JEG BLIVER VERDENS FLINKESTE DJÆVEL

Søren Østergaard kaster sig ud i en stor alvorlig rolle. Han skal spille Djævelen i Bulgakovs ’Mesteren og Margarita’ på Aarhus Teater. Men jeg er stadig gøgler, siger han.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Hans Christian Jacobsen

———————————————————

NÅR Søren Østergaard i disse dage ringer fra Århus til vennerne i København, siger han med en stemme så dyb og højtidelig som en højesteretsdommer:
’Det er Søren!’ 
En skuespiller-replik. De skal vide derude, at det er alvor. Søren Østergaard er for en stund blevet seriøs. 
Hans ’Bager-Jørgen’ er afgået ved døden. Den wienerbrød-slaskende jonglør fra Zirkus Nemo og Tivoli Variétéen er borte. I hvert fald midlertidigt. Lagt i graven af den figur, han i disse dage arbejder med på Aarhus Teater: Woland, professor i sort magi og fanden selv i dramatiseringen af Bulgakovs ’Mesteren og Margarita’.

”Ja da. Jeg er blevet skuespiller igen.”

– Det har du vel hele tiden været.

”Joh. Og næh. For ti år siden sagde jeg, at nu spiller jeg ikke teater mere. Nu er jeg gået ind i gøgleriets verden. Jeg er gøgler. Og det er jeg da stadig. Men der sidder en gammel uddannelse i mig. Et fag. Det er faktisk sundt at være på et rigtigt teater. At være med i en kollektiv, alvorlig proces. Når man nu er vant til at være sig selv i alle henseender. Det er rigtig sjovt for mig igen at stå på en stor scene med en masse kolleger. Og være skuespiller. Og ydmyg.”

– Ydmyg?   

Ja. Normalt blander jeg mig jo i al ting. Det er mig, der bestemmer. Mig, der skælder ud. Sikkert på den mest utålelige måde. Det sidder dybt i mig efter at have været selvstændig i så mange år. Hvor man er den, der skal vide det hele. Det er jeg fri for her. Jeg skal overhovedet ikke blande mig. Det er der andre, der er bedre til. Det er fantastisk! Jeg kan sidde og undre mig om aftenen, når jeg kommer hjem, og tænke: Sådan ville jeg ikke have gjort, hvis det var mig, der skulle bestemme. Men jeg har stor respekt for instruktøren Christoffer Berdal. Ham tager jeg hatten af for. Det er skønt at være i gode hænder. Bare kunne læne sig tilbage og få ham til at forklare, hvad det handler om. Så det ikke er mig, der skal forklare de andre al ting. Så ville jeg for resten også være på den! For det er ikke nemt i det her stykke. Jeg har problemer nok selv.”

– Problemer med hvad?
 
”Jeg kan pludselig mærke, at det er længere siden end godt er. Jeg er lidt rusten i kanterne. Jeg kan se, at de unge kan lære udenad – sådan her! Jeg har ikke lært udenad, siden jeg spillede på Husets Teater for mange år siden. Ikke behøvet lære noget udenad overhovedet.”

– Du lærer vel også dine replikker i Zirkus Nemo og Tivoli udenad?

”Ikke på samme måde. Det er noget helt andet. Dér har jeg en idé. Den skal starte her og slutte dér. Så ser jeg, hvad der sker. Tyvende gang bliver det interessant. Jeg sorterer fra og lægger til aften efter aften. Finder på. Siger: Dén var god. Dén var ikke god. Væk med den! Det bliver aldrig det samme. Men det skal det her. Det er to vidt forskellige måder at arbejde på.”

– Og svært at omstille sig?

