Bogforsiden med foto af Brecht og Ruth Berlau taget af arkitekten Mogens Voltelen i den kvistlejlighed, hun i efteråret 1938 beboede i Kattesundet 16 i Københavns centrum.

HIMMELFLUGT

MOD

AFGRUNDE

Hun kørte på cykel til Paris for at købe en læbestift. Hun tog til Svendborg for at møde Bert Brecht. Det sidste blev skæbnesvangert.

Sabine Kebir: ’Mein Herz liegt neben der Schreibmaschine – Ruth Berlaus Leben vor, mit und nach Bertolt Brecht’ 416 s. Editions Laila Moulati, Algier 2006.

*****

EN bog om en fascinerende, dramatisk og tragisk skæbne. Navnet er Ruth Berlau. Det er hende, der sidder i samtale med Bertolt Brecht på bogens forside. Bogen er på over 400 sider, tæt trykt, uden andre billeder end dét, der er på forsiden, fotograferet af arkitekten Mogens Voltelen i 1938, formodentlig i Svendborg. Til gengæld forsynet med over 1.000 noter, kommentarer og henvisninger – sat med en skrift, der siger: Se så at få nogle stærkere briller! Bogen er på tysk.

SÅ der skal appetit til at gå i lag med den sag. Bogen har da også ligget nogen tid på mit bord. Truende. Men appetitvækkende. Hvad var det med denne Ruth Berlau? Jeg har skrevet om hende i Ekstra Bladet 100-års historie ’Tør hvor andre tier’. Også vist et billede af hende i bind 1. En pige iført cykelhjelm. Det er udgangspunktet. Ekstra Bladets redaktør Ole Cavling havde i august 1928 hørt, at den 24-årige Ruth Berlau agtede sig på cykel til Paris. Go’ historie, tænkte han. Kunne hun ikke skrive om turen til Ekstra Bladet? Ole Cavling har nok været inspireret af, at hans far Henrik Cavling, der var Politikens redaktør, et halvt år før havde fået en festlig historie ud af at sende en ung fyr, den senere skuespiller Palle Huld, på en rejse jorden rundt i Phileas Foggs spor – jorden rundt, ikke i 80 dage, men bare i 40 dage. Der skulle slås rekord. Det blev til 44 dage, men skidt: Typograflærlingen Palle Huld blev hyldet af tusinder på Rådhuspladsen, da han indtog Politikens balkon efter hjemkomsten. Og publikum i Det Kgl. Teater hviskede i årevis, når han betrådte scenen: Det var ham, der rejste jorden rundt.

DER var mere sport i Ole Cavlings idé. Palle Huld havde været med tog, skib og et enkelt fly. Ruth Berlau var på cykel. En frisk pige med eventyrlyst. Løssluppen upper middle class fra Hellerup. Artiklerne blev lanceret under overskriften ’Med Ruth og Fut på Eventyr’. Hun erklærede fra start, at hun ikke var bange, heller ikke for overfald – hun havde en fløjte i bæltet, så hun kun blæse på hjælp. Også en lille revolver. Begge dele fik hun brug for ifølge hendes muligvis en smule vidtløftige beretninger. En mand prøvede at stjæle hendes cykel, mens hun var stoppet ved en café for at drikke et glas mælk. En bilist fik et skud efter bilen, da han havde prøvet at chikanere hende. Fantasien manglede ikke noget. Hjemme igen i slutningen af august hævdede hun senere, at hun havde fået en grandios modtagelse på Rådhuspladsen. Det fremgår, at I hvert fald lysavisen på Politikens Hus glimtede med Ruths og Futs hjemkomst.

HVAD ville pigen i Paris? – Jeg tog til Paris for at købe mig en ny læbestift, sagde hun inden afrejsen.

MEN bogen handler altså om Ruth Berlaus forhold til den tyske dramatiker Bert Brecht. Hun og Brecht møder hinanden på Thurø ved Svendborg. Det er en sommerdag i 1933 i haven hos forfatterinden Karin Michaëlis. Der opstår hurtigt kontakt mellem den 26-årige Ruth og den 35-årige berømte forfatter. Brecht viser hende bl.a. manuskriptet til stykket ’Moderen’. Han har kun det ene eksemplar, og da han et øjeblik er inde i huset, stikker hun frækt manuskriptet til sig, men ringer til ham fra København nogle dage efter og siger, at hun er i gang med at oversætte det. En åbenbart uimodståelig indledning til et livslangt samarbejde.

