Jesper Lohmann i ‘Sange fra en fribytter’  (Foto: Britte Fogsgaard)

GING-GANG-GYNGENDE

Jesper Lohmann sprænger et prægtigt hul til en klassisk genre: Kabareten. Med en Tom Kristensen-aften fuld af krudt, druk og elegance.

Spiller på Café Liva i Nyhavn indtil 3. marts

*****

DET er sammenstødet – nej, det er et forkert ord: foreningen… og dog: Jeg vender tilbage til sammernstødet… af to tilsyneladende uforenelige formater: Elegancen, udadvendtheden hos Jesper Lohmann, den overlegne musikalitet, måden er danse sig igennem et repertoire, som om han et eller andet sted havde Gene Kelly hængende og pusle i baghovedet.
Dén og alt det – over for en næsten demonstrativ, vrængende, fanden i voldsk dissektion af sig selv, sine laster, sin morderiske defaitisme.
Ikke Lohmanns, gud fader bevares! Tom Kristensens!
Det er dér, det fænger, når Lohmann på Café Liva i Nyhavn smyger sig som en forbryder gennem en række Tom Kristensen-digte, hentet både fra digterens repertoire af københavnske gade-, by- og værthus-billeder og fra hans rasende opgør med indbyggede, drabelige ransagelser af sit humør, sine lyster, sin angst, sin lede ved at tumle rundt i jagt på sin egen identitet.

EN DAMP AF RYTME

Digtene er sat i musik, de synges, d.v.s. de spilles af Lohmann som små scener, og pianisten Bjarne Sahl har komponeret og brugt hele sit arsenal af swingende natklubjazz-fornemmelse – og så lige med støtte fra Eva Malling på bassen – til at lægge en saftfuld damp af rytme omkring Lohmann.
Lige netop melodier, der ikke blokerer for teksternes ordrige billeddannelser. For det er noget af det, der er så fascinerende ved mange af teksterne: At de har billeder, der i splitsekunder står lysende klart – de våde ringe fra flaskerne på værtshusbordene, det runde hul efter det ødelagte ur i kiosken – verdenskrigen har sat tiden i stå.
De sorte krager, der slår ned i ’December’, når ’Danmark sortner’. Lohmann trækker frakkens krave op, så vi allerede er på vej til Schuberts ’Winterreise’ i Københavns Musikteater på fredag.
Men helt anderledes – med det varme blod dunkende efter uendelige kæder af druk – ’Ging-gang-gyngende…her kommer jeg nu syngende’ – så pludselig den helt nedtonede, stille, både triste og eftertænksomme, natlige erotiske stilstand i den elskedes værelse, hvor den kølige luft fra vinduet er den definitive oplevelse.

HÆRVÆRK-SUMPEN

Og den kyniske humor – instruktøren Susanne Storm har været med til at lægge prosaiske mellemtekster ind i forestillingen – en Tom Kristensen, der fastslår: ’Nok drikker jeg – men ikke nok’ eller ’Man bliver tørstig af at være så begavet’. En Tom Kristensen, som hilser publikum – og mellem dem også ’kritikere og andre krakilere’, så man dukker sig ved bord nr. 5. Kristensen ved jo, hvad han taler om – Lohmann sidder med sin ’Politiken’ ved baren.
Og jo – også dén er med:
’Jeg har længtes mod skibskatastrofer/og mod hærværk og pludselig død’ – vi er i de store Tom Kristensen-hjørner – Jastraus ’Hærværk’-sump, og mod slutningen af forestillingen forskånes vi ikke for den rystende ’Henrettelsen’, sjettemanden, der venter på bødlens hug og hvis opmærksomhed i de sidste sekunder opsluges af en bille, der med sin glinsende skjold passerer bødlens fod.
En forbløffende aften med Lohmann på Liva-båden. En kabaret af den type, man troede var sunket i glemsel.

GregersDH.dk