TRUT I HORNET

’Rosenkavaleren’ er tilbage på Det Kgl. – operaen om almindelig brunst og livets forgængelighed.

*****

’ROSENKAVALEREN’ begynder med et ordentlig hornbralder. Så er vi på sporet. Ikke så meget af rosenkavaleren selv, den 17-årige Octavian. Men af Baron Ochs, den lavadelige skørtejæger med konstant bule i bukserne.
Strauss-operaen er tilbage på Det Kgl.
Vi er uhjælpelig fortabt i mindet om Aage Haugland i rollen som baron Ochs, hans internationale glansrolle. Vi hanker op i os selv, finder os gradvis tilrette med gæsten, tyske Lars Woldt, der synger partiet på Volksoper i Wien.
For ung til rollen? Næh. 35 år. Haugland var 32, da han sang den første gang.
Hva’ så? Jo, jo. Han har ikke Hauglands overvældende fylde. Og så dét, vi også lige skal indstille os på: Haugland var med paryk og pudder, kalvekrøs og knæbukser. Skudt ud af den rokoko-verden, Strauss og Hofmannsthal, henlagde handlingen til. Woldt er i kluns fra, skal vi sige: Herman Bang-tiden, begyndelsen af 1900-tallet.
Så der er en del, vi lige skal vænne os til. Men Woldt viser sig at være en glimrende sanger, fast i bas-mælet, rå og rædsom, vulgær, ynkelig, et struttende skvat. Præcis hvad vi forventer.

I DYNERNE

Nu er Ochs slet ikke på scenen, da det hornbralder lyder. Der åbnes med en gang henrivende, hvidt flagrende bunkepul, afløst af det hjørne, vi skal hen i:
Feltmarskalinden i dynerne med unge Octavian – fruens feltmarskal er på jagt, og det er tid til lidt sjov. En mozartsk verden af frivolitet. Et skridt videre fra Grevinden og Cherubino i ’Figaros bryllup’.

SPEJLE

Her skal vi igen lige rykke os selv i skudstilling. Den luftige dekoration har et vældig spejltag svævende over sig. Det viser i denne første scene myldrende rokoko. Watteau eller Fragonard? God knows. Vi spejles i hvert fald i den epoke. Og vi vænner os lige til også at se den prægtige feltmarskalinde og hendes unge elsker i en blanding af rokoko og syndig wiener-elegance anno 1910 (sådan cirka).
Ligesom vi er klar til at omsætte snak om kareter, synet af tjenere, der holder styr på mylderet af mennesker, der ’antechambrerer’ hos den fine dame, og alskens henvisninger til 1700-tallet til et tidsmæssigt forskudt miljø. Antechambrere gør man for resten også i vore dage. Hos skattevæsen, læger og dronningen.
Alt det kører ellers flot. Ikke mindst, fordi det passer så fint til Strauss-partiturets leg med anakronismerne: Wienervalse til menuet-mennesker. Vi er med på den leg.

SANGERNE

Og så følger vi slagets gang. Undrer os over, hvorfor den italienske sanger, som melder sig hos feltmarskalinden i 1. akt, skal være blind – dén har vi ikke set før, måske skulle han have haft hund med også. Niels Jørgen Riis synger ham, lidt voldsomt.
Vi måler Ann Petersen på hendes statuarisk smukke og meget velsungne feltmarskalinde, endnu mere smertefyldt af livets krybende forgængelighed end da vi hørte hende for to år siden på Den Jyske Opera – her anelsesfuldt akkompagneret af scenografiens stille små skred, spejltagene, der skifter i motiver og farver, og gulvet, der lusker umærkeligt sidelæns – teknikken i det nye operahus virkelig udnyttet.

SOPRANOS

Og ingen fratager os nydelsen af de strausske sopranorgasmer, der – midt i al halløjet omkring Ochs ægteskabsræs i parløb med pigen Sophies far, parvenuen hr. Faninal (sunget strittende af energisk komik af Guido Paevatalu) – tårner sig op i både Ann Petersens store monolog i 1. akt og i Elisabeth Janssons og Giselas Stilles sitrende kærlighed-åbenbaring i 2. akt, da Octavian skal overrække sølvrosen til Ochs kommende unge brud, Sophie.
Og endelig i de tre sopranoernes udfadning af handlingen i vemodig, overjordisk samklang. Inden vi bedøvede af skønhed kan vandre ud i natteregnen – over fire timer efter de obskøne horntrut i prologen.

GregersDH

‘Rosenkavaleren’ Det Kgl. Teater, Operaen 6.9.08 Anm.