LOVELY

Den amerikanske sopran Sarah Coburn nedlagde publikum i Tivoli med sin charme og en stribe virtuose, romantiske operaarier.

Sarah Coburn sang denne ene aften i Tivoli. Men hun er tilbage i Tivoli næste sommer.

*****

LOVELY – det er hvad hun er, Sarah Coburn. For nu at bruger sådan en engelsk samlebetegnelse for at være sød, elskelig, elskværdig, yndig, charmerende, og hvad vi i øvrigt kan mobilisere af kønne ord i anledning af hendes besøg på tribunen i Tivolis Koncertsal denne aften.
Og så kan hun synge. Det er det, hun er her for. I en serie koncerter med titlen ’Store stemmer’. Og undertitlen ’Operadivaens yndlingsarier’.
Så er det nu så vigtigt, det med, at hun er lovely? Eller ‘loverly’ for at citere Eliza i ‘My Fair Lady’.
Som koncertens konferencier Henrik Engelbrecht gør opmærksom på, var operaens divaer, da begrebet diva blev til i 1800-tallet, nogle kvindelige væsener, der kunne synge, så publikum måbede, men især og måske ligefrem KUN det. Synge. De stod som saltstøtter på scenen og bare sang og sang.
Derfor de glade ord om denne diva Sarah Coburn. For operasang er heldigvis i vore dage også noget, der handler om at optræde, at spille, at bruge sit væsen og sit temperament til at udfolde alle de nævnte egenskaber. Også mange andre, men nu holder vi os til Sarah Coburn og hendes repertoire og præstationer i Tivoli.
Hun er en lysbærer. Og det er hun, hvad enten hun synger den knibske Rosina i Rossinis ’Barberen’, den forelskede Julie i Bellinis ’Capucchini’erne og Montecchi’erne’ (’Romeo og Julie’ i Bellinis version) eller den sprællevende Zerbinetta i Richard Strauss’ ’Ariadne på Naxos’ eller såmænd Lucia i Donizettis ’Lucia di Lammermoor’, pigen, der bliver vanvittig.
Det sidste lyder måske lige så vanvittigt som det vanvid, der griber denne Lucia. Men også den rolle spiller Sarah Coburn med blomstrende overskud, og strålende udadvendthed, for sang og optræden, roller og partier er et eller andet sted en jubelfornøjelse for hende, en handling af stor lykke ved at optræde, indleve sig og udlevere sin sangkunst. Vi ville gerne se og høre hende i en rolle, hvor hun ikke strålede af indre begejstring. Nok utænkeligt – hun gjorde det sandelig også i Bellinis ’Puritanerne’, som hun sang den kvindelige hovedrolle i for to år siden i Tivoli, en opera om krig og kærlighed og pigen Elvira, der bliver lige så vanvittig som Lucia. Kvinder skulle gå i sort og blive sindssyge i den tids operaer af Donizetti og Bellini, og det er professionelle opgaver, man påtager sig i vore dage med lyst og entusiasme, især hvis man kan synge de hundesvære koloraturer og give sig hen i vanviddet med blodrig entusiasme, hvad Sarah Coburn gør omtrent med et smil på læben. Opera kan være en meget speciel kunstart, især når man stykker operaerne op i highlights til præsentation ved koncerter.
Sarah Coburn her et henrivende overskud til det hele, Julie, Rosina, Zerbinetta og Lucia, og hun ledsages som sidst af dirigenten Giancarlo Andretta, en sprælsk orkesterleder, der på glimrende vis swinger med hende og får Tivoli-orkestret til at lege med – vi hørte rækker af fine solopræstationer fra bl.a. cello og blæsere, messing og træ.
Men det kunne være godt at høre Sarah Coburn på scenen en dag. Når Tivoli kan få hende til København, kan det vel ikke være en uløselig opgave for Det Kgl. Hun er tilbage i Tivoli næste sommer i juni. Vi står inde for endnu en aften med en lovely sangkunstner.

gregersDH.dk