DRØN PÅ DRENGENE

Man finder en niche. Den unge arkitekt Søren Norman Enevoldsen har fundet sin: Skateboardanlæg!

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Casper Balslev

—————————–

HAN begyndte, da han var 12 år. Helt normalt. Nu er han 32. Og dyrker stadig skateboard. Helt normalt.

”JA, hvorfor ikke?” Spørger Søren Nordal Enevoldsen. ”Der er mange fordomme omkring skateboard. At det er en hip hop-, teenage- og underklassekultur. Det var det måske engang. Nu er det ’in’ i alle sammenhænge. Socialt, aldersmæssigt, kulturelt. Jeg har selv dyrket det, mens jeg gik på Arkitektskolen i Århus. Og efter at jeg blev færdig, har jeg gjort det til et speciale at arbejde med skateboardanlæg. Jeg har flere store opgaver i øjeblikket. Det er blevet min niche. Og når det så samtidig er min hobby!”

Der er blus på den unge arkitekt, når han fortæller om sit arbejde. Vi står på det gamle skateboardareal i Fælledparken – lidt med livet i hænderne, for der drøn på de knægte, der er i gang. Om et års tid vil stedet være totalforvandlet til et nyt anlæg. Tilrettelagt efter de nyeste og mest udspekulerede principper.
Banen bliver led i den store fornyelse af Fælledparken på Østerbro. Betalt af A.P. Møller-Fonden, der har givet 152 millioner kr. til formålet. Finkulturen har fået sit med Operaen. Nu er det den folkelige kultur, det handler om.

”Folkelig. Det er da rigtig nok. Men hvis du ser, hvordan skateboard har udviklet sig over hele verden i de senere år, så er det blevet både  professionelt og alment. Jeg har været meget i USA. Og set, hvor udbredt det er som sportsgren. Hvordan konkurrencer har skabt skateboardstjerner, der tjener formuer. Folk, der er ikoner som andre sportshelte.”

– USA er hjemlandet…

”Klart. Det er dér, det begyndte. I Californien omkring LA og San Francisco. Udsprunget af surfing og fortsat på land i nogle af de utallige, nedlagte swimming pools, der derovre udmærker sig ved at have skålkrumme sider. Hele udgangspunktet var jo at overføre bevægelser, balancekunst, beherskelsen af bølgerne fra surfing til bymiljøet. På den måde er baner og løbeteknik sprunget videre til andre storbyer, både i USA og Europa og har udviklet sig videre, altid ud fra det særlige bymiljø og det byinventar, der eksisterer. Specielle fortove, handicap-ramper, alt muligt.”

– Og i København?

”Her er stilen ret rå, for København er en gammel by med brosten og grove gadematerialer. Mange detaljer i bybilledet kan inspirere. Ser du et specielt gelænder i Gladsaxe, så giver det ide til nye tricks og finesser. Granitbænke ved Jarmers Plads – byrummenes inventar åbner altid særlige muligheder. Sporten er ikke som f.eks. tennis bundet til meget præcise regler. Den er baseret på stor individuel frihed  – som kunstskøjteløb. Man kan godt diskutere om skateboard burde optages i Idrætsforbundet eller DGI og blive anerkendt officielt, også som konkurrencesport.”

– Vil det stille særlige krav til anlæggene?     

”Ja. Men bestemt ikke ensartethed. Lige så individuel stilen er hos skateboardere, lige så forskellige skal baner være. Foruden Fælledpark-projektet projekterer jeg også et anlæg i Ørestad Nord. Dér hvor metroen kommer op til overfladen. Det får helt andre former og udtryk. Men jeg arbejder samtidig med beregninger af præcise højder og afstande i banernes detaljer ud fra det landskab, de skal formes i. Og med materialerne: Asfalten på en bane som den gamle her er f.eks. alt for blød. Den giver dårligt løb.”

– Den er ramponeret og grafitti-overmalet. Skal det være sådan?

”Nogle arkitekter vil have, at alt skal være pænt og velfriseret. Det er jeg ikke sikker på. Graffitien hører til storbyen. Men jeg vil gerne lave baner, der har en kunstnerisk udformning. Som ikke er så ingeniør-firkantede som vi tit ser. Ligesom skateboarding har udviklet sig til virtuositet, må man også gerne gøre anlæggene smukke at se på. Det er en af mine opgaver i samarbejde med landskabsarkitekterne!”