Nina Maria Schiødt Lybæk-Hansen og Pelle Emil Hebsgaard i ‘Seebach’ på Fredericia Teater (Foto: Søren Malmose)

UNDER STJERNERNE PÅ HIMLEN

‘Seebach’ er endnu en sikker triumf for Fredericia Teater.

Manuskript: Mads Æbeløe, Søren Møller og Thomas Agerholm. Instruktør: Thomas Agerholm. Koreograf: Kim Ace Nielsen. Scenografi: Thomas Agerholm og Benjamin La Cour. Kapelmester: Martin Konge. Medvirkende bl.a.: Pelle Emil Hebsgaard, Joakim Lind Tranberg, Frederikke Maarup Viskum, Nina Maria Schiødt Lybæk-Hansen og Emil Birk Hartmann. Kor og danserkorps. Kapelmester: Thomas Møller-Schiønning.

’Seebach’ spiller på Fredericia Teater indtil 10. december. To gange hver lørdag og søndag. Alle hverdage undtagen mandag. Denne lørdag aften 30. september holder de munden lukket og benene i ro oven på premieren i aftes. Fortsætter til gengæld i Århus fra 21. april 2018 i Musikhuset. Og i København fra 22. juni 2018 på Det Kgl.s Gamle Scene. Varighed: Knap tre timer.

*****

FREDERICIA TEATER har gjort det igen. Dét, de kan. Skabe deres egen forestilling. Vove et øje med noget, der ikke ligger lige for på slagbænken, og som man bare kan massere videre på.
Noget originalt.
’Seebach’ er sådan en historie.
Historien om en dansk popsanger, der skrider i svinget efter store succeser, kommer i vildrede med, hvordan han skal styre sit liv, drikker sig fra problemerne og dør i en tidlig alder.
Det kan lyde som en banal historie, og det er det egentlig også. Verden er fuld af den slags triste fortællinger. Men Seebachs adskiller sig ved, at danskerne kender den og har fulgt med i den så at sige live.
Den er en del af et par generationers lyksalige leven-med i dansk popmusik, især i det forkætrede danske Melodi Grand Prix, der i DRs monopoltid tændte flammer på tv-skærmene, men også tændte et folkeligt raseri, da det blev stoppet i en årrække, fordi det kom for tæt på DR’s fine fornemmelser – med det resultat, at da der blev tændt grønt lys igen, så smuldrede gradvis det meste af dens særpræg: Danske sangnumre. Sådan nogle som Tommy Seebachs, der havde Keld Heick som tekstforfatter.

I Fredericia adskiller historien sig desuden ved, at den får koblet sønnen Rasmus Seebachs karriere oven i. Næste generation, der tager over og får succes. En slags: ’Der-kan-du-bare-se!’, dumme skæbne! Øv-bøv!
Det er et dygtigt trick, for dér rammer man et nyt publikum. Det er ikke bare Tommy-generationen, der kan genopleve fortællingen, det er også deres børn, der får sat tingene i perspektiv.
Det gør samtidig forestillingen til mere koncert end drama. Manifesteret i begyndelsen, hvor det meget drejer sig om starten på Rasmus’ karriere. Og for fuldt drøn i slutningen, hvor Joakim Lind Tranberg, der spiller Rasmus, fyrer løs med det ene Seeberg-nummer efter det andet – en apoteose af solonumre med swingende kor-garniture og med publikum i finale-ekstase.

’DET, de kan’ i Fredericia… Det er jo også, at synge, danse og optræde i den stil, der er blevet deres egen. Den kontante, korporligt og vokalt målrettede, no fuss måde at gå til sagerne på. Ingen svinkeærinder. Pelle Hebsgaard er nok en fyr, der som Tommy er på skideren med karriere og samliv, men det er ikke Bergmans ’Scener fra et ægteskab’, vi er til, med Hebsgaard og Nina Maria Lybæk-Hansen som Tommys kone Karen. Korte optrin og hurtig ekspedition.
Tommys datter Marie bliver spillet af Frederikke Maarup Viskum, og hun fortæller ind imellem effektivt, hvad der hændte i familien. Det giver mange scener luft – på samme måde som det er sjovt og afvekslende, at hendes to brødre Nicolai og Rasmus også kan spille sig selv som små, der to unger, Tommy prøver at få plads til i sit siksakkede karriereræs mellem koncerter, pladestudier og det lokale værtshus.
Hovedpersonerne er ligesom de mange, mange bifigurer, koret og danseholdet for en meget stor del uddannet på Musicalakademiet i Fredericia gennem den sidste halve snes år. Se bare deres cv’er i programmet.

SKAL vi gøre op, hvad der ellers fungerer i ’Seebach’ – og som virkelig er ’dét, de kan’ henne i Fredericia – så er det endnu en gang scenografien, der er næsten så overvældende som den var i ’Klokkeren fra Notre Dame’: Det imponerende brug af lys og video.
Vi ser ikke domkirker bryde sammen som i ’Klokkeren’ – sammenbrud overlades til Tommy – men vi ser flyvemaskine, der letter med Tommy på mislykket himmelflugt til Internationalt grand Prix, vi ser Storebæltsfærge, der sender ham på turné og skilsmissekurs i Jylland. Vi ser Rådhustårn og Tivoli-fyrværkeri i et billedorgie, og vi ser natlig stjernehimmel som romantisk og tragisk følgevend til Tommys og Karens skæbnetimer. Og heldigvis som kontrast de mere enkle, private lykke- eller katastrofe-situationer hos Seebach’erne hjemme på Frederiksberg.
Som grafisk visuelle særnumre er det i familie med de orgier af farve- og lysflimmer, tv-stationer ofrer på at sætte det mindste stjernefrø på en nælde i talentkonkurrencer og alskens shows. I ’Seebach’, og hvad de ellers begår på Fredericia-scenen, som regel med pointer, der tilfører det dramatiske indhold substans.
’Seebach’ kommer senere til både Århus og København. Men bekræfter en musicalmodel og en musicalkvalitet, der ikke kun er for fredericianere, eller hvad de kaldes i den gamle fæstningsby ved Lillebælt.

gregersDH.dk