FOR Berlau var der sket en del inden dét møde og siden hendes ’Ruth og Fut’-tur til Paris i 1928. Hun havde giftet sig med en kendt læge ved navn Robert Lund. Hun havde søgt optagelse på Det kgl. Teaters elevskole i 1930, var kommet ind og havde allerede haft mindre roller. Hun var blevet skilt igen fra lægen. Hun havde involveret sig med flere kommunistiske og venstreorienterede teaterfolk og deltaget i opsætninger af alternative teatergruppers forestillinger. Hun havde meldt sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti. Og så havde hun været i Rusland hele to gange. Først på en ny turbulent cykeltur, denne gang engageret af Politiken. En tur, der gik over Sverige, Finland og Estland til Moskva, hvor hun deltog i en teater-olympiade. ’Min cykel og jeg’ var den kække titel på reportage-artiklerne, selvom hun måtte med tog og fly det meste af vejen.

POLITIKEN ville ikke have hendes reportager fra teaterfestivalen og sendte hende penge til omgående hjemrejse. Senere har hun i sine dagbøger og i tyske interviews fortalt, at hun svarede ’Rend mig i Røven!’ pr. telegram til chefredaktør Valdemar Koppel og, at hun ”dermed sluttede sin borgerlige, journalistiske tid.” Den livlige tone og optræden – autentisk eller påstået – skaffede hende mange beundrere og venner – ikke mindst, da hun under en rejse til Amsterdam i sommeren 1932 blev arresteret af tysk grænsepoliti for at nægte at vise Heil-hilsen.

REJSES skulle der åbenbart hele tiden. Hendes rejse nr. 2 til Moskva foregik i 1933, denne gang sammen med agitprop-teatergruppen R.T., Revolutionært Teater, som hun var tilsluttet. RT medvirkede i en sovjetisk teater-olympiade. Blandt andre medvirkende ved den lejlighed var gruppens leder Per Knutzon og hans kone Lulu Ziegler.

DET var denne ivrigt rejsende, skrivende, flirtende, rapkæftede og smukke unge dame med det usædvanlige mod på livet, Brecht mødte på Thurø i sommeren 1933 og blev optaget af. En Ruth Berlau, der selv blev så optaget af Bert Brecht, at hun flyttede helt eller delvis sammen med ham i København eller i Svendborg, hvor han boede som flygtning fra Hitlers livsfarlige nye Tyskland med sine kone, skuespilleren Helene Weigel, deres to børn og sin sekretær. Ruth Berlau så engageret, at hun selv blev en del af klanen. Med alt, hvad det kom til at indebære af blomstrende samarbejde om tekster og projekter gennem alle de år, der fulgte. For begge en forbløffende blanding af litterær og erotisk kreativitet. Hvor det siden har været en opgave for forskere at gennemskue, hvem der har skrevet og gjort hvad og hvor i det dramatiske og digteriske output. Og samtidig, hvad konsekvenserne har været i Brechts og Berlovs daglige omgang, der har været underkastet modsætninger og indforståethed hos dem selv og omgivelserne med den særlig art af personlig og seksuel frihed, der blev praktiseret.

SABINE KEBIRS registrering af samarbejdets og samlivets faser gennem de år, der følger fra og med tiden i Svendborg, afspejler en konstante vekslen mellem uro i blodet, selvpålagt disciplin, opbygning af selvforsvar, kamp for at adskille følelser og principfaste, ideologiske idéer – nøgtern fornuft, som Brecht kaldte det. Plus en stærk personlighed og hustru som skuespilleren Helene Weigel, som i årevis nægtede at være i stue med Ruth Berlau, men accepterede hendes tilstedeværelse af principielle grunde og levede med, at Brecht i mange af årene tilbragte et par timer dagligt sammen med Ruth Berlau. Sublimeringen af det frie kærlighedsliv, som især for Brechts vedkommende også omfattede vekslende andre kvinder, bl.a. skuespillere, de kom i samarbejde med.

