Jens Albinus som Richard III på Aalborg Teater (foto: Aalborg Teater)

DET KGL.

SLAGTEHUS

Jens Albinus’ Richard III er en mageløs blodtørstig psykopat i Shakespeares kongedrama på Aalborg Teater.

Shakespeare: Richard III. Instruktion: Therese Willstedt. Scenografi: Etienne Pluss. Medvirkende: Jens Albinus, Martin Ringsmose. Merete Voldstedlund, Kristine Elmedal Johansen, Marie Knudsen Fogh, Vibeke Hastrup, Jørgen W. Larsen, Jacob Moth-Poulsen, Allan Helge Jensen, Niels Anders Manley, Steffen Eriksen og Kasper Dalsgaard.

’Richard III’ spiller på Aalborg Teaters St. Scene indtil 10. oktober.

*****

EN massemorder på den engelske trone. Richard III var navnet.
Var han så slem i virkeligheden? Næh. Det er noget, Shakespeare digter. Mest fordi, Shakespeare var glad for den kongeslægt, der fulgte efter.
Men slem er han i dramaet, den Richard, som huserer på scenen i Aalborg Teater i skikkelse af Jens Albinus. En psykopat med øjnene på rov, hænderne dirrende af lyst til at fatte om andres halse. En manipulator, der ikke får blod på hænderne selv, men er en mester i at drive andre til ugerningerne.
Albinus erobrer scenen fra start med sin forkrøblede gang, skæv i kroppen, håret strittende og hængende på ham, som var han på evig mareridt-vandring i døgnets mørkeste timer – ikke med pukkel på ryggen som Shakespeare foreskriver, og som Søren Sætter Lassen var udstyret med på Det kgl. for nogle år siden. Men uhyggelig slimet i sit smil, mistænksom, ustandselig på vagt over for alle omkring ham, med strejf af blodig selvironi, en mand, der ser på sine egne gerninger med både lyst og had. Og først og fremmest konsekvent i sin magtliderlighed og evnen til at sætte alt til side for at få magtliderligheden tilfredsstillet.
Det er en voldsom og stærk præstation, Albinus udfolder. Lige fra sin første monolog med et klippesikkert sprog, langsomt som en adagio i starten, så hvert ord bliver vredet og drejet, vi skal ikke være i tvivl om, at her er en mand med snedige og grumme intentioner. Lemlæstende for sine omgivelser fortsætter han scene for scene.

KNUGENDE

Instruktøren Therese Willstedt har sammen med scenografen Etienne Pluss ladet alt udfolde sig i en tragt af et gråhvidt rum, der smaller ind bagud, med knugende vægge, som de medvirkende kan snige eller slæbe sig langs, lurende på hinanden eller skrækslagne for Richards næste skridt. Han selv som det uberegnelige rovdyr, der skal til at slå ned på sit bytte, eller som den, der må lytte til eventuelle baghold.
Den enkle scene bliver brugt effektfuldt: Da Richard tvangsgifter sig med sin myrdede brors kone Anne, synker scenegulvet langsomt, som en trussel om kommende undergang og rædsler, nu da han er blevet konge og har fået den totale magt.
Og loftet sænkes over alles hoveder, da hans stab – d.v.s. resterne af den – drypvis svigter ham, og det går mod nederlaget gennem rivende opgør med kvinderne omkring ham og frafaldet af Buckingham, hans, langt hen ad vejen, tro medsammensvorne i alle rædslerne.
Martin Ringsmose ligner indtil da en blegnæbbet forsvarsminister, der helt ned til sine bevægelser prøver at kopiere sin foresatte. Og sådan er både han og de øvrige omkring kongen formslebet til slaveagtig, øjeblikkelig lydighed. Bortset fra kvinderne, der modstræbende tæmmes undervejs af kongens hæmningsløse smiger, løgnagtige løfter og rasende magtmisbrug, om det så skal være korporlige angreb på deres kønsdele. Lystangreb, der stimuleres hos kong Richard af kombinationen af sex, magtmisbrug og sygelig, savlende bevidsthed om mordene på deres mænd eller børn.

GRUMT

Det er grumt. Mordene foregår off stage, men vi er ikke i tvivl om, hvor og hvornår. Og hvordan. Jakkerne bliver taget af nogle, slipsene løsnes, og slipsene vender tilbage og ligger i et hjørne af scenen. Ingen skal overse, hvad de har været brugt til. Richard linder selv af og til på skjorteflippen – i forudanelse om eller frygt for sin egen skæbne?
Shakespeares ’Richard III’ har 22 medvirkende. De er skåret ned til det halve i Aalborg. Originalteksten er kortet og flere steder omarbejdet. Og der er skånsomt nogle gange lagt løft ind for den makabre handling: Albinus’ Richard III overvejer et sted, om ikke Aalborg Teaters nye chef kunne føres på offer-listen. Han er norsk, så Albinus afstår, for så kunne man jo risikere, at norske Fortinbras fra ’Hamlet’ dukkede op og tog hævn. Langt ude, men vittigheden giver luft et par sekunder.
Det kan anbefales at forberede sig på historien. De mange navne og personer svirrer i luften. Hvem er hvem?
Læs lidt på sagen i forvejen. Gerne et par linjer mere end, hvad der står i Aalborg Teaters program. Det er som altid minimalt og kun hard facts.

gregersDH.dk