Morten Kirkskov og Sofie Gråbøl i ‘Scener fra et ægteskab’ på Skuespilhuset (Tegning: Claus Seidel)

SCENE

PÅ SCENE

PÅ SCENE

Bergmans ’Scener fra et ægteskab’ bliver på Det Kgl. en ildsprudende, men også komisk endevending mellem kønnene. Uden at nogen bliver klogere eller lykkeligere.

Dramatiker: Ingmar Bergman. Iscenesættelse og bearbejdelse: Thomas Bendixen. Scenografi: Mårten K. Axelsson. Medvirkende: Sofie Gråbøl og Morten Kirkskov.

’Scener fra et ægteskab’ spiller på Skuespilhusets Store Scene indtil 14.februar 2018. Varighed: 2 t. 10 min.

*****

SOFIE Gråbøl og Morten Kirkskov starter med at gå frem til scenekanten og præsentere sig.
Folk, der ikke er hjemme i Bergmans ’Scener fra et ægteskab’, tænker ’nå-da-da’, hun er ellers noget selvoptaget, hende Sofie Gråbøl, da hun remser sine glimrende kvaliteter op. Og ham Morten Kirkskov er godt nok noget genert og uformuleret, som han står dér og slår krøller på sig selv.
Men så kalder de sig Marianne og Johan, og så ved vi, om ikke fra andet, så fra de mange foromtaler og fra programmet, at de spiller hovedpersonerne i ’Scener fra et ægteskab’. Det er altså Marianne og Johan, der præsenterer sig. Marianne, den selvsikre og selvoptagne, Johan, den generte og undvigende.
Men vi ved også, at der er noget særligt ved denne Kgl. Teater-udgave. Der er byttet om på alle replikkerne. Johans bliver sagt af Sofie Gråbøl og Mariannes af Morten Kirkskov.
Det lyder tosset, men det bygger på den tanke, at mænd og kvinder hver for sig lever, elsker, skændes og tænker på en lidt anden måde i 2017, end de nok gjorde i 1972, da Bergman skrev ’Scener’. Mænd er blevet mindre autoritære og selvsikre, og kvinder er omvendt blevet mere selvbevidste og sikre på deres plads i samfundet. Det hævdes, at der i den forstand er blevet ligevægt mellem kønnene. Så på den måde kan vi bytte om på personerne og ramme nutiden.
Men hvis det er rigtigt; hvad så?
Så får vi dramatisk set status quo. Det er stadig to mennesker i de mest levende, de ømmeste, de hidsigste, mest fortvivlende, kærlighedsfylde, hadfyldte, lyksalige eller rasende opgør og genforenende situationer, som ægteskaber og parforhold i det hele taget kan byde på.

FOR publikum er ombytningen påstand og teori. Vi kan være ret ligeglade.
Det kan godt være, vi i det virkelige liv kan registrere jævnbyrdighed og ligeberettigelse på flere områder i vores samfund – gudskelov da. Men som drama rokker det ikke ved Bergman-konstruktionens troværdighed: Mariannes og Johans ægteskab er en slagmark af sejre og nederlag, lykke og ulykke, mand og kvinde og partnere af en hvilken som helst kønslig observans fægter det ene øjeblik med bind for øjnene, det næste åbent og i guddommelig overensstemmelse med de herligste etiske og følelsesmæssige spilleregler.
Vi opnår ikke noget ved at sidde og tænke: Hvem siger hvad i Bergmans original? Replikkernes ombytning efterlader os stadig i tekstens rablende univers af menneskelig usikkerhed. Intet er fundamentalt anderledes.
Måske lige bortset fra Mariannes afslappede accept af, at hun mister sine to børn ved at rende fra sit ægteskab med sin elsker. Ellers rammer rolleombytningen.
Det er, hvad vi oplever med Morten Kirkskov og Sofie Gråbøl på en scene, der er som et ingenmandsland, en ødemark, et grågrønt ingenting, hvor alt er nøgent omkring de tos evindelige tovtrækkerier, genforeninger, surmulerier, knald i dynerne eller på det bare gulv.
Al vores opmærksomhed er rettet mod, hvordan de to lurer på hinanden og udnytter sprækkerne i hinandens argumenter. Sofie Gråbøl, der som Marianne, rapkæftet og med stemmen skarptslebet, men flimrende af usikkerhed på sine argumenter og handlinger, slynger sin spontane kvindelige charme og overtalelsesevne om halsen på denne Johan, der flår både hende og sig selv i laser ved at vakle omkring en tryghed, der for ham er den egentlige basis for tilværelsen, men som han prøver at løsrive sig fra i desperate udbrud. Morten Kirkskov, denne venlige, lyttende, formidlende – over for Mariannes spredehagl af uberegnelige udbrud totalt målløse ægtemand. Morten Kirkskov har en sjælden evne for uskyldig troværdighed og naivitet, en evne som får hårene til at rejse sig på os, når han tænder for gnister af raseri eller pludselig, grådkvalt fortvivlelse.

HOS publikum pulserer latteren ind imellem. Over de uforudsigelige replikker og reaktioner mellem de to på scenen. Men også en latter, der fortæller om indforståethed med det komisk genkendelige i selv de mest hårrejsende situationer.
Undertiden endda forstærket af Gråbøls og Kirkskovs – måske iscenesætteren Thomas Bendixens? – distancerede, let ironiske aflevering af dialogerne? Ægteskabelige kriser er i en moderne verden så meget hverdag, at beskrivelse af kriserne nemt kan blive lattervækkende.
Især fra en skuespilscene.

gregersDH.dk

PS: Anmeldelsen vil også kunne læses i dagbladet Information i morgen lørdag 2.9.