BOGEN er en detaljeret vandring i hælene på udviklingen i Berlaus og Brechts personlige og litterære samarbejde. Den kortlægger minutiøst hendes indflydelse på tilblivelsen af dramaer som ’Galilei’ og ’Den kaukasiske kridtcirkel’, en indflydelse, der rækker fra skriftlig bearbejdning, research og afskrift til samtaler og diskussioner om teksternes livskraft og deres overensstemmelse med de brechtske ideer om ideologisk substans og nøgtern spillestil.

SAMTIDIG en vandring, der følger deres geografiske sporskift. F.eks. Ruth Berlaus hektiske afvekslinger mellem reportagerejser først til kulminerne ved Cardiff, så til Spanien under Borgerkrigen, så til Paris for at løse opgaver med flygtninge fra den spanske borgerkrig, så den ene og den anden optræden i roller som skuespiller på Det Kgl. Teater, og endelig arbejde med udgivelser af Brechts Svendborg-Digte og iscenesættelse og oversættelse sammen med Otto Gelsted af Brechts ‘Fru Carrars Geværer’, der blev uropført på den nuværende Borups Højskole. Hæsblæsende aktivitet, kreativ i alle retninger. Fast rutefart mellem Svendborg og København for både Berlau og Brecht. I 1940, da den nazistiske trussel er oppe over, flygter de fra Danmark kort før tyskerne rykker ind 9. april, og rejser over Sverige og Finland til Rusland. De fortsætter ad den transsibiriske jernbane til Vladivostok, bliver indskibet på et svensk fragtskib, der via Philippinerne bringer dem til U.S.A., hvor Santa Monica i Californien bliver ’familiens’ hjemsted under 2.verdenskrig, selvom Ruth Berlau i lange perioder er nødt til at bo i New York.

ARBEJDSMULIGHEDERNE er i konstant bølgegang, Brecht har kontakter og et stærkt netværk i kraft af sin berømmelse og indtægterne fra ’Dreigroschenoper’ og ’Mahagonny’, han har gode forbindelser i Hollywood til f.eks. andre tyske kunstnere, der har søgt til U.S.A. Skuespiller som Peter Lorre, komponister som Hanns Eisler. I N. Y. har Berlov ikke meget andet end en dansk sømandsmission og et dansk konsulat at holde sig til plus speak og journalistisk arbejde for en offentlig radiostation, der hyrer hende til at lave dansksprogede programmer om U.S.A. Brecht sender hende lidt penge ind imellem og – vigtigst – brevveksler med hende om dramaer og digte, om kontakter og produktionsmuligheder. En professionel brevveksling konstant isprængt bekræftende kærlighedserklæringer – varme fra hende, fra ham konsekvent mere afmålte, men stærke bekræftelser af, hvor stort behov han havde for hende. Han animerer hende hele tiden til at skrive egne ting, digte, romaner, noveller, hun gør det, men det meste bliver tilløb, f.eks. fortællinger baseret på hvad hun hører fra søfolk på det danske sømandshjem. Det vigtigste for hende er stadig revisioner, kommentarer og forslag til Brechts arbejde med stykkerne, i en periode i 1944 især ’Den kaukasiske kridtcirkel’.

DET sidste kom til at ramme dybt i Ruth Berlaus liv. Under arbejdet med ’Kridtcirklen’ bliver hun gravid, flytter til Santa Monica, mister barnet under voldsomme omstændigheder – der konstateres en svulst på livmoderen, da hun er i 5. måned. I 7. måned bliver hun under kejsersnit opereret for svulsten og føder samtidig en dreng, der ikke overlever det første døgn. Ruth Berlau overlever selv, men sanser næppe hverken fødslen eller barnets død, heller ikke at Brecht besøger hende, for hun ligger bedøvet i ilttelt, mens tingene sker omkring hende.

