Anke Briegel og Elisabeth Jansson i ‘Rosenkavaleren’ på Operaen (foto: Miklos Szabo)

SÅ NAKKEHÅRENE…

Operaens genoptagelse af ’Rosenkavaleren’  bringer Elisabeth Jansson i en nøglerolle, fordi hun har både stemme, karisma og humor til at fylde partiet som rosenkavaleren Octavian.

*****

HVILKEN salighed at gense ’Rosenkavaleren’.
Vi anmeldte den her på bloggen i september 2008, da den havde premiere. Nu ved repremieren sluger vi igen med fornøjelse det rokoko-forskudte sceneri med et forbløffende, kolossalt spejl over scenen, som var det en kæmpebaldakin til beskyttelse mod kommende skybrud, men nej, bare kalkulerede og forvirrende spejlinger af hændelserne på scenen, som ellers er forvirrende nok i forvejen.
For slet ikke at tale om, at vi sluger musikken, humoren, frækheden, virtuositeten i dette Richard Strauss-værk, der dufter af Wien, af sex – en svævende boble af letsind – men også af erotikkens ulyksalige og smertefulde smuldren, når de hjerteformede blade visner.
Italienere er ophav til både iscenesættelse, dekorationer og kostumer. Marco Arturo Marelli og Dagmar Niefind-Marelli hedder de. Vi aner familieskab, men overlader slægtsforskningen til Se&Hør.

NYBESÆTTELSER

Der er enkelte nye sangere med ved genopsætningen – først og fremmest i baron Ochs’ rolle, den rolle, der blev udødeliggjort for mange af os, da Aage Haugland sang og spillede den med uforskammet pondus.
I aftes og ved kommende forestillinger hedder sangeren Wolfgang Bunkl, wiener med den skønneste bøffede charme, en umulius, en grov og brovtende Ochs, vi tænker os ham stinkende af armsved, i det hele taget forfærdelig. En katastrofe, hvis man var påtvunget samvær med typen. Men en glimrende sanger med en kultiveret basbaryton.
Andre er gengangere – Ann Petersen har rendyrket sit parti som den livshungrende marskalinde, der stadig har ild i gløderne, men mærker flammerne, der er ved at slukkes. Pragtpræstation.
Også Elisabeth Jansson var med dengang som rosenkavaleren Octavian, men nu er hun vokset til det bjergtagende. Hendes stemme klinger prægtigt, figuren er erobret, så hun virkelig bliver forestillingens nøgleperson, elegant og med en erotisk karisma, der ubesværet afløses af underholdende, komisk udfoldelse i scenerne, hvor hun forklædt spiller købt luksusluder på invitation af baron Ochs.
Gert Henning-Jensen har afløst Niels Jørgen Riis som sangeren, der uden større motivering bryder ind og kvæder en brillant vise, og overlegent og glimrende gør han det.
Endnu vigtigere er placeringen af den tyske sopran Anke Briegel som Sophie, pigen, der påtvinges et bryllup med baron Ochs.
Stemmen kommer til at virke lidt spæd i forhold til Elisabeth Janssons, men balancen gror og rammer plet i den afsluttende urskønne – først terzet med Ann Petersen og Elisabeth Jansson, så duet med Elisabeth Jansson. En scene, der klinger ud i det rent paradisiske, så folks nakkehår skal være godt stylet for ikke at rejse sig i euforisk henrykkelse.

gregersDH.dk