der et bestillingsarbejde, og musikalsk forløber det, som om han ind imellem husker på, at der skal være alvor med i spillet.
Det er måske lidt uretfærdigt at sige det på den måde. Pointen er snarere, at den stil, han skriver i – de strømmende og boblende bravader af koloraturer hos sangerne, de sangligt enormt krævende passager, vitaliteten i partituret – alt sammen er tidens stil.
Til alvor eller fest. Publikum sad dengang i deres loger og spillede kort og pimpede, og stak næse og øren ned hver gang der kom en arie eller duet, man gad høre på, gerne med sangere, man elskede eller elskede at hade.
Givne vilkår.
’Semiramis’ var en stormende succes gennem 1800-tallet. 

PIGEN FRA FYN

Der er meget at elske. Sangerholdet er prægtigt, hentet næsten 100 pct fra udlandet – inklusive Henriette Bonde Hansen, der nok stammer fra en landsby på Fyn, men nu er på verdensplan, især kælebarn i franske operahuse. Hun har gæstet os med mellemrum, hver gang med lykkelige gensyn, og – dét vi også hører nu: Mere og mere imponerende. Pragtfuld ser hun ud (så der er altså noget at se på i den forestilling), og hendes sopran er vokset i format uden at miste sin yndefulde klang.
Her har hun titelrollen som den babylonske dronning, der myrder sin mand i ledtog med en general, der stiler mod at dele trone og seng med hende – aner vi noget, vi genkender fra ’Hamlet’? Generalen – sunget med vældig basbaryton-applomb af den polske Wojtek Gierlach – bliver grundig snydt, for Semiramis forelsker sig i en ung fremmed officer, en delikat knægt, i operaen sunget af Stephanie Houtzeel, tysk-amerikansk mezzo med blændende sikkerhed i stemme og karakter, kæk og frejdig – hun giver sig ud for at være skyter, rytterfolket nord for Sortehavet, og hun gør sin entré med bemærkningen: ’Endelig er jeg da i Babylon’.
Som det vil forstås: Med fatale konsekvenser, for hun – altså ‘han’ – har en kæreste, sunget af den udmærkede russiske sopran Olga Nikolskaja-Heikkilä. Og nu får han så oveni en magtfuld tilbederske i Semiramis! En dronning med en tvivlsom karakter. Skæbnen bringer dem begge i suppedasen med assistance fra varsler og slemme guder.  

EN TENOR!

Så har vi de centrale sangere kredset ind. Bortset fra den amerikanske tenor Barry Banks, som fysisk når de andre solister til skulderen, men ellers er på prægtig højde med dem i kraft af en stensikker og glansfuld, flot tenor. Han var et sent påfund for Rossini, der pludselig kom i tanker om, at publikum også måtte have sig en tenor.
Det fik publikum så – figuren hedder Oroe, og uro skaber han i spillet, denne indiske fyrste, som straks lægger voldeligt an på den unge officers kæreste.
Rigeligt med intriger – iscenesat og scenograferet af englænderen Nigel Lowery, i en broget blanding af et sammenstyrtet Babylon – vi skal mindes om Irakkrigen – 1980’er-kostumer og et kor, der træder frem i samlet trop som var det præsidiet i Nordkorea, sorte og ens som en flok ravne.
Plus en enkelt scene ved sø og strand – en erstatningen for de ’Babylons Haver’, nævnt i partiturets regi-bemærkninger? Faktisk en af de musikalsk og dramatisk smukkeste scener, hvor Semiramis forelsker sig i den fremmede officer – uden at ane, at han er hendes egen forsvundne søn, sikker på, at også han var ryddet af vejen samtidig med kongen dengang!

HUG EN HÆL

Her serveres det egentlig kontroversielle plot i operaen. Det er længe undervejs, der er meget, der skal fortælles først om baggrunden.
I originalversionen er ’Semiramis’ omkring tre kvarter længere, end operaen nu spilles på Det Kgl.
Man kunne have hugget nok en hæl og nok en tå, uden at det ville have gjort ondt i betragtning af den visuelle hjælpeløshed og fortænkthed i dele af opsætningen. Det ville f.eks. ryge noget af den gode polske bas’ sidste arier, men der var stadig rigeligt tilbage, også til ham.
Der var ikke fuldt hus til søndag eftermiddags-forestillingen – det københavnske publikum er ikke nysgerrigt. ’Semiramis’ er en interessant outsider, men med masser af Rossini på turbo, dirigeret af en rask israeler, Rani Calderon. Ildfuld musik og forrygende sangere.
Tomgangen kunne teatret have undgået med beskæring. Og scenegangen? Den kan man lukke øjnene til ind imellem.

gregersDH.dk