ALT, graviditet, fødsel og efterveer finder sted i den tid, hvor hun og Brecht arbejder med ’Den kaukasiske kridtcirkel’, som bygger på et eventyr om en fattig kvinde, der under en borgerkrig i Georgien finder et forladt barn og tager det til sig, indtil hun må give det fra sig igen til den biologiske, rige mor. I stykket får barnet navnet Mikael. Ruth Berlaus døde barn får samme navn. Alt omkring fødslen har været en fysisk og psykisk rystende oplevelse for Ruth Berlau. Brechts reaktion bestod i forsøg på at berolige hende: At deres fælles barn var død, skriver han til hende, ”gør ingen forskel i betydningen af vores forhold. Jeg er glad for, at jeg ikke har mistet dig. Intet er ændret mellem os andet end til det gode, og vi har år foran os, som vi skal tilbringe sammen”… ”Jeg tror simpelthen, at du må begynde at arbejde igen. I morgen.” Hun følger hans ordinerede kur, flytter til New York og tager fat. Indlægges ganske vist i sommeren 1945 med psykiske forstyrrelser på et privat psykiatrisk hospital i Amityville uden for N.Y., men det er åbenbart ikke værre end at hun snart genoptager kontakten til Ekstra Bladet og skriver lidt af hvert om livet i N.Y. Brecht kan heller ikke undvære hende. Han henter hende og de kører i bil tværs gennem U.S.A. til Santa Monica – frem og tilbage igen til N.Y. Det er forår og sommer, og de har haft noget at snakke om: Dramaet om renæssance-forskeren Galileo Galilei var under planlægning, skuespilleren Charles Laughton var tiltænkt hovedrollen, så Berlau kunne i september 1946 sende Ekstra Bladet en artikel, der fik titlen ’Charles Laughton som atombombens oldefar: Galilei’. Det var året efter atombombningen af Hiroshima og Nagasaki. Så artiklen tog journalistisk mål af Galileis ansvar for konsekvenserne af påstanden om, at jorden var rund og ikke flad.

DEN intime kortlægning af hændelser i tiden omkring fødslen i 1944 – og Brechts og Berlaus gøren og laden i øvrigt i de seks år de er i U.S.A. – er resultat af Sabine Kebirs research i de kilder, der er tilgængelige i forskellige arkiver, overraskende nok bl.a. også i FBI’s arkiver. Den amerikanske efterretningstjeneste citeres mange gange i bogen. FBI havde sat spioner på Brecht og Ruth Berlau lige som på andre kulturpersonligheder, der var flygtet fra Tyskland. Thomas Mann, Chaplin, Hanns Eisler. Båndoptagelser, telefonaflytninger, brevkontrol, overvågning. Efter krigen måtte Brecht møde for Komitéen for Uamerikanske Aktiviteter for at blive afhørt om sit forhold til kommunismen og Sovjetunionen. Det fik ingen øjeblikkelige konsekvenser, alene af den grund, at Brecht forlod U.S.A. dagen efter mødet for komitéen i oktober 1947 og rejste til Europa. Ruth Berlau blev aldrig indkaldt af komitéen, men overvågningen af hende var foregået konstant gennem krigsårene, bl.a. på grund af hendes intense beskæftigelse med fotografering. FBI har undret sig. Hvorfor gennemgik Ruth Berlau så mange kurser i fotografering, skaffede sig så meget udstyr, og tog så mange billeder, især fra prøver på teaterforestillinger, som Brecht var interesseret i, fordi de kunne fungere som inspiration og arbejdsmateriale til nye senere opsætninger. Hendes mikrofotografering af alle Brecht-manuskripter. Alt var mistænkeligt i FBI’s øjne.

TEATEROPSÆTNINGEN af ’Galileo’ var noget af det mest omfattende, Ruth Berlau tog billeder fra. Det var få måneder før afrejsen fra U.S.A. Prøverne foregik i Beverley Hills i sommeren 1947. Berlau tog over 3.000 stills med sit Leica – kanonsalver af små clicks fra hendes kamera irriterede Charles Laughton, som havde hovedrollen og i forvejen var stresset af opgaven, fordi han som filmskuespiller ikke var teatervant. Hun rykkede bag en glasrude og fotograferede videre. Premieren fandt sted 30. juli 1947 med en stribe af Hollywood-stjerner blandt publikum: Ingrid Bergman, Charles Boyer, Anthony Quinn og Chaplin med sin kone Oona. Joseph Losey iscenesatte sammen med Brecht. ’Galileo’ beskrives ikke som en succes, men opsætningen vandrede efter få forestillinger videre til New York. For Berlau var ’Galileo’ en af de opgaver, der havde holdt hende voldsomt beskæftiget gennem lang tid. Teksten var oversat til engelsk, udadtil var det Brecht og Laughton, der oversatte, men Ruth Berlau ser ud til at have knoklet med ikke bare fotograferingen, afskrifter og kopieringer, også med redigering og dele af oversættelsen. Hendes udbytte var især glæden ved Brechts ros og anerkendelse.

