SÅ, DEEET…

Fanden tager igen ved Jacob Morild. Han nye forestilling på Café Liva er uforskammet morsom.

Tekster: Jacob Morild. En enkelt af Carl-Erik Sørensen. Komponister: Thomas Pakula, Nicolaj Majland og Eva Skipper. Medvirkende: Jacob Morild og Eva Skipper.

’Så det’ spiller i Café Liva i Nyhavn indtil 25. februar

*****

”HVIS I har haft en behagelig aften, så er det fordi I ikke har hørt efter…”
Det er Jakob Morilds afskedssalut til publikum. Affyret med det sataniske grin, der er hans indbyggede varemærke.
Jo, gu’ har vi hørt efter. Grinet. Og dukket os – på denne premiere-aften med hans nye show, hvor han med sin rablende energi og med en giftsnogs adræthed udspyr sin galde over almindelig træskhed og alskens misligheder og idioti i denne verden. En times bombardement af skudvekslinger med alt, hvad der rammer hans øje af latterligheder.
I denne omgang har han bl.a. valgt en pædagogisk angrebsvinkel.
Publikum skal belæres, og altså hånes for ikke at høre ordentlig efter, hvad han fyrer af fra sin stand up deroppe på scenen. Vi, der bare sidder dér mageligt lejret med vores øl ved bordene i hans ’Café Liva’, mens han står og gør alt arbejdet på scenen sammen med sin kontrabassist og komponerende valkyrie Eva Skipper. Hvis vi tror, vi er der for at hygge os, så nix.
Hans første indslag er en godnatsnak over Ipad til sin lille søn, der er gået i seng i børneværelset og får aftenbønnen på sin skærm. En besked om, at andre børn i denne verden får bomber i hovedet, sulter og lemlæstes og derfor ikke får deres nattesøvn. Så sov godt, mit barn!
I et andet indslag må farmand døje med at få at vide af skolelærerne, at han nok skulle se at få etableret koden til børne-spærregrænsen på sin computer, så ungens computer i timerne på skolen ikke blæser fars eskapader på sine businessrejser ud til klassen.
I en lille sang undervejs løftes pegefingeren: ”Gør det selv lille ven – det er noget fis,  al den sociale snak om fællesskab – man kan sagtens være sin egen lykkes smed”.
Men pædagogikken lammes selvfølgelig, når farmand ligger der og skvatter i søvn på sofaen med tv kørende, og den 17-årige datter og hendes fyr rumsterer bag væggen med deres af naturen dikterede udfoldelser.
Der er sikkert mange personlige sinkaduser at hente hos publikum – og sandelig hos den stribe af politikere, som Morild også bruger sin pædagogisk kagerulle på. Heftigst på Dansk Folkepartis Søren Espersen, som han udnævner til Socialdemokratiets næstformand.
I Morilds utæmmelige vildnis af numre rammes en plan om en flygtningebolig midt i hans eget kvarter – Hellerup eller Gentofte? Er der ikke flygtninge og fremmede nok i bydelen? En syndflod af au pair piger fra alskens lande f.eks.?
Ingen grænser. Vi underholdes også med groteske, morildske fabuleringer over, hvad der griber en vandringsmand, der i dyb koncentration undgår stregerne mellem fliserne på fortovene.
Eller når han som tandlæge udsætter sin patient i stolen – hans kontrabassist Eva Skipper – for spørgsmål, der i sagens natur ikke kan besvares i hendes mundlammede tilstand.
Allersidst en sofistikeret sproglig analyse af brugen af politiker-sætningen ’Vi må bare konstatere’. Vi er tilbage i pædagogikken. Opfør analysen fra talerstolen i Folketinget.

gregersDH.dk