”Det går ok. Min hjerne fungerer åbenbart stadig. Nogenlunde. Men det er noget med at orke det, tage sig sammen. I starten gjorde jeg den der ’klassiker’ – satte mig i min bedste stol derhjemme med manuskriptet og læste. Men efter tre sekunder begyndte jeg at tænke på alt mulig andet. Og så lå bogen dér. Man lærer hurtigt, at det er knaldhårdt arbejde. Der er en masse teknik i det. Også på scenen. Når jeg ser de fantastiske, unge skuespillere, der er herovre. Som spiller hele tiden. Som er varme og gennemtrænede. Så tænker jeg: Hold op, mand, hvor er de hurtige! Så kan det godt være, vi gamle rotter kan et eller andet, som er meget godt. Hvad dét så er… Men det er sjovt at se sådan et ensemble. De går lige til det. Stykket er vanskeligt, som sagt. Min rolle er i hvert fald!”

– Hvordan vanskelig?

”Du må ikke spørge mig for meget om rollen. For jeg har ikke rigtig styr på den. Endnu. Men jeg er tæt på. Jeg spiller Satan, Djævelen. Han bliver sikkert verdens flinkeste djævel. Ikke sådan en med hugtænder og horn i panden. Han er en mand, der tænker over livet. Han siger nogle fornuftige ting til Moskvas borgere. Griber ind i deres tilværelse. Kommer med nogle eksempler til skræk og advarsel. En farlig mand, selvom han tilsyneladende er ganske almindelig. Men altså – jeg er ikke den store fortolker. Det har jeg aldrig været. Da jeg læste romanen og fik tilbudt rollen, tænkte jeg: Hvordan vil man lave dét til teater? Og til de første læseprøver sagde vi alle sammen: ’Hvad sker der her?? Pøj, pøj med det, Christoffer Berdal!’ Men pludselig forstod vi nogle ting. Og kunne se, at underholdningsværdien var ufattelig stor.”

– Du siger ellers, det er en alvorlig sag.

”Det er det også. Men jeg får heldigvis lov at lave et stort tryllenummer et sted. Jeg får mine fire minutter. Og der skal jeg passe på, at det er figuren, professor Woland, der gør det. Ikke Søren Østergaard. Jeg kan mærke, at de alle sammen tænker: Nu tager Søren Østergaard fat! Og det er jeg jo hurtig til. Så det nummer er jeg lidt bange for. Jeg skal jo ikke bare være komikeren, der er på banen som sædvanlig.”

– Dirch Passer-syndromet. Komikeren, der ikke bliver taget alvorlig, når han forsøger?

”Måske. Men risikoen er, at jeg er en gammel cirkushest, som måske synes, at han skal have dem til at grine. Jeg ved jo lidt om, hvordan man kan trække grin ud af folk, hvis det er det, man vil. Jeg må prøve at lade være. Jeg er i hvert fald ikke begyndt på det endnu. Selvom jeg godt kan se nogle steder, hvor der er muligheder. Vi, der arbejder med at være sjove, har så meget øre ud til publikum. Det er det, vi lever af. Jeg kan godt blive lidt nervøs for mig selv. Jeg må se, om jeg kan styre det. Instruktøren skal nok være efter mig. Det er godt at have ham.”

– Du er vant til at være din egen instruktør.

”Jeg har aldrig instruktør på udefra , når jeg laver mine egne ting. Der er ikke nogen, der skal komme og sige noget. Det er min form. Man synes jo, man selv er verdensmester. Ham, der har opfundet det hele. Måske er det lidt dumt. Jeg ved det, når jeg ser, hvad andre laver. Hvor jeg tænker: Hvorfor har de ikke lige fået mig eller en anden til at sige noget? Lige stramme nogle ting? Vi lavede engang noget, vi kaldte ’Kometerne’ – Ulf Pilgaard, Niels Olsen og jeg. Det var helt dilettantisk, at vi ikke havde nogen udefra til at styre os. Vi tænkte bare: Vi er så store og gode alle tre! Men dybest set er vi jo meget forskellige. Vi havde haft brug for en, der skar igennem. Det har vi gået og ærgret os over lige siden. At vi ikke tænkte os om. Med Zirkus Nemo er det noget andet.”

