Kurt Ravn, Anne Vester Høyer og Tammi Øst i ‘Revy 09 – Så længe kronen holder’ (Tegning: Claus Seidel)
JA, JO OG – NÅ
Det Kgl.s revy er spredt fægtning. Musikken holder den nogenlunde på banen.
***
’LE vil de – le!’ som titlen lød på en bog om Keld & Dirch.
Og jo. Vi ler da også til Det Kgl.s revy i Skuespilhuset. Ind imellem.
Men ikke så tit og så meget, som vi gerne vil til en sommerrevy. Le, så vi dåner over smældende pointer, skøre figurer og vanvittige påfund.
Det Kgl.s revy har tilløb til så meget. Men er også mærkelig identitetsløs. Lidt i øst og vest. Som et puslespil, hvor brikkerne bliver ved med at være de forkerte.
Og i en dekoration, der nok spiller med alle Skuespilhusets muskler, op og ned og ud og ind, mest hidsigt i en parodi på West Side Story og Jerome Robbins’ koreografi, henlagt til Nørrebro, musikalsk så tæt i skøderne på Bernstein, at kapelmester Lars Fjeldmose nok lige skal bestille tid hos sin advokat.
Men en scenografi, som alligevel virker mere klodset end munter som bidrag til revyen.
MUSIKKEN
Sjovt nok, når vi taler om musikken i revyen. Den er i virkeligheden det mest samlende.
Lars Fjeldmose, der har huseret i årevis på Bornholmer Revyen, sidder højt til vejrs med sine musikere fordelt i begge sider af scenen. Men han kan også finde på at hoppe ned på midterbanen og dirigere sine fem skuespillere igennem et af den slags numre, som man kan se har været virkelig igennem kødhakkeren.
Svært, men givende, fordi det sidder som skræddersyet. De fem er linet op til sprogkurset ’Godt i gang på dansk’ for indvandrere, og det går som kæp i et hjul med øvelser i verbale bøjninger. Volapyk, skruet sammen af Fjeldmose selv. Sjovt.
TALENTER
Vi er bestemt også godt forsynet med talentfulde skuespillere.
Henrik Kofoed kan det dér med at svanse ind som søndenvinden allerede i det ellers ret fortænkte indledningsnummer ’Så længe kronen holder’, der straks sætter revyen på de usikre ben: Hvad har teksterne fat i? Lidt kritik af danskernes selvtilstrækkelighed, magelighed og overforbrug, trods krise – en krise, vi sandelig kommer til at høre meget om undervejs.
Ingen kan frakende Kurt Ravn evnen til at synge en sang, så det gynger. Hans – og et af revyens – bedste numre er finalen af 1. akt. Hvor erhvervslivets arme topfolk anråber Herren om frelse og som svar på deres bønner får serveret en amerikansk lægprædikant, der kan forene dem i en gospel, hvis evangelium er, at tage røven på alle de andre.
PÅTAGET
Vi kan heller ikke frakende Tammi Øst energi og skarpe udspil, når hun hakker bankens rolle i krisen til plukfisk i ’Langt inde i byen lå en lille bank’, bid for bid. Eller jonglerer udspekuleret med tanken: ’Kan kvinder være sjofle?’. Underfundig komik er bare ikke hendes force. Der bliver lagt krop og mimik til, og det er selvfølgelig ok. Men er det ikke den seriøse karakterskuespiller Tammi Øst, som når længst med sit talent, uanset hendes lystige ambitioner? Komikken bliver let påtaget.
Hvor både Jens Jacob Tychsen og Anne Vester Højer kan ramme præcist med små midler. Ikke fordi de ikke bruger fede pensler, når de agerer milliardær Erik og bordelmutter Anni. Men både Anne Vesters ’Tornerose’ på baggårds-nedtur og Tychsens tyrker på absurd peber-mix rammer uden store armsving. Det er ikke deres fejl, at teksterne også dér munder ud i – ingenting.
SUK!
Sådan kommer vi igennem så meget, og der er rimelig fart over feltet.
Det kan bare ikke tilsløre, at vi er i kløerne på en stribe tekster, der udløser rim, som vi – måske – ville klappe af ved familiefesternes lejlighedssange. Her sukker vi snarere. Og som sagt: Tekster, der lægger godt an, men ebber ud pointeløse. Buerne er løftet, pilene fyres af, men daler ned i græsset foran skiven.
Det samlede resultat bliver: Ja. Jo…og…Nå.
Denne kongelige revy har svært ved at hamle op med kvalificerede bud som Tivoli Varietéen og Cirkusrevyen. Niels Olsen står for instruktionen og mange af teksterne i Skuespilhuset. Han har masser af idéer, mange af dem glimrende. Men måske er problemet, at der ligger en længere og mere hårdhændet opstart og udvælgelse bag andre revyer end Det Kgl.s. Plus selvfølgelig nogle erfaringer og rutiner, som Det Kgl. ikke har.
