*

LANGGAARD TAGET PÅ KORNET

Blændende og dybt indforstået Rued Langgaard-spil af Nightingale Strygekvartetten.

Rued Langgaard Strygekvartter vol. 3 med Nightingale Strygekvartetten. Dacapo.

******

I MIDTEN af juli anmeldte vi cd nr. 2 af Nightinggale Strygekvartettens indspilninger af Rued Langgaards strygekvartetter. Nu er den tredje kommet – allerede rost skyhøjt og prisbelønnet internationalt.
Begribeligt. Den unge kvartet har et greb om disse kvartetter, der fortæller om – på den ene side en spillelyst, der er totalt medrivende, på den anden side en gennemarbejdning helt ned i minimalistiske detaljer.
Og endnu ét: En fordybelse i og forståelse for stoffets karakter – en karakter, der er både sær og utraditionel. For der er så mange overraskende musikalske greb af Langgaard – tit det, der har fået et par generationer til at lægge ham fra sig med let hovedrysten: Var han bare en original, der udtrykte sig skævt og kluntet?
Ry fik han som en Rasmus Modsat, der hverken ville være med på den carl nielsenske vogn eller på den modernisme, der skyllede ind over det musikalske landskab under kreativ ledelse af stramme neoklassisister som Stravinskij eller tolvtonekomponister som Schönberg, Webern og Alban Berg.
Og spille ham var der ikke mange, der mandede sig op til. Han kom til at føre en outsidertilværelse som komponist, og blev stort set glemt af alle andre end den menighed i Ribe Domkirke, som i hans sene år hørte ham spille på orglet i Ribe Domkirke, hvor han var organist.

DRAMATISK URO

Det er forunderligt at fordybe sig f.eks. i hans første strygekvartet, der er skrevet midt under 1. verdenskrig. En kvartet fuld af lyrisk svævende udfoldelser, men sandelig også mærkværdigheder som en trediesats, der svinger mellem en lang og gravtung, helt enkelt skala-passage afbrudt af nogle hidsige udbrud, som lyder af vrede og nu-ka’-det-være-nok.
Vi hører igen den dramatiske uro og evne til med åndfulde midler at provokere, som er typisk for Langgaard i de kvartetter (nr. 3 og 4), som vi anmeldte i nr. 2-cd i sommer.
Anderledes og lige så bevidst kontroversiel er kvartet nr. 5, der er den anden kvartet på den nye cd.
Kontroversiel på den facon, at dens romantiske skønhed og stilfærdig tilbagevenden til et ældre tonesprog bringer mindelser om Gade og Hornemann og Brahms, når han er mildest og lysest.
Skrevet midt i 1920’ene, hvor det gik anderledes vildt til om ørerne på Langgaard i de europæiske koncertsale. Men hvor det for Langgaard åbenbart drejede sig om i en slags protest at fordybe sig i forladte idealer og konventioner.
At der kommer prægtig musik ud af det, er overraskelsen, og skyldes i dette tilfælde også det formfuldendte og lyslevende spil af Nightingale Kvartetten.

gregersH.dk