Højskolesangbogens logo

BARE SYNG!

Karantæne-rapport XIV fra en dag med danske sange. Hvad har grebet os?

****

SYNG en sang! En dansk, selvfølgelig!! Hvad har grebet os? Almindelig sangglæde? Fædrelandskærlighed? Vild nationalisme? Panik over at være fortabte i de satans to-meters adskillelse? Desperat hang til fællesskab i nødens stund?

DET alt sammen, måske. Der er ellers ikke meget ekstatisk fællessang i denne tid. Den slags, der flammer op, når landsholdet står der, musikken spiller, og vi synger med på ’Der er et yndigt land’, og lurer på om de elleve spillere synger med, mens vi spekulerer over, hvad der er med den dér ’Frejas sal’ i omkvædet. Oven i løbet sunget to gange.

FÆLLESSANG er jo til så meget. Landsholdskampe. Fordrukken værtshus-skrål, hvor ’Sejle op ad åen’ er en sikker 1’er. Eller ved seneste begravelse den knugende afsyngning af ’Dejlig er jorden’, som bringer os mod fjerne, måske himmelske horisonter. Under 2. verdenskrig var de kæmpe alsangsstævner en slags fælles protestsang. Vi havde noget sammen, og det skulle de fandeme vide, dem i de grønne uniformer!

I disse dage har DR etableret en slags situationens generalstab med Phillip Faber som Orfeus, der med veloplagt dansk elskværdighed synger for ved klaveret fra Højskolesangbogen, eller hvad der ellers er i vores sangbogsamlinger – i morges havde han ’Godmorgen Sol’ på repertoiret, en morgensang så dristig, syntes Faber, at han bagefter mumlede undskyldende: ’Den havde jeg aldrig troet, vi skulle komme til at synge’. Men det gjorde vi altså, Halfdan Rasmussens vers om drengene, der tisser på en tissemyre i morgensolen og går hjem igen med deres tissemænd.  Melodi af Benny E. Andersen, en lun, gammel børneteatermand, som vi altid måtte huske at skrive med ’E’ i midten for at yde ham retfærdighed.

FRISK og nuttet fællessang ved skærmen denne morgen, stivet af med ’Hvor smiler fager den danske kyst’, Johannes V. Jensen forelskede sang om at vende hjem til Danmark for ved synet at genopdage ”dybe minder og gammel agt/og milde kvinder – hvor har de magt!” Georg Metz fortæller smukt om sangen og anledningen til den i sin sangbog ’Min danske sang’: Digtet blev skrevet i 1925 og oplæst af Johannes V., da der fandt en tårevædet hjemkomst til Danmark sted – i hundredevis af dansk-amerikanere var ankommet ved kajen neden for Amalienborg for at fejre Genforening og årets Rebild-fest. Selv var Johannes V. flammet op og havde skrevet løs på digtet, da han kort før var vendt hjem fra en tur i Norge og havde set Kronborg dukke af disen.

SANGE dukker op i denne tid – ud af disen eller fra uventede kilder. Den eksklusive komponist Sven Erik Werner, hvis selvbiografi vi anmeldte her på bloggen for et par uger siden (19. marts), har udgivet en cd på CDKlassisk, hvor tenoren Michael Kristensen synger Werner-sange med Erik Kaltoft ved klaveret. Enkle melodier til erotisk-slørede eller desperate tekster af Sophus Clausen, køligt-glødende naturlyrik af Grundtvig, mens Gud er overladt til Alex Garff, der digter ’Aftensalme’ – “Nu vandrer jeg min aftentur og lader Gud om resten”. Og Werner selv både digter og komponerer en blodig-ironisk fædrelandssang ’Der er et land’ med afslutnings-linjerne ”Der er et land/med agres felter af muld og sand/og fed profit til hver ludoman/Det koster en del at finde sig selv/når hvermand og næsten har solgt sin sjæl/til dette land.” Michael Kristensen synger sangene med smuk og tung troskyldighed – tonen er genkendelig fra nogle af de roller, han synger i Det Kgl.s repertoire, hvor hans levende spil og sans for komik i de senere år også har lyst op. Hører vi dét i Sophus Clausens spleen-rasende ’En kladde’? Ikke rigtigt, selvom Sven Erik Werner leverer ham chancen. Og Erik Kaltoft tager den. Ved klaveret med ganske perlende akkompagnement.

DET er i hvert fald en stor fornøjelse at høre en komponist som Sven Erik Werner gå så enkelt til værks og skrive med så stor selvfølgelighed til det danske sang-repertoire. Flere af sangene her er lige til Højskolesangbogen, og er måske allerede er på vej.

GODE oplevelser som f.eks. engang at støde på Per Nørgaards og Vagn Lundbyes yndefulde og kønne hyldest til deres fælles Langeland med sangen ’Der var engang en sommerdag’, som de skrev i 1998. Den foreslog jeg engang til familiær fællessang i privaten. Per Nørgaard?? lød gispet. Det krævede overtalelse. Som lykkedes. Den gik rent ind.

SÅ syng da, Danmark. Syng glad videre. Gæt, hvad morgendagen bringer. Hvad nyt fra situationens generalstab? DET er dronningens fødselsdag.

gregersDH.dk