DER KOM EN BARYTON
Den Jyske Operas ’Rigoletto’ er scenografisk rædsom, men en sangerfest med Jørn Pedersen i titelrollen.
****
Der er noget, vi her ovre i bøhlandet København ikke er rigtig klar over. Nemlig, at der går en baryton ved navn Jørn Pedersen rundt i Århus med et talent af europæisk format.
Det finder vi ud af ved sjældne lejligheder. Som når vi vover os over havet til Århus og går i Den Jyske Opera. Eller når vi på en aften som denne får jyderne på gæstespil i København med ’Rigoletto’.
SANGERFEST
Jørn Pedersen deltog i aftes i en veritabel sangerfest på Operaen. I en forestilling, der udmærker sig ved at være udstyret med en dekoration, der – hvis vi skal være venlige – ligner et skrabsammen fra en genbrugsstation i Nr. Alslev, hvor en nærliggende supermarked har placeret sine aflagte stativer og montrer. Turnévilkår er en stump af forklaringen. Forkrampet tankegang en anden. Men lad det så være. Ligesom instruktionen, der gjorde os lige så meget i vildrede med hensigten som dekorationen.
Til gengæld er det godt at opleve, hvordan sangere og dirigent undertiden kan få en forestilling til at blive vedkommende – bare i kraft af deres karisma, deres indlevelse i den opgave, de stiller sig, og deres evne til at bruge stemmen i overensstemmelse med den rolle, der er tildelt dem.
Jeg taler altså om Jørn Pedersen, der synger titelrollen som Rigoletto, hofnarren, der fanges i sit eget mislige net og svinges fra svinagtigt medløb til den sorteste tragedie, et studie i boomerang-kastning for viderekomne. Forløst af Jørn Pedersen med en uimodståelig stemmepragt, mental skarphed og farverig nuancering.
MERE SANGERFEST
Og når jeg taler om sangerfest, er det fordi Henriette Bonde-Hansen som Gilda på sådan en aften bekræfter, at kønnere og varmere lyrisk sopran ikke findes på disse kanter, det skulle da være Inger Dam-Jensen, en anden Gilda, hvis stemmeglans ikke har mindre glød og virtuos smidighed, blot en lidt anden karakter. Henriette Bonde-Hansens sopran er blevet en lille bid mørkere med tiden, men du godeste, hvor den stemme dog er smuk. Så smuk som damen.
Så kan det endelig være, at man et øjeblik bildte sig ind, at det var selveste den bredbringede, århusianske exborgmester Flemming Knudsen, der havde forvildet sig ind i en forestilling, han som nuværende kulturrådmand i Århus Byråd vel har et økonomisk medansvar for. Nu i skikkelse af hertugen af Mantova.
Hus forbi: Sangeren hedder Dominic Natoli, og havde han ikke et flammende Don Juan-ydre, så havde han til gengæld en af disse brillante italienske tenorstemmer, fast, klangskøn, hæmningsløst udfoldet. Desværre i den grad at han løb træt i sidste akt.
NOGET FOR ARBEJDSTILSYNET
Forklaringen kan i øvrigt være en anden:
Dekoration og instruktør bød den arme mand at bestige lejemorderen Sparafuciles tag, et monstrum af et stillads, som man burde tilkalde Arbejdstilsynet for at besigtige. Dominic Natoli har været rædselsslagen. Ude af balance. Enhver sanger og sangpædagog kan tale om, hvordan angst påvirker stemmer.
Dér sluttede sangerfesten midt i 3. akt. Den var ført an og blev ført til vejs tragiske ende af Giordano Bellincampi, Vorherres gave til Den Jyske Opera. Og så var det altså, at der kom en baryton til byen.
Gregers Dirckinck-Holmfeld