SELV HUNDENE GØR

Søren Sætter-Lassen var tæt på at springe fra efter de første prøver på Det Kgl.s opsætning af Shakespeares ’Richard III’, hvor han spiller den krævende titelrolle. Han forstod ikke, hvad instruktøren Staffan Valdemar Holm ville med sit koncept. Nu er opsætningen blevet et seksstjernet tilløbsstykke. Og Søren Sætter-Lassen roses til skyerne.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Stephen Achiam

———————————————

HVOR langt kan man være fra helvede?
Langt. I hvert fald, hvis man befinder sig i efterårssolen ved Fortunen på kanten af Dyrehaven i et eventyr af gyldne farver og med kastanjerne venligt dryppende.
Og så sidder man endda i selskab med fanden selv. Noget i den retning.
Søren Sætter-Lassen. Skuespilleren, som har åbnet sæsonen på Det Kgl. Teater med at være Shakespeares djævelske Richard III, der myrder slægt og venner for at blive konge – ud fra en teori om, at det gælder om at komme først. Ellers bliver man selv kvalt, stukket ned eller halshugget.
Alverdens ord kan sættes på denne Richard: Modbydelig, kold, nedrig, snu, upålidelig, barnlig, psykopat, satanisk.  
Såh – elske den rolle?
Søren Sætter Lassen ser på mig med det mest elskværdig, forekommende blik. Stemmen er lidt morgentræt, men klinger hurtigt igennem med den klangfulde, kongelige teaterartikulation, der får folk til at spidse ørerne selv på teatrets bageste række.

”Det er først og fremmest en udfordring. En opgave. Jeg vil ikke sige, jeg elsker ham. Men egentlig heller ikke, at jeg hader ham. Desværre! Nu, hvor jeg har arbejdet så længe med ham, er der steder, hvor jeg tænker: Det er da klart. Sådan må han gøre.”

– Kan der være noget menneskeligt i at være så dumt et svin?

”Ja.

– Hvad?

”Der er meget, som man med lidt fantasi godt forstår. Han vil så gerne være konge, og så gør han dét, han synes er nødvendigt for at blive konge. Målet helliger midlet. Men han er også en outsider ved det engelske hof. Han bliver mobbet og prøver at hævde sig. I øvrigt er han så grim, at selv hundene gør, når han kommer haltende forbi. Han har det altså ikke nemt. Hans mor – den iskolde kælling, som Birthe Neumann laver – forbander ham hele tiden, især da han prøver at kravle op under skørterne på hende, som for at vende tilbage til moders liv.”

– Er han intelligent?

”Ja, bestemt. En lynende begavet psykopat. Lidt ligesom Idi Amin, Ugandas diktator var. En stor barnlig, urimelig psykopat, som næsten kan være rørende og til at få ondt af. Men totalt uden empati. Til gengæld utrolig veltalende. Tag nu f.eks. den scene, publikum får lige i hovedet i en af de første scener: Han har lige slået Lady Annes mand ihjel. Han stopper ligtoget, konfronteres med den unge enke, Sonja Richter, og hendes grænseløse had, som hun udløser i en syndflod af skældsord, men hvad gør han? Svarer hende med et stormløb af charme, komplimenter og overtalelse! Han nedlægger hende, frier til hende – ’Jeg har dræbt din mand, så du kan få en bedre mand,’ lyder hans argument. Og han får – Gud bedre det – hendes JA!”

– Uhyrligt!

”Ja. Og straks efter har han den frækhed at vende han sig til publikum og prale: ”Har nogen bejlet sådan til en kvinde før? Har nogen nogensinde vundet en kvinde på den måde??”

DET er svenske Staffan Valdemar Holm – Stockholm-Dramatens tidligere chef – som har iscenesat ’Richard III’. En iscenesættelse, der piller alle udenværker væk. Teksten og skuespillerne står helt rent. En opsætning fyldt af detaljer med hårrejsende effekt.
Alle forestillingens 11 skuespillere er næsten konstant på scenen. Sidder på stole langs siderne og bagvæggen. Venter på deres tur. På den uhyggeligste måde med i spillet, også når de ikke har replikker. Den sorte tavle bag dem fortæller navnene på venner og fjender. Skrevet med kridt. De fleste streges ud efterhånden. Myrdet.
Søren Sætter nævner et eksempel på den raffinerede dramatiske effekt:

”Richard har som sagt scoret Lady Anne. Sonja Richter sidder igen på en stol under tavlen med alle navnene. Og pludselig – midt i en helt anden scene med Birthe Neumann og Kirsten Olesen – bliver Lady Annes navn streget ud. Lige over Sonjas hoved. – Nej! Siger publikum, nu er hun også død! Og hun sidder lige dér, neden under!… Det er hårrejsende!”

– Til at forstå for publikum?

