Silas Holst i ‘Saturday Night Fever’ (Foto: Miklos Szabo)

ONE MAN SHOW

Silas Holst er – som John Travolta var – altafgørende for ’Saturday Night Fever’s succes.

Manuskript: Nik Cohn og Robert Stigwood. Instruktion: Anders Lundorph. Scenografi: Simon Higlett. Koreografi: Tim Zimmermann. Kapelmester Joakim Pedersen. Medvirkende: Silas Holst, Amalie Dollerup, Christine Astrid, Allan Olsen, Bodil Jørgensen, Christian Tafdrup, Nadin Reiness, Mathias Augustine, Teit Samsø, Emil Birk Hartmann, Runi Lewerissa, Ann Hjort m. fl.

’Saturday Night Fever’ spiller i Falkoner Teatret på Frederiksberg indtil 29.april. Senere fra 19. maj – 16. juni i Musikhuset, Aarhus. Varighed: Godt 2 timer. Inkl. pause.

***

KNÆGTEN har feber – Saturday Night Fever. Han skal på dansegulvet lørdag aften. Hver lørdag. Der er disco med pedalen i bund, og han er den bedste.
Den film gjorde John Travolta til et verdensnummer. Og vi kan sige med sindsro, at Silas Holst virkelig gør ham kunsten efter i opsætningen af ’Saturday Night Fever’ i Falkoner Centret på Frederiksberg. Han skummer af de egenskaber, der skal til. Han ser godt ud, han kan synge, og så det vigtigste: Han danser de fleste sønder og sammen i den forestilling. I en stil, der er selvfølgelig, utrættelig, spændstig og elegant.. Og det siger en del, for der er mange gode dansere på gulvet i Falkoner Centret.. Man kan diskutere, om han er en vildt sympatisk fyr i rollen. Det var Travolta måske heller ikke i den sagnomspundne film. Der bliver sjusket en del med damer på ret grov vis, når det ikke lige handler om at få det til at fungere på dansegulvet.
Så hvis vi går efter drønende discomusik og stærk dans, så er der ikke noget at være kede af. Flere af danserne lever fint op til ham.
Så hvorfor holder vi os på de tre stjerner?
Fordi – for det første: Scenografien er kedelig, kluntet og farveløs. Ok. Vi befinder os i et arbejderklassemiljø i New York. Under betonbroer og i baggårde. Men hvorfor det hele skal foregå så trængt, at danserne og de medvirkende nærmest skal balancere på kanten af scenen, det kan kun skyldes en ubehjælpsom scenografi.
Selv lørdagens dansesalon virker som et indeklemt, trist hjørne af en nedlagt fabrik.
For det andet: Fordi lyden er så dårligt styret. Især forsvinder store dele af dialogerne i hul og sløret efterklang. Mikrofonforstærkning er gennemgående temmelig voldsom, og det kan selvfølgelig være en fordel, når nogle af sangsolisterne ikke rigtig magter deres soloer.
Man kan hævde, at det sanglige ikke spiller nær så stor en rolle som dansen i ’Saturday Night Fever’, men alligevel: Vi vil gerne høre, hvad der bliver sunget.
Og som sagt – og det er for det tredje: Solisterne er nok valgt efter, om de kan danse, men ikke efter, hvordan de bruger deres stemmer. Sangligt og i tale. De to piger i hovedrollerne: Amalie Dollerup og Christine Astrid har måske slidt hårdt på stemmerne under en masse prøver, men deres råhøvlede, skarpe diktion er ikke morsom at høre på ved siden af Silas Holsts velmodulerede og godt klingende sprog. Det går bedst for Christina Astrid, fordi hendes rolle er at være en del af det lokale gang af rødder i miljøet. Men det er ikke morsomt at høre Amalie Dollerup råbe sig igennem musicalens eneste rigtige skønsang.
Det handler ikke om, at stemmer nødvendigvis skal være så smukke og velklingende, så vi dåner. Fanden vil vel kalde Bodil Jørgensens stemmer for smuk og velklingende. Hun spiller mutter Manero, Tonys – d.v.s. Silas’ – mor, og rammer præcis den karakter, hun skal.
Der er altså ikke ordentlig balance i denne forestilling, i lyd, i stemmer og strengt taget heller ikke dansemæssigt. Der er dansere, der nærmer sig Silas Holsts niveau. Men langt fra alle.
Til gengæld er der godt hold i spillet hos det usynlige orkester.
Og det har jo ikke ansvaret for lydniveauet.
Noget er der altså at hente for et discoglad publikum.

gregersDH.dk