DRAMATIKEREN LANGGAARD

Mis- og underkendte Rued Langgaard gror ud af glemslen i disse år. Den nye ære og værdighed stråler ud af hans dramatiske strygekvartetter i Nightingale-kvartettens kongeniale fortolkninger.

Rued Langgaard: Stingquartets vol. 2. Nightingale String Quartet.
Dacapo 6.220576. Tekstkommentarer af Bendt Viinholt Nielsen

******

RUED Langgaard er en stor dramatiker.
Han er blevet karakteriseret på så mange andre måder: En original. Ordet brugt med en hældning mod det psykopatiske. En særling. En enspænder.
En outsider i dansk musikliv. Modpolen til Carl Nielsen – den sorte komponist over for den lyse. Fiaskoen over for succesen.
En autodidakt. Han gik ikke den regelrette vej som alle de andre: Gennem Det kgl. Danske Musikkonservatorium. Han lærte hos forældrene. De var begge pianister. Faren også komponist. Hjemmestrik. Mon ikke?
Og så det, der hænger ved næsten alle beskrivelser af Langgaard fra lige før århundredeskiftet 1900 til langt efter hans død i 1952:
Komponisten, der sad fast i senromantikkens hængedynd, og som bevidst og af samme grund blev holdt uden for dansk musikliv. Hans værker – der er over 400 – blev dårligt nok spillet, han fik ingen ordentlige jobs, indtil han omsider i 1940 tilkæmpede sig en organiststilling ved domkirken i Ribe. Så kunne han sidde der og murre. Frem gennem 50’erne og 60’erne holdt man sig for næsen, når hans navn blev nævnt. På konservatoriet og i universitetets musikvidenskabelige kredse.
 

FIRE NATTERGALE

Nu, da luften er lettet omkring fordommene, kan man høre bl.a. hans strygekvartetter og konstatere det alt sammen, men også uden større besvær vende de fleste af fordommene til det positive.
F.eks. konstatere, at Rued Langgaard er dramatiker. Ikke kun i de få operaer, han har skrevet – som hans ’Antikrist’, der er blevet opført nogle gange inden for de seneste årtier, og i øvrigt findes på cd-optagelser, dels en koncertopførelse i DR, dels en sceneopførelse i Innsbruck fra 1999.
Men oplagt også i sine strygekvartetter. De første blev udgivet for et års tiden på cd af selskabet dacapo. De næste har vi her, nu igen med Nightingate String Quartet – den umådeholdent talentfulde kvartet af fire piger, som i 2007 limede sig sammen om at gøre karriere i genren, allerede mens de endnu gik på konservatoriet.

Lykken har fulgt dem siden, og man begriber hvorfor. De er som fire ærter i en bælg, deres sammenspil er formidabelt, og når vi snakker Langgaards måde at udtrykke sig på, har de den dramatiske nerve, der skal til for at få kvartetspillet til at blive til udspil, der er som henvendelser, beretninger, udsagn fra en komponist, som kræver påhør hvert øjeblik. Hele tiden nye situationer. Overraskelser. Som når man i nyhedsprogrammerne spørger reporteren: ’Hvad er situationen – lige nu?’
 

SPONTANT

Netop. Langgaard skriver spontant, nærmest improvisatorisk. Du lytter intenst. Hvad finder han på? Hvor skal vi hen om et øjeblik?
Og så er det jo slet ikke løgn, meget af det andet, som han hænges op på. Det glødende romantiske udgangspunkt. Sproget, der nemt kan associeres til Wagner, Mahler, for ikke at snakke om gamle Niels W. Gade, der har en varm plads i Langgaards højre hjertekammer. Alt det er videreudviklet i nye, dybt personlige spændingsfelter. Genkendeligt, men alligevel ikke.
Langt interessantere er det at høre, hvordan hver formulering, hvert åndedræt er drevet frem af dramatiske impulser. Helt elementært som musikalsk tænkte handlinger og effekter. Når han i 3.satsen af As-dur kvartetten lader et pizzicato-formuleret tema sænke sig dybere og dybere for til sidst at ende stakåndet og ufuldendt i det sorteste dyb, sidder vi tilbage med hårene lige så rejste, som da Marie i Alban Bergs ’Wozzeck’ er dræbt og hende lille dreng rider over scenen på sin kæphest med et ’Hop! Hop!’
 

JORDSKRED

Vi kan også nemt – og rigtigt – forklare den første af kvartetterne på denne cd, den der har titlen ’Rosengaardspil’, ud fra, at alt er styret i Langgaards hoved af en styrtende ungdomsforelskelse. Som 20-årig segnede han af henrykkelse over en svensk pige ved navn Dora under en sommerferie i Kyrkhult i Blekinge. Rosengaarden var stedet, han og hans forældre havde lejet.
Kvartetten begynder med et tematisk og klangligt blidt jordskred, et ekstatisk ømt anfald, som han oven i købet vender tilbage til i andre kvartetter senere. Og kvartetten, som Nightingale-pigerne hermed giver sin cd-uropførelse, fortsætter sats efter sats med spontane, stadig nyfødte, dramatiske ryk. Vi kan snakke om en art programmusik, sindstilstande skildret i toner og rytmer, og vi kan henholde os nok så meget til pittoreske, private og personlige baggrunde. Og tolke Langgaard ud fra de sindsoprivende titler, han gav mange af sine kompositioner:
Det er ok. Men den umiddelbare oplevelse er rent musikalsk. Nøgne og abstrakte, rene musikalske effekter. I Nightingalernes stringente og udtryksfulde sammenspil musik, der lever i kraft af sig selv.
Kom og sig, at dette ikke er stor musik. Stor musikdramatik.

gregersDH.dk