– Hvorfor det?

”Det er så meget mit eget univers. Og så er man jo direktøren. Hvis nogen siger noget, så er det måske bare for at give mig ret. Eller også griner de! I Nemo er vi blevet så meget en familie. Når jeg f.eks. nogle dage op til en premiere skal have kostumer på for første gang, så bliver jeg altid hysterisk og bander og skælder ud. Så står de og griner! Det kan jeg jo ikke have. De skal sgu blive bange, når jeg får de anfald. Respekt for direktøren i firmaet!” 

– Zirkus Nemo Aps. Firmaet lever og har det…

”Rigtig godt! Jeg har lige fået ros af både min revisor og min advokat! Men indtil nu har vi bare haft alt for få pladser i Nemo. De første år var svære. Vi kunne have solgt mange flere billetter, men teltet var for lille. I år får vi et nyt telt, der er større. Der kan sidde 150 flere. Jeg har lavet en god aftale med Cirkus Arena. Vi får syet det nye telt i Italien. Jeg ville selv have købt det. Men nu kommer Cirkus Arena til at eje det. Og vi lejer det på en femårig kontrakt. Ligesom de lastbiler, jeg selv ville have malet. Dem lejer vi også af Arena. Hvis der ellers kommer folk, så er de penge tjent hurtigt hjem. Sådan er det med underholdning. Der kan komme mange penge ind. Og der kan virkelig også gå mange penge ud.” 

– Det er gambling?

”Selvfølgelig. Der er jo ikke noget med tilskud og støtte. Ikke engang ungdomsrabat på billetterne! Og det er jeg ked af. Det ville få et yngre publikum ind. Vores er de velstillede, lidt ældre. Dejligt publikum! Jeg klager ikke.”

– Og dog…

”Ja, jeg kan da godt brokke mig lidt over, at jeg skal betale kommunerne for at få lov at komme og slå mit telt op. Jeg tror kun, det er Horsens, der stiller grund gratis til rådighed. Ellers er det grotesk, at kommunerne ikke siger: Der kommer et stykke kulturtilbud til borgerne – hvor er det skønt, at vi kan give dem en græsplæne! Men for lige at vende tilbage til det med gambling: Vi er af en eller anden grund ikke ligesom Cirkusrevyen eller ’Ørkenens Sønner’, der sælger løs et år forud. Vores kunder er anderledes. De skal se teltet stå der først, og så køber de billet. Nærmest dagen før.”

– Det må være nervepirrende.

”Det kan da gå galt. Men det er også det, der gør det spændende og sjovt. Det, der holder os oppe. ’Kommer der nogen i aften? Den by, vi skal til i aften – den ser rigtig dårlig ud! Skingerskidt! Hvordan får vi den i gang?…”

– Ja. Hvordan?

”En uge eller to før kan vi fornemme, hvor det bærer hen. Så må vi enten bruge penge på at få den reklameret op. Eller sige: Dér mister vi penge! Men der er heldigvis begyndt at være firmaer, der bider på i forvejen. Det har vi ikke haft så meget før. Det lugter godt for næste sæson.”

– Alt det går du og tænker på, mens du liner op til at spille Djævelen i Århus?

”Ind imellem, ja. Og så på, hvor dejligt, der bliver efter premieren at komme op på min mountainbike hjemme i Ordrup Cykelklub. Se dum ud i det der cykeltøj. Og på at komme ned til vores lillebitte by på bjerget i Toscana og få læst nogle bøger. Ikke se tv og ikke læst aviser. Men få skrevet en hel masse. Og tænke på den film, jeg gerne vil lave. Og forberede et show til Bellevue Teatret, hvor jeg får lavet et nyt kostume, som jeg tror bliver rigtig godt…”

– Hvordan skal det se ud?
 
”Laksko og grøn, stram tricot. En blanding af Kermit og Frank Sinatra.”