Forsiden af ‘Scenekunst til kanten’ viser en situation fra Det Kgl. Teaters dansedrama ‘I føling’, hvor invaliderede veteraner fra krigen i Afghanistan medvirker sammen med dansere fra balletten. 

MERE END TIL SOFABORDET

En elegant ny bog om dramatikeren Christian Lollikes teater er tæt og fremragende stof for alle, der vil forstå, hvor manden er henne med sit Teater S/H.

Birgitte Dam: ’Scenekunst på kanten – Christian Lollikes politiske teater’. 155 s. Illustreret. Kr. 299,- Forlaget Frydenlund. Udkommet 12. juni.

*****

DEN ligner en bog til sofabordet. Den slags, der sammen med fine kunst- eller arkitekturbøger ligger fremme i en sirlig stak, så gæster kan få bekræftet familiens kultiverede niveau. Og som ikke nødvendigvis skal læses. Højst blades i og kikkes billeder i. Det kan man så gøre. Og der er nok at se på i Birgitte Dams ’Scenekunst på kanten’. Enormt flotte billeder, stort opsatte de fleste, temmelig blodige nogle af dem. Knald på farverne.

SÅ vidt, så godt. Forlaget Frydenlund laver ekstravagant veludstyrede bøger, grafisk velplejede, smukt arbejde.

MAN kan så også give sig til at læse bogen, og det slipper man ikke så nemt og overfladisk fra. Det er tæt indhold. Ta’ roligt et par genlæsninger af enkelte afsnit. Og lad dig ikke snyde af bogens undertitel ’Christian Lollikes politiske teater’ – det er ikke et oplæg til næste folketingsvalg. Du møder ikke en stump af en reference til Socialdemokratiet, Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti – jo, Pia Kjersgaard nævnes for resten en enkelt gang i bogen, fordi hun engang kommenterede Lollikes stykke om Anders Breivik og hans massemord på unge socialdemokrater på Utøya. Men vi skal forstå det med politisk teater i en større sammenhæng end noget med dansk partipolitik. Lollikes teater er politisk i den forstand, at alt hvad Lollike skriver og iscenesætter skal opfattes som samfundsrelevant. Derfor: Politisk. Hans stykker er ikke fra en ny Ibsen, en ny Strindberg eller en ny Bergman, ikke ’scener fra et ægteskab’, for at nævne netop Bergmans aktuelle psykologiske privatopgør, der nu bliver genoptaget på Det Kgl. For ikke at tale om den dokumentarfilm om Bergman, vi kan se i disse dage. En film, der i den grad handler om en Bergman, som kan associere næsten hele sit kunstneriske virke på film og på teatrene til sit privatliv.

DRAMA er hos Lollike en art debatindlæg. Aktuelle billeder på problematiske mekanismer, der afgør det liv, der suser om ørerne på os. Bogen handler om, hvordan han tager fat på dét. Det gør han ud fra – som Birgitte Dam kommer ind på i et afsluttende interview – sin fundamentale tvivl. Tvivl, spørgsmål til sig selv om, hvad der er rigtigt og forkert. Forsøg på at finde ud af, hvor vi befinder os mellem firkantede holdninger og fastgroede meninger. Mellem hvad der er sort og hvidt. Han kalder sit nye teater i Kødbyen ’Sort/Hvid’. Markerer så at sige ydergrænserne for det område, der skal udforskes i hans teater. Dér, hvor der måske ligger og kan findes en virkelighed, der fortæller om valgmulighederne, om usikkerheden, om – tvivlen.

SOM SAGT: Spørgsmålet er så, hvordan han gør dét.

DÉT gør han ved at bruge alle midler og metoder, som teatret stiller til rådighed, og som ligger i luften, sådan som teatret har udviklet sig gennem årene. Dem bruger Birgitte Dam en stor del af bogen på at tale om i de første kapitler. Det er især dét, jeg kalder ’tæt indhold’. Hun er teaterteoretiker og beskriver omstændeligt, hvad hun kalder ’det postdramatiske teater’ – d. v. s. et teater, der ikke nødvendigvis har en handling herfra og dertil og personer, der vikler sig ind i og ud af konflikter. For som regel at ende i mål: Død eller glade knus. I ’det postdramatiske teater’ kan teksten være brudt op på mange måder, den kan være montage af enkeltbidder og suppleret af alt muligt: Billeder, lyd, afbrydelser, dokumentariske indslag, tv-sekvenser, radiobidrag, transmissioner, et publikum, der bliver involveret på forskellig vis, o. s. v. Mulighederne er utallige. Noget er kommet til med årene, meget er genoplivning af gamle ideer og metoder, 20’rnes dadaisme, 60’ernes happenings. Andre kunstarter, musik og billedkunst er medoperatører, også i det personlige samarbejde.

DENNE baggrund skriver Birgitte Dam omhyggeligt om og med mange gentagelser, eksempler og henvisninger.

