Scene i 2. akt af ‘Rusalka’ på Semperoperaen (foto:Matthias Creutziger)

DEN LILLE  HAVFRUE-LUDER

Dvoraks havfrueopera ’Rusalka’ forvandlet af den norske mesterinstruktør Stefan Herheim til en historie om moderne maskulin handlingslammelse på Dresdens Semperopera.

*****

STEFAN Herheim, det norske instruktørgeni, er en mand til forbløffende eventyr. Overraskende enkeltheder. Idéer, der rykker handling uventede skridt til siden. Og som alligevel formår at holde musikken tæt til kroppen og teksten gnidningsfrit og logisk inden for meningsfulde rammer.
Det så vi senest med hans ’Lulu’ i efteråret på Det Kgl. En forestilling, som svingede omkring et foruroligende cirkusmiljø.
Hans greb om Dvoraks ’Rusalka’, der i denne sæson er et tilløbsstykke på Semperoperaen i Dresden, sætter os fra begyndelsen i smilehumør. Et storby-gadekryds, en bar i kongesiden – den hedder ’Lunatic’! – en blomsterbutik, et hjørnehus i 1900-stil med lys i 1.sals-lejligheden, og regnen, der sjasker ned. Vand skal vi have, så meget havnymfe-Rusalska giver Herheim os, og jo: Slaskende tangslyng hænger fra himmel og trækrone. Men ellers skybrud anno 2011. Personer vandrer hid og did i aftenmørket, skvatter på de våde gader, og det er jo ikke noget at grine ad – smilet lokkes frem af den stumme startscene med de mennesker. Den gentages tre gange, inden Dvorak og orkestret overhovedet har hævet stemmen. En pegefinger om livsbetingelser, der ubrydeligt gentager sig.

GODT GREB

Vi ser straks Herheims vinkel: Prinsen alias hr. Wassermann vakler ind, møder havfruen alias luderen Rusalka, lokkes i det, som ligner en fælde – for øjnene af prinsessen alias fru Wassermann, der ruller sig ud, næsten med kagerullen i hånden, og nægter at smide nøglen til gadedøren ned til ham.
Et dobbeltspil, der gennemføres gennem alle akter. Den ældede prins, der stadig forfølges af det kvindelige væsen og uvæsen.
Et godt greb. Det flytter os fra det h.c. andersenske naturtrylleri og dæmoni og det mere éntydige fokus på ulyksalig pigedrøm og skæbne, som er folkeeventyrets, hen på maskulin kønslammelse. Godt tænkt.
Med skarpe associationer til de groveste ender af lykkejagten i form af en hjørnebutik, der konverteres med et knips til pornoservering. Blomsterbutikken, der bliver til slagterbutik. Det modsatte hjørne, der skifter mellem at være bar og metrostation.
På et tidspunkt kyler fru Wassermann et tv-apparat ud af vinduet for at ramme manden. Luder-Rusalka stiger til vejrs på et søjle-akvarium og synger sin berømte ’sang til månen’ og forvandler ved et omklædningstrick ben til fiskehale.
Prins og prinsesse rykker ind i teatrets royale loge og iagttager deres dobbeltgængeres trængsler. Spejlvirkninger er gennemgående i alle tre akter i kraft af de materialer, der er brugt. Vi er i en tvedelt verden, men ikke en tvetydig. Før og nu. Kvinde og mand. Ung og gammel. Usikker i begge tilfælde. Men med den maskuline kønsforvirring og –lammelse som grundtema.
Opsætningen er sprængladt af medvirkende, folkelige elementer, fantasivæsener, kvinder forvrænget til Kvium-kramper, et grand guignol af figurer – kun 2. aktens jagtselementer, som vi husker dem fra Richard Jones-opsætning på Det Kgl. Teater for et par år siden – er stort set reduceret til et par trut i signalhorn fra en balkon.

OVERLEVELSEN