Rasmus Botoft og Martin Buch i ‘Rytteriet 2’ på Bellevue Teatret (tegn.: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
LATTERVÆKKENDE
’Rytteriet 2’ på Bellevue Teatret er igen absurd vanvid om ingen ting. Ubeskrivelig nonsens. Tilsat sange med Bjørn Fjæstad og Marie Key.
Spiller på Bellevue Teatret indtil 15. maj
****
STILEN kan slides op. Men den er ikke blevet det. Ikke endnu. Rasmus Botoft og Martin Buch grundlagde, hvis jeg husker ret, deres duo-facon i sin tid på Bellevue Teatret med deres Strandvejs-snobber.
De to lapsede fyre Fritz og Poul, der med stor sindsro gennemspillede deres foragt for samfundets lavere lag og deres uvaner. Såsom at være fattige. Modellen er stadig brugbar, også i den nye forestilling, ’Rytteriet 2’ på Bellevue.
Er man tilskuer på balkonen er man selvskreven til at blive udråbt som fattig. Og Botoft og Buch har da også et enkelt nummer som ridelapse med henvisning til deres noble rideven fra klubben: Bent Fabric. På den måde eksisterer hjemmebanen i og omkring Klampenborg endnu.
Men ellers er det det ganske særprægede og originale spil mellem en Martin Buch, som i de fleste sketcher er ekstremt åndsforladt, fortabt, klumpet, rørende tungsindig eller smalsporet, og en Botoft, som er mere snu eller bare skråsikker i sin uskyldige kvidren, som når han spiller kvindemenneske i stil med den fra tv 3 uopslidelige Linse Kessler.
UDSLUKT
I den nye forestilling har de f.eks. et nummer, hvor Botoft er en barmfager keramiker med en produktion af askebægre formet som penis, udmærket som tilbud til en dame på første række – det penisfikserede er altid et gennemgående tema hos de to.
Men op dukker Buch i miserabel forfatning, han er som en saltstøtte af dårligdom, benene værker under ham, han må bæres. Ingen kan se så udslukt og hjælpeløs ud som Martin Buch, han ligner en dreng, man har gjort fortræd. Det samme spil mellem en tilforladelig tjekket Botoft og en Buch-klumpedumpe ser vi i et afsindigt nummer, hvor de begge er klædt ud som et par pelsdyr hentet ud af junglen. De gejler hinanden op til et urimeligt skænderi om ingenting, og Buch speeder påståeligheden til højder, som når Anton Bruckner i en symfoni bare bliver ved og ved, som om vi ikke har fattet, hvad han skriver.
Damedoublerne mellem de to har mest kostumeringen som motiv og joke, men det er også dér den absurde komik i nonsensdialogerne, der skaber det uventede.
INGEN TING
Deres kunst er at få stort set ingen ting til at hænge i luften som lattervækende vanvid. Den kunst kan de to – lige fra det allerførste nummer, hvor de i fuld krigsmaling som noble gentlemen af vores oldeforældres generation konverserer om – ingen ting.
Musikken i ’Rytteriet 2* leveres af et lille ’husorkester’ med Bjørn Fjæstad og Marie Key som forsangere. Fjæstads stemme og diktion er som altid fascinerende i sin åndemaneragtige stil. Marie Key er konsekvent og velgørende underspillet i sin sangfacon. Det harmonerer godt med de to rytteres afsindige deadpan metode.