FOR Lollike er det altså arbejdsredskaber, som er brugbare. For forfatteren interessante at påvise i bogen. Det sker i gennemgange af nogle af Lollikes centrale teaterstykker fra den sidste halve snes år. ’Dom over skrig’, ’Projekt Landbrug’, ’Manifest 2083’, ’Skakten’, ’All My Dreams Come True’, ’I føling’, ’Leaves’, ’Living Dead’, ’Erasmus Montanus’ og ’Hospitalet’. Alle anmeldt her på bloggen.

TVIVLEN som grundlæggende udgangspunkt. Den tvivl, Lollike kalder afgørende. Ikke bare for ham selv, når han skriver og producerer. Også for publikum. Den tvivl, der rokker ved holdninger og synspunkter. Og som kræver ustandselige overvejelser.

BOGEN fortæller om de metoder, Lollike bruger for at trænge ind i det grå område mellem sort og hvidt, mennesker befinder sig i. Der, hvor tvivlen og usikkerheden driver værket. I ’Living Dead’ er vi i et klaustrofobisk hjem hos mennesker, hvor alt går i stå i lammelse og usikkerhed over for indvandrere og flygtninge – vi selv som ofre lige så meget som ’de andre’. Ord smuldrer, alle velmenende verbale ytringer bliver sagt i et spisekøkken, hvor middagsbordet bugner, mens fisk brænder på og menneskene taler som sløvede robotter i brudstykker af klichéer. En uhyggelig ’levende død’-version af Bo Bojesens tegning af ægteparret, der fra vinduet kikker ned på gaden og ser flygtninge komme vandrende – frygteligt for dem, men hvorfor kommer de lige her?

I bogens beskrivelse af ’Manifest 2083’ ser vi et forsøg på en analyse af motiverne hos nordmanden Anders Breivik for massemordet på de unge socialdemokrater, der havde sommermøde på øen Utøya i 2012. Motiverne!! Mange reagerede ved at spørge, om der overhovedet er mening i at beskæftige sig med motiver hos en notorisk galning, der ganske vist havde evner til at begå et 500 siders manifest om sine hensigter samt planlægge en så detaljeret aktion. Var teaterforestillingen ikke bare spekulation i sensationen? Og så på et tidspunkt, hvor forbrydelsen var i frisk erindring?Lollikes ’tvivl’ var ikke en tvivl, der kunne komme Breivik til gode som et forsvar for ham. Det var den tvivl og overvejelse, som vi andetsteds har fået meget præcist beskrevet af den polske sociolog Zygmunt Bauman, når han skriver om sider af den menneskelige natur, der giver valgmuligheder i særlige tilfælde. Mulighederne for at vælge til eller fra mellem godt og skidt. Alt afhængig af situationen. Bauman skrev indgående om årsagerne til nazismen, hans erfaringer drejede sig bl.a. om den mentalitet og de handlinger, der udløste udryddelsen af mennesker i kz-lejrene, bl. i Auschwitz, hvor hans kone havde været fange.

I ’Dokument 2083’ spørger Lollike, om de vanvittige handlinger skyldes særlige afvigende egenskaber hos Breivik, eller om han samtidig repræsenterer en udvikling hos nutidens mennesker, der søger udløsning for deres vrede og deres trang til sikkerhed og beskyttelse mod ukendte fjender. Sådanne spørgsmål er ikke ufarlige. Det ved Lollike. Men man må sætte tingene på spidsen, vove sig ud i farlige og kontroversielle problemstillinger, hvis man laver teater. Problemstillinger, der bringer ham selv i tvivl. Men det er vilkår, han bevidst sætter op. I ’Dokument 83’ gør han det sammen med skuespilleren Olaf Højgaard, som i stykket, der er en monolog, skifter mellem af læse af ’manifestet’, skiftevis spiller Breivik, og skiftevis er skuespilleren Højgaard, der kommenterer sin medvirken. For bogens forfatter et oplagt eksempel på den performance-metode, dramatikeren kan benytte sig af.

AFSNITTENE om ’Dead Alive’ og ’Dokument 2083’ er eksempler på, hvad Birgitte Dam har for med ’Scenekunst på kanten’ – også hvert enkelt af de andre afsnit har analyser, der giver gode indblik i, hvad Christian Lollike opnår med sin dramatik, og hvordan han går til værks. Det er et godt og grundigt stykke arbejde, der bringer dramatik-interesserede tættere på nyskabende dansk teater, tættere på Lollike og tættere på at få svar på nogle af de spørgsmål, man stiller sig, når man oplever stykker, der tilsyneladende foretager uventede spring i forløb, f.eks. som i flere af dem – ’Skakten’, ’Living Dead’ eller den seneste, ’Hospitalet’, hvor en barsk og vittig satire over sygehusvæsenets mekanismer udløses i det rene karneval, og hvor vi i hvert fald herfra skrev, at satiren for en gangs skyld var en Lollike i medløb. Medløb i forhold til den almindelige, øjeblikkelige kritik af sygehusvæsenet. Uventet medløb.

gregersDH.dk