BOGENS sene kapitler kredser om opgaver efter krigen. i Zürich og Chur i Schweiz, forskellige steder i Tyskland og endelig  fast i Berlin, hvor Brechts Berliner Ensemble bliver etableret fra 1949. Ruth Berlau bistår på egen hånd med forskellige iscenesættelser af Brecht-stykker, navnlig ’Mutter Courage’, på teatre både i Vest- og Østtyskland, hun kommer også til København, hvor hun står som konsulent for iscenesætteren Torben Anton Svendsen på en ’Mutter Courage’-opsætning i 1953. Stykket sables ned af en række kritikere, der er uforstående over for den desillusionerede stil. Ellen Gottschalck spillede titelrollen – den rolle som Karen-Lise Mynster for et år siden gjorde til en magtfuld, tragisk figur på Det Kgl., indtil Corona-krisen vred halsen om på forestillingen.

RUTH BERLAUS indsats i Berliner Ensemblet blev i de år, der fulgte en vanskelig, tvetydig tilværelse. Hun fortsatte og nyetablerede systematiseringen af Brechts værker, af illustrationsmaterialet, brevsamlingerne og manuskripterne i det, der siden har været Brecht-Arkivet. Stadig i samarbejde med Brecht, men også med Helene Weigel, der gradvist overtog meget af styringen af ensemblet. Berlaus fysiske og psykiske tilstand var ikke hvad den havde været. Sabine Kebirs bog registrerer en række af indlæggelser på berlinske nerveklinikker gennem årene frem mod Brechts død i 1956. Hun blev yderligere hæmmet i sine aktiviteter af nogle fald, en brækket hofte m.m., der gjorde, at hun måtte bruge krykker. Hun løser forskellige opgaver for ensemblet, underviser og instruerer unge skuespillere, og arbejder med på det store projekt: At få udgivet Brechts samlede værker på det vesttyske forlag Suhrkamp – Brechts position i det kommunistiske DDR var åbenbart urørlig, selv om han ikke var medlem af partiet og aldrig havde været det. I 1954 er Ruth Berlau i Danmark, hvor hun forsøger at etablere en tilværelse som skribent, og Brecht støtter hende ved at købe et hus til hende i Humlebæk. Det sidste sker dagen før han dør i august 1956. En testamentarisk bestemmelse lød, at huset skulle tilfalde Helene Weigel, når Ruth Berlau døde.

MEN Danmark bliver ikke hendes generobrede hjem. Hun bliver i Berlin, arbejder i det små for Ensemblet, Helene Weigel sørger for en månedlig pension til hende. Berlaus sidste år tegner et billede af en kvinde, der lever i indre kampe for at ignorere eller erkende bristede illusioner. Hun drikker umådeholdent, mister selvkontrollen under flere teaterpremierer. Hun dør 15. januar 1974, kun 67 år gammel på et berlinsk plejehjem, hvor hun brænder ihjel i sin seng efter at være faldet i søvn med en tændt cigaret.

SABINE KEBIRS ’Mein Herz…’ er en af flere bøger, denne tyske litteraturforsker har skrevet om Brecht og kredsen af kvinder omkring ham. Bogen er udgivet på et algiersk forlag. Det hænger sammen med, at Sabine Kebir har været gift og boet en årrække i Algier. Rækken af litterære udgivelser om Brecht er i øvrigt alenlang, bl.a. markeret af bøger skrevet af den danske forsker Hans Christian Nørregaard, som Sabine Kebir henviser til unndervejs.

gregersDH.dk