”Det mener jeg. Man skal bare indstille sig på Staffans måde. Men jeg må indrømme – jeg havde da selv problemer i starten af prøveforløbet. Jeg tænkte: – Holder dét? Jeg kender ham så godt, vi har jo arbejdet sammen før, og jeg er en stor beundrer af ham. Men da Bente, scenografen, kom til en læseprøve med tegningerne til kostumer: Brun habit eller joggingsæt – vi kunne selv vælge! Jeg vil ikke sige, jeg havde håbet på en fiks, lille rustning, men alligevel. Vi har arbejdet med Bente og Staffan i både Schillers ’Don Carlos’ og ’Kabale og kærlighed’, hvor vi havde fantastiske stilkostumer, pudderparykker o.s.v. Her i ’Richard III’: Løs skjorte og almindelige, sorte bukser! Jeg følte nærmest, at man skulle gå på scenen med bar røv. Det skulle være skuespillernes ’Richard III’, sagde Staffan.”

– Ikke noget at gemme sig bagved.

”Nej. På et tidspunkt sagde jeg: – Jeg tror simpelt hen ikke, jeg kan finde ud af det koncept. Det var så nyt det hele. Jeg måtte sige til ham, at den dér enormt strenge og puritanske måde, vi skulle lave det på, var helt anderledes end den måde, jeg plejede at arbejde på. Altså komme med idéer, byde på ting – det andet er et univers, jeg slet ikke forstod. Jeg kunne slet ikke se, hvordan jeg skulle kunne komme med noget. Jeg syntes faktisk, at jeg havde et stort personligt problem, indtil jeg opdagede, hvordan det puritanske også udløste en stor generøsitet over for skuespillerne.”

– Var du ved at stå af?

”I nogle dage, ja. I starten. Det må jeg sige. Jeg havde f.eks. i al min entusiasme gået her i sommer og arbejdet med noget… jo, selvfølgelig også med den enorme tekst, læst og læst, og ’ordet’, som vi siger. Det er jo forfærdelig meget tekst, der skal ind under huden. Ellers kan man ikke sige de ord. Du kan ikke bare sige noget, der ligner! Det er dét, der er så svært med Shakespeare – enhver idiot kan høre, hvis du er på den og siger noget andet!”

– Men…

”Jo – jeg havde gået i sommer og arbejdet med dét med den berømte visne arm. Man siger jo, at Richard har en vissen arm, og at han er pukkelrygget. Jeg opøvede en vissen, venstre arm og vænnede mig til at gøre alt med højre hånd. Men så kom Staffan efter sommerferien og sagde: – ’Du skal ikke have en vissen arm. Og du skal ikke være pukkelrygget. Du skal bare være dig selv. Det andet er noget, der opstår en gang imellem. Vi finder ud af, hvornår!’ Jeg sagde: – Undskyld. Det forstår jeg ikke!”

– Ja, enten har man vel en vissen arm, eller også har man ikke en vissen arm.

”Netop. Men i den teaterleg, som er så konsekvent her – dér er puklen og den visne arm noget, der kun kommer, når de andres ondskab rammer ham – når han f.eks. appellerer til moren, Birthe Neumann, om at hun skal velsigne ham, hvilket hun først afviser, men så gør alligevel, kort og iskoldt. Han ligger på knæ foran hende og hvæser ’Amen!’ Det er sådan et sted, hvor Staffan siger: ’Du ligger dér. Du har prøvet at nå hende. Hun vil ikke tage imod dig. Og du rejser dig – pludselig krøbling!’ – Det er sådan nogle geniale detaljer, jeg så pointen i, da vi var nået længere med prøverne.”

– Kunstgreb – ligesom dét, at I alle sidder inde på scenen, selv når I ikke er på. Tre timer på scenen, næsten uafbrudt. Tvunget til a være 100 procent koncentreret.

”Ja. Normalt er man jo ude af scenen ind imellem. Ude i mørket bagved. Så man lige kan drikke et glas vand og strække benene. Og tænke et øjeblik på den næste scene, man skal ind og lave. Det kan man ikke her. Hvis du begynder at spekulere på, hvad der er din næste replik, så har du mistet koncentrationen, og så går det totalt i ged. Du er nødt til at følge dine kolleger. Vi skal også reagere på, hvad de siger og gør. Du kan ikke slappe af et sekund. Det er ikke som i mange andre stykker, hvor du langsomt kan føle dig ind på en scene. Det her er som en Formel 1 racerbil: Accelerere fra 0 til 200 km/t på fem sekunder. Ligesom når man laver film.”

– Det lyder som hårdt arbejde.

”Det er det. Ind imellem. I hvert fald, når man arbejder, som jeg gør. Måske burde jeg arbejde på en anden måde, men det kan jeg ikke. Det er nok, fordi jeg så gerne vil raffinere al ting. Det slider, og man risikerer at blive meget ensom. Det ser jeg også hos kolleger. Arbejdet fylder meget. Nu i dag – klokken er snart to-tre i eftermiddag. Så begynder det: Du skal ind og spille i aften… Men ved nogle ting, som man ikke synes gik godt nok i går. Det skal man gøre bedre. Andre ting, man synes kan gøres anderledes.”

– Ligger du vågen om natten?                     

”Ikke nu. Det gjorde jeg i tiden inden premieren. Jeg vågnede og kun ’orde’ og ’orde’. Sætte mig op for at gå tekst igennem hele tiden. Det er ikke for at pibe, men Richard III er altså noget af en opgave for en skuespiller.”

– Du har selv valgt faget.

”Selvfølgelig. Ellers kunne man jo blive noget andet. Isenkræmmer, som Richard siger. Selvom der står ’bissekræmmer